KALD DET BARE KÆRLIGHED

Kim, Taxamanden og Ellis

Foto: Jesper Grunwald

Det er noget, man mærker fra de første sekunder. Der er kærlighed i luften.

Jeg plejer i mine ydmyge øjeblikke at sige det på den her måde, – at kærligheden mellem mennesker kan mærkes i et fingerknips af tid, – hvis den virkeligt er der: ”Ta’r jeg fejl, er de så gode til at skjule det, at det egentligt er ligegyldigt.”.

Uden at sammenligne i hverken vægtklasse eller format: Master Fatman var ambassadør for tanken om den grænseløse kærlighed. Jeg savner ham jævnligt og er stolt over en af mine pinligheder: At jeg ved et loppemarked på Østerbro gik direkte over til ham, og fortalte, at han var en fantastisk fortæller og radiomand.

Jeg mærkede den, kærligheden, da jeg mødte dem på deres hjemmebane.

En moderne lejlighed i Søborg, lige oppe under tagterrassen. Jeg gik med Kim derop. Han ville vise mig den tidlige sommers vue over det meste af København. Jeg fik deres kærlighedshistorie, mens vi endnu var på tomandshånd. Mens vi glædede over livet trods alle dets knubs, fortalte han om deres første møde i 1992. Europamestre i Fodbold – det årstal kan han altid huske, selv om hjerneblødningen har taget noget af hukommelsen. Han var blevet alene med to delebørn. – Konen nuppede en anden, mens han var ude at rejse, for nu at sige det, som det er. Den havde han godt nok ikke set komme. Men han havde hørt om medicinen: Ingen faste forhold i de kommende år. For pokker! Han var jo bare midt i 30’erne. Og så vidste han, at hvis man ville ud og jagte damer, så var diskotek Den Røde Pimpernel stedet!

Ellis Mazanti, et eksotisk navn på en smuk københavnerpige, der var flyttet til Jylland og fået barn lige efter studentereksamen, – var der lige i det rette øjeblik. Hun var nyskilt efter fælles forståelse – og havde selv 2 børn. Hun ville gerne kysse – men ikke i noget fast. Og da slet ikke med en fyr, der var 10 yngre end hende.

Historien har fortalt sig selv. De blev kærester og de blev gift med 4 sammenbragte børn, der i dag har udviklet sig med 8 børnebørn. Da viser mig bryllupsbillede dernede i lejligheden, hvor Ellis har stuvet stuen fuld af møbler, nipsting, varer og stager til hendes helt store passion: Loppemarkeder. Jeg ser det på billedet. Han er flot. Hun er smuk. De er lykkelige.

Første gang mødtes vi i vogn 24 i en temmelig trist sammenhæng. Jeg kørte dem hjem fra hans mors begravelse. Jeg var netop hjemkommen fra min egen fars begravelse, og vi fik os en nærværende snak om de forældre, vi både elskede og havde konflikter med. Ikke mindst de usagte og derfor uløste. En snak om virkeligheden midt i vemod og savn. Det er sikkert ikke troværdigt, når man betænker venskabets korte varighed. Men jeg følte en slags fællesskab med de to mennesker, som jeg blot mødte måske 20 minutter i vogn 24.

Tilfældighedernes gud er helt vild i sine iscenesættelser. Efter et par måneder møder jeg Kim Hansen og Ellis Mazanti igen. Denne gang er vi på en ægte krammer, da turen er overstået. Den gamle kontordame og den tidligt pensionerede kontormaskine-mekaniker fortæller om Kims Helbred, der har bragt ham helt ud på kanten af livet trods hans blot 61 år. For 9 år siden gik han i gulvet med blodprop og efterfølgende 3-dobbelt bypass. Men det var værre 6 år senere. Han kom ind fra toilettet om morgenen, og hun kunne se, at den var helt gal! Han var ramt af en hjerneblødning og svævede de næste dage mellem liv og død. Han er tilbage på benene, selv om blødningen i hovedet har sat præg på både sjæl og krop. Men ikke på kærligheden. Det mærker man både i taxaen, i den proppede lejlighed – og på tagterrassen med udsigten over landets hovedstad. Og kærligheden er ligesom Fatman’s. Den er stor nok til at kunne drysses over andre mennesker.

– Jeg har besluttet at ville give dig en gave, siger Kim.

Jeg siger ingenting, fordi grænsen for nærhed mellem kunder og TAXAMANDEN jo går ved netop gaver. Altså bort set fra solide drikkepenge, som jeg modtager med stor glæde. Kim har allerede fra starten af fortalt mig, at han har fulgt mig – TAXAMANDEN – fra starten af min behjulede karriere. I Ekstrabladet, i min blogging, og i min beskedne optræden på tv og i radio. Han er vild med mine dagligdagshistorier, der i bedste fald har et større perspektiv end øjeblikkets.

Ordene er mine journalist-inficerede. Men meningen er klar: Vi har brug for hverdagens historier

– Jeg har lige siden mine dage som kontormaskine-mekaniker haft en gammel bærbar, TIPPA-skrivemaskine derhjemme. Uden strøm, med farvebånd og med den gammelkendte tap-tap-lyd. Jeg har selv sat den i stand, fordi den er noget særligt. Den skriver ”skråskrift” – tilstræbt håndskrift. Den skal du have som tak for dine gode beretninger fra almindelige menneskers liv

Jeg bliver rørt og forsøger at finde ordene til et klart – og meget velment NEJ TAK.

Men så kaster jeg den professionelle høflighed over bord. Jeg siger tak og han får en ekstra krammer, og vi aftaler at jeg kommer på privat-besøg for at hente klenodiet.

Nu står rejseskrivemaskinen herhjemme, og jeg vil ved passende lejligheder skrive små breve på maskinen med den skønne skrift. Hver gang med en særlig tanke Ellis og Kim, de to særlige mennesker i højhuset i Søborg.

Kald det bare kærlighed. Det er jo det, det er!

– – –

PS: Fra dramaerne til hverdagens kærlighedshistorier. Du er mere end velkommen til at dele mine beretninger fra den virkelige virkelighed