Han kommer på min top-10 over de lykkeligste mennesker, jeg har mødt.

Det er det første jeg tænker på, da jeg sætter ham af i et nydeligt lejlighedskompleks få kilometer nord for det centrale København, mens han stille og roligt krydser Mercerens blåhvide diodelys. Stopper op lud for stjernen på køleren, vender hovedet mod den gråhårede bag læderrattet og smiler nattens ærligste smil.

Så rejser han hånden og vikler med flad hånd, mens jeg håber, han kan se, at jeg smiler.

Så erindrer jeg pludselig, at jeg er inde på en af de mindre veje, hvor jeg har været før i taxien.  For et par år siden hentede jeg en frue, der havde smadret sin storetå under flytning af et marmorbord. Hun havde hvidt hår med svag lilla farvning. Duftede himmelsk som den samlede parfumeafdeling i byens bedste stormagasin. En 82-årig enke, der, mens hun ømmede sig på vejen til hospitalstjek – præsenterede mig for fødselsdagsgaven fra et kærligt barnebarn: En ankel-tatovering med mormors initiatler.

Endnu én af de, der kunne komme med på min lykke-top-10.

Hvad gør de egentlig ved menneskene her i Ordrup, siden de bliver så livsglade?

– – –

Det er er borgerskab og middelstand i Ordrup.

Men det er ikke guldskeer eller gamle penge, der skabte livet for den lykkelige herre, der har låst sig ind i opgangen til lejlighederne, der er bygget af en lokal murermester engang i de tidlige 50’ere. Solidt. Nydeligt

– Jeg startede så fattigt, som man kan starte livet. I penge og i omsorg. Jeg blev så at sige smidt ud af min mor som barn og voksede op på et børnehjem

Hvis der er smerte, er den pakket godt bort. Og han oser ikke af uretfærdighedssans.

Han virker nærmest lykkelig.

– Der var mennesker omkring mig, men de fortalte mig for det meste, at jeg ingenting kunne og ingenting var værd. Det gode ved det var, at resten af mit liv måtte jeg skabe selv. Selvfølgelig fik jeg skolegang og det der. Men der var godt nok ikke meget, der kunne give mig selvtillid. Og pengene? – Dem måtte jeg selv skabe. Hver og én krone.

Han begyndte som kegle-dreng i Tivoli.

– Sådan en rigtig, gammel keglebane, inden bowlingbanerne for alvor kom til landet. Ikke noget med automatik og kroge, som kommer ned fra loftet. Vi knægte havde til opgave at rejse keglerne, når de øldrikkende gæster havde væltet dem. Der var godt nok ikke mange penge i det job, indtil gæsterne fik en ordentlig bimmelim på og kom noget lettere til lommerne. Og så var der restauratricen. Damen med keglerne og Tivolis smukkeste fremtoning. Hun var nærmest jobbet værd i sig selv

”Du kan ikke noget”.

Det var hovedbudskabet på børnehjemmet. Ikke nødvendigvis rettet mod ham som person – men det var nu engang den skæbne, der hang over fremtiden for dem, der voksede op udenfor en familie og et almindeligt hjem.

Han giver mig den korte udgave af kampen ud af den trøstesløse skæbne. Han blev arbejdsdreng og så kom han i lærer som smed og maskinarbejder.

– Jeg VIILE bare forme mit eget liv. Har haft forskelligt arbejde i metal og montage. Jeg har sat flere markiser op, end du kan forestille dig, siger han smågrinende og vender blikket overbærende, opad.

Den egentlig frihed fik han som selvstændig. Salg og montage indenfor køle- og varmeskabe. Han helt eget firma, som er banket op af ham selv og som han nu så småt overvejer at stoppe eller afhænde.Han har sparet sammen, så han har ingen pengekniv for struben

Han er 72!

I aften har han været til middag med nogle forretningsforbindelser og den gode vin stænker yderligere livsglæde ud mellem de to seniorer i vogn 86.

– Det er jo li’ som med dig, siger han og gør pludselig TAXAMANDEN til hovedperson. Du havde vel heller ikke regnet med at ende som tv-stjerne.

TV-stjerne?

Den etikette havde jeg ikke lige tænkt på. Men han har set mig i panelet på TV2-NEWS, og tv-optræden klistrer som fluer på barndommens strimler af gult papir, der hang over komfuret i køkkenet på barndomsgården. Jeg har prøvet den opmærksomhed før, selv om tv-projektet er slut for denne omgang

Og jeg nyder dem – de få sekunders berømmelse.

Vi bytter roller, kunden og jeg. Det er ham, der sidder bag skærmen og fortælle mig, hvorfor mig liv gik, som det gik.

– Det handler jo for pokker om at få det bedste ud af det, der nu engang er sket og er virkelighed. Og så udnytte de fordele, der er. Det er derfor, jeg kunne li’ din indsats på tv. Du kører jo rundt herude blandt almindelige mennesker, og det ka’ du ta’ med dig ind i studiet. Det kan vi lide – og det skal du være stolt af. Taxamanden, kegledrengen, smeden – og den selvstændige, for den sags skyld. Jeg har altid sagt til mine omgivelser. En gang imellem skal du finde en bøjle i klædeskabet og klø dig grundigt på ryggen, hvor din hånd ikke selv kan nå. Klappe dig selv på skulderen.

Huske på, at du er god nok.

Han har prædiket det budskab gennem hele livet for sig selv, med sin kone gennem mere end et halvt århundrede – og overfor barnet.

– Ja, en søn blev det også til. Han klarer sig godt. Og ups! Han er sgu lige fyldt 52.

Vi smiler igen.

Vi ved, at man måler vores seniorstatus på vore børns alder

Ikke bare ord.

Han lægger hånden på min skulder. Stiger lidt stivbenet ud af Merceren, mens jeg ordner kort-betaling og printer kvittering.

– Jo, og så lige en ting til, siger han og tøver med at smække døren. Det bedste ved at have modelleret livet ved egen hånd: FRIHEDEN! Måske er det friheden, der har gjort mig allermest glad for mit eget liv.

Jeg smiler, nikker og vi er enige om, at vi nok ses en anden dag.

Det her må der være en mening med!

– – –

PS:

I sorrig og glæde – du må hjertens gerne dele mine historier fra dagliglivet