Vi driver en slags deleøkonomi – min tilbagevendende kunde og jeg.
Ikke at det direkte har noget med mit taxijob at gøre. Ikke med det der nykapitalistiske Über-bedrag at skaffe. Der hvor overfladen ser ud som om man slå bildøren op for sin nabo, men i virkeligheden ved at skaffe milliarder til nogle amerikanske app-investorer.
Næh, vi deler rigtige menneskehistorier om vores liv, om vores arbejde, vore børn, vore rejser. Og om kærligheden
For findes der megen menneskelig storytelling uden at det på en eller anden måde handler om kærlighed?
Vi driver en slags deleøkonomi – min tilbagevendende kunde og jeg.
Ikke at det direkte har noget med mit taxijob at gøre. Ikke med det der ny-kapitalistiske Über-bedrag at skaffe. Der hvor overfladen ser ud som om man slå bildøren op for sin nabo, men i virkeligheden ved at skaffe milliarder til nogle amerikanske app-investorer.
Næh, vi deler rigtige menneske-historier om vores liv, om vores arbejde, vore børn, vore rejser. Og om kærligheden. For findes der megen menneskelig storytelling uden at det på en eller anden måde handler om kærlighed?
Først var der næstekærligheden!
Hun arbejder som selverhvervende her i landet – med internationale kunder. Og fra første gang vi mødte hinanden, kunne jeg mærke, hvor god og troværdig en sælger hun er.
Helt i modsætning til Taxamanden, der fik det at føle i en kort periode som selvstændig erhvervsdrivende. Det blev den dyreste del af min karriere. Jeg lider af den grundlæggende misforståelse, at der bare skal snakkes hele tiden.
Min Gud, hvor har det kostet mig mange penge for ydelser, der aldrig blev solgt!
Hun har næsten økologisk styr på sine ord. Taler langsomt, midt i 30’erne – den mest dynamiske alder, måske. Stadig ung – men med erfaringer. Ikke billedskøn, men en, ja, – en dejlig kvinde med noget mellem ørerne og et firma, der arbejder med ”social service” rettet mod engelsksprogede i Danmark.
Første gang fortalte hun om sin tid i London og jeg om konverteringen fra DR til vogn 2282. Jeg nåede lige at opfatte, at den unge kvinde faktisk var enke efter en bilulykke.
Anden gang ville hun bare hjælpe mig og min kone med at finde en gode lejebolig. En af hendes engelske ansatte bor blot 3-4 år endnu i en længe på en gammel gård op til den store skov – tæt på København. Det ville jo være fantastisk. Men jeg og fruen er allerede gået andre veje og er flyttet tæt på byens hjertebankende centrum. Efter denne tur fandt jeg en lyserød luksus mascara på bagsædet, forsøgte at finde hende men måtte opgive og lod bare mascaraen ligge i tasken. Hvis vi nu mødtes i området en tredje gang.
Det gjorde vi så, og selvfølgelig gav det dagens smukkeste smil til Taxamanden, da jeg med en nonchalant bevægelse kunne række det lyserøde hylster bagud til kvinden på bagsædet med et – ” … det er vist din … ”
En mand i min alder er jo en lallende idiot, hvis ikke han også tager de billige point hjem
I dag taler vi taler om kærligheden.
Om de modne og unge kvinder jeg møder på deres veje og vildveje på diverse dating.dk. – Og på Tinder. Der hvor du på sekunder med din swiftende tommelfinder afgør, om ham der er så smuk at se på at han også er værd at møde.
– Jeg var jo alene og synes faktisk var meget sjovt at finde ud af, hvordan man skulle gøre. Man skal virkeligt styre sig som kvinde, hvis man vi have succes. Ikke vise sig alt for interesseret. Da jeg var allermest cool fandt jeg den søde kæreste, og ham har jeg i dag.
Men den gamle kærlighed er aldrig helt forsvundet.
– Han vovede efter mange år at tage en kort tur alene tilbage til sit hjemland. Og en dag kom så den kolde besked om, at han var omkommet ved en trafikulykke dernede. Politisk aktiv. Flygtning – og så trafikdræbt, da han endelig vendte tilbage. Jeg tror jo ikke på den historie.
De stor øjne bliver endnu større og smilet er borte fra ansigtet, ser jeg i bakspejlet. Både rystende og enkelt.
– Jeg drømmer ofte, at han lever. Jeg ved det er tosset, men jeg synes jeg kan mærke, at han er der endnu. Et eller andet sted.
Jeg strutter af spørgsmål, men vi er fremme ved det forsinkede møde og hun er ude af Merceren og smilet er intakt igen.
