Klumme til EB, EKSTRA den 6. december 2014

 

 

 

Det er et indlysende spørgsmål til meget arbejdet: Hvordan fanden kan du holde det ud?

Politibetjenten i Gothersgade kl. fire, fredag morgen, mens fulderikkerne sviner ham til i en tågebrandert.

”Tissekonen” på hovedbanen, der skal smile taknemmeligt for en flad femmer.

Skolelæreren, der skal lære ungerne almindelig opførsel, det forældrene burde tage vare på.

Taxichaufføren, der lever sit natte-arbejdsliv i en reel trussel om vold.

 

Hun er en moden kvinde på min egen alder og står allerede klar og vinker, da jeg kører op foran indgangen til akutklinikken på en af hovedstadsregionens hospitaler. Når Taxamanden får en køreordre hertil er han som udgangspunkt indstillet på patient-kanalen – altså deroppe i hovedet. Kan være kunder der er bange. Eller mere trænede smertebærere, som har været her flere gange før. Men da jeg kommer tættere på, fornemmer jeg straks, at der er noget mere professionelt over hende.

Gennem buskene så jeg gårdarealet, lukket med et kraftigt hegn.

Ganske rigtigt!

Hun er SOSU-assistent og faktisk på vej fra dette sygehus – til sit virkelige arbejde på en af de absolut hårdere psykiatriske afdelinger. Sidste gang jeg kørte en patient dertil, fortalte min kunde mig om et liv, der hele tiden blev levet på kanten af selvmord. Nu var hendes kontaktperson i kommunen blevet så øvet, at hun kunne sende hende afsted til den akutte, psykiatriske afdeling, endnu inden depressionen havde trukket hende helt derud, hvor hendes eneste og dybeste ønske bare var samlet om én drøm: At få fred for enhver pris. En anden gang – turen med en forsker til en anden psykiatrisk afdelingen – måtte jeg finde et diskret sted at forrette min nødtørft. Gennem buskene så jeg gårdarealet, lukket med et kraftigt hegn. Og midt derinde spangkulede nogle ænder eller gæs omkring som et vraltende, absurd budskab om, at der findes en normal virkelighed udenfor.

Det var en retspsykiatrisk afdeling, for lovovertrædere der undersøges i retning af den hårdeste straf: Forvaring. De farligste ‘

Min kunde denne formiddag arbejder på en ”almindelig” lukket afdeling og har gjort det en del år. Hun er 62 år, mor til to voksne børn. – Og så er hun bedstemor med en svag accent fra klippeøen.

Vi er helt klart tvillinger i ånden og griner begge to over at være eksilerede bornholmere. Gennemgår de folk og kontrakter, vi har til fælles derhjemme i de sogne, som kun de virkelige granitperkere kender. Og så til sagen:

Hvordan kan hun holde til arbejdet på en hård sygehusafdeling – til tider med helt utilregnelige patienter?

 

Du lever jo heller ikke livet ufarligt, siger hun og sender et signal om min kollega, der blev dræbt ved et overfald for bare en måneds tid siden

– Jeg elsker psykiatrien. Jeg kunne slet ikke forestille mig et arbejde på en almindlig afdeling. Undskyld, jeg ved, det lyder hårdt. Men mig på en afdeling med demente, der går rundt og gentager sig selv? Jeg ville komme til at kede mig voldsomt. I dag har jeg fulgt en af mine patienter her til det almindelige hospital, hvor hun skulle behandles. Det var simpelthen nødvendigt at have en person med, ellers vil hun stikke af fra behandlingen, som det er sket flere gange før. Det har et helt klart formål at hjælpe patienten til at blive fysisk rask, så vi kan komme videre med behandlingen derhjemme på den lukkede.

 

– Men det må da være et farligt arbejde.?

– Jo, det er det så. Jeg er blevet spyttet i ansigtet et utal af gange. Og hvis du kunne se mig her bag på, ville du se et ar efter et decideret angreb. Men det er jo foretaget af et såret menneske, som ikke kan styre sig i en alvorlig krise. Det er så en af risikodelene af mit arbejde. Ligesom hos betjenten. Eller hos taxamanden. Du lever jo heller ikke livet ufarligt, siger hun og sender et signal om min kollega, der blev dræbt ved et overfald for bare en måneds tid siden.

 

I sådan en situation er det bare total arbejdsglæde, som alle professionelle oplever det. Uanset spyt og slag og skuffelser.

– Vi har vi et fantastisk sammenhold på mit arbejde. Vi er og vi kan ikke være andet end et tæt, samarbejdet team. Indimellem gør vi som på alle andre arbejdspladser. En kop kaffe eller en øl på den lokale café eller bodega. Hele teamet af psykiatere, assistenter og sygeplejersker. Vi ta’r en bajer og glæder os over, at noget er gået rigtigt godt og at vi kunne hjælpe nogle mennesker, der trængte til det. I sådan en situation er det bare total arbejdsglæde, som alle professionelle oplever det. Uanset spyt og slag og skuffelser.

 

God dag, Danmark.

– Især til jer med et hårde slid-