Dagens blogindlæg har været bragt som Taxamandens klumme i Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA
Der bygges derude i forstæderne. I det hele taget kan du måle samfundets op- og nedture på antallet af stilladser i de velhavende villakvarterer. Og godt for det. Så er der nemlig arbejde til flere. Herude blandt de virkeligt motherfucker-store kasser har de været i gang siden de tidligste morgentimer. De lokale, polakkerne, jyderne – de der holder til i beboelsesvognene. Nogle restaurerer for millioner. Andre køber en gammel kasse, som de river ned og bygger nyt med stilrene hvide mure og vinduespartier som i store akvarier.
Det myldrer med mænd i hvide og orange håndværker-uniformer og cementstøvede sikkerhedssko.
Det er tydeligt, at han ikke har det så godt. Han har end ikke fået arbejdstøjet på. Ved siden af ham står en stor gut med en stor hånd på den blege mands ryg. Det viser sig at være en mand fra fagforeningen. Han har sikkerhedshjelm på og stikker sit store, runde hoved ind i taxien.
– Vil du være rar at køre kollegaen hjem. Han skal hjem og tage den lidt med ro.
De smiler til hinanden. Et klap fra den store og et ”tak” fra den lille.
Og så er vi kørende. Der er stille det første minut, og det er lidt svært for os begge. Ikke mindst for taxamanden, der har et udpræget problem med tavshed. Men jeg har lært at lægge bånd på mig selv, selv om jeg reelt indeni ligner en eksplosion af spørgsmål. Jeg vrider mig som en stålorm på asfalt for at få en dialog i gang.
Kunden er på.
Jeg føler stress uden af have mere travlt, end jeg plejer
– Det har været en mærkelig dag. Jeg stod i toget på vej til arbejde, da det begyndte at sortne for øjnene. Så husker jeg ikke mere. Jeg vågnede på perronen med folk stående i ring om mig. Toget ventede – og så kom ambulancen og kørte mig på sygehuset. Jeg har type 2 diabetes og blev undersøgt og målt på kryds og tværs, men der var ikke noget galt, så jeg tog på arbejde. Her kunne de jo godt se, at jeg ikke var
Helt frisk. Det er noget underligt noget. Jeg føler stress uden af have mere travlt, end jeg plejer.
Manden er ugift, 55 år – og lever for dig selv. Han har altid haft det bedst sådan – i den selvvalgte ensomhed, men tankerne har rodet rundt i hovedet på ham det sidste stykke tid. – Det startede med onklens begravelse, der fik minderne til at strømme frem, så han næsten ikke kunne bære det.
– Den gamle morbror har været min reservefar, siden min egen blev dræbt ved en trafikulykke for ret nøjagtigt 50 år siden. Jeg var kun 5 år, men morbroren flyttede ind og kunne passe mig og lillebror, når min mor, natsygeplejersken, var på arbejde. Det blev en vigtig far-erstatning i mit liv, så jeg aldrig følte mig rigtig faderløs. Min morbror døde, da han var blevet en gammel mand, ganske udramatisk. Så for nogle uger siden, tog jeg en taxi til kirkegården, hvor han skulle begraves.
– Det sagde nærmest bang, da jeg stod på den grønne plæne og kiggede ned i det nygravede hul. Først var jeg helt forvirret, for jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var, der ramte mig. Jeg kiggede mig rundt. Ikke noget særligt, bare en gammel mands begravelse. Herregud. Men så slog det mig. Det var lugten. Granlugten – eller rettere lugten af nåletræet Taks, som er så almindeligt på kirkegårde. Det næste, der ramte mig var fortiden – årtier tilbage. Pludselig kunne jeg genkende den, lugten. Her duftede nøjagtigt som ved min fars begravelse for 50 år siden. Jeg huskede pludselig den tid i glimt. Men mærkede også en sorg, som jeg ikke troede, jeg havde.
Den der lugt af taks – kirkegårdslugten har sat en masse i gang
Oplevelsen har sat mange tanker i sving i de efterfølgende uger. For er der mere han har glemt og måske fejet ind under gulvtæppet? Han kalder det som nævnt en slags stress-følelse – og undrer sig. Ligesom han mærker en sorg, men ikke mener, han er deprimeret
– Jeg ved det sgu ikke, siger han og kigger spørgende på mig med vemodige øjne. Jeg har ikke overblik og indsigt nok til at give ham nogle bud. Jeg kigger ligeud. Jeg er bare taxamand. Han fortsætter:
– Den der lugt af taks – kirkegårdslugten har sat en masse i gang. Angsten for et kommende kursus som maskinoperatør. Jeg hader skoler Jeg har altid stået ved at være ungkarl, men jeg er begyndt at frygte ensomheden. Det er sgu mærkeligt at rammes af al den tvivl, når alle taler om, at tingene falder på plads, når man bliver ældre.
Kirkegårdslugten – og et spark tilbage til fortiden
Dagens blogindlæg har været bragt som Taxamandens