Ses vi?
Får vi en fjerde runde?
God dag, Danmark
– med alle dine umulige drømme.
Dagens blogindlæg har tidligefe været offentliggjort som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin, EKSTRA.
Kærligheden der blev væk en dag
Vi driver en slags deleøkonomi – min tilbagevendende kunde og jeg.
Ikke at det direkte har noget med mit taxijob at gøre. Ikke med det der nykapitalistiske Über-bedrag at skaffe. Der hvor overfladen ser ud som om man slå bildøren op for sin nabo, men i virkeligheden ved at skaffe milliarder til nogle amerikanske app-investorer.
Næh, vi deler rigtige menneskehistorier om vores liv, om vores arbejde, vore børn, vore rejser. Og om kærligheden
Vi driver en slags deleøkonomi – min tilbagevendende kunde og jeg.
Ikke at det direkte har noget med mit taxijob at gøre. Ikke med det der ny-kapitalistiske Über-bedrag at skaffe. Der hvor overfladen ser ud som om man slå bildøren op for sin nabo, men i virkeligheden ved at skaffe milliarder til nogle amerikanske app-investorer.
Næh, vi deler rigtige menneske-historier om vores liv, om vores arbejde, vore børn, vore rejser. Og om kærligheden. For findes der megen menneskelig storytelling uden at det på en eller anden måde handler om kærlighed?
Først var der næstekærligheden!
Hun arbejder som selverhvervende her i landet – med internationale kunder. Og fra første gang vi mødte hinanden, kunne jeg mærke, hvor god og troværdig en sælger hun er.
Helt i modsætning til Taxamanden, der fik det at føle i en kort periode som selvstændig erhvervsdrivende. Det blev den dyreste del af min karriere. Jeg lider af den grundlæggende misforståelse, at der bare skal snakkes hele tiden.
Min Gud, hvor har det kostet mig mange penge for ydelser, der aldrig blev solgt!
Hun har næsten økologisk styr på sine ord. Taler langsomt, midt i 30’erne – den mest dynamiske alder, måske. Stadig ung – men med erfaringer. Ikke billedskøn, men en, ja, – en dejlig kvinde med noget mellem ørerne og et firma, der arbejder med ”social service” rettet mod engelsksprogede i Danmark.
Anden gang ville hun bare hjælpe mig og min kone med at finde en gode lejebolig. En af hendes engelske ansatte bor blot 3-4 år endnu i en længe på en gammel gård op til den store skov – tæt på København. Det ville jo være fantastisk. Men jeg og fruen er allerede gået andre veje og er flyttet tæt på byens hjertebankende centrum. Efter denne tur fandt jeg en lyserød luksus mascara på bagsædet, forsøgte at finde hende men måtte opgive og lod bare mascaraen ligge i tasken. Hvis vi nu mødtes i området en tredje gang.
Det gjorde vi så, og selvfølgelig gav det dagens smukkeste smil til Taxamanden, da jeg med en nonchalant bevægelse kunne række det lyserøde hylster bagud til kvinden på bagsædet med et – ” … det er vist din … ”
En mand i min alder er jo en lallende idiot, hvis ikke han også tager de billige point hjem
I dag taler vi taler om kærligheden.
Om de modne og unge kvinder jeg møder på deres veje og vildveje på diverse dating.dk. – Og på Tinder. Der hvor du på sekunder med din swiftende tommelfinder afgør, om ham der er så smuk at se på at han også er værd at møde.
– Jeg var jo alene og synes faktisk var meget sjovt at finde ud af, hvordan man skulle gøre. Man skal virkeligt styre sig som kvinde, hvis man vi have succes. Ikke vise sig alt for interesseret. Da jeg var allermest cool fandt jeg den søde kæreste, og ham har jeg i dag.
Men den gamle kærlighed er aldrig helt forsvundet.
De stor øjne bliver endnu større og smilet er borte fra ansigtet, ser jeg i bakspejlet. Både rystende og enkelt.
– Jeg drømmer ofte, at han lever. Jeg ved det er tosset, men jeg synes jeg kan mærke, at han er der endnu. Et eller andet sted.
Jeg strutter af spørgsmål, men vi er fremme ved det forsinkede møde og hun er ude af Merceren og smilet er intakt igen.
Ses vi?
Får vi en fjerde runde?
God dag, Danmark
– med alle dine umulige drømme.
Dagens blogindlæg har tidligefe været offentliggjort som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin, EKSTRA.
Taxamand
Next ArticleGift? - det er da noget man bare bli'r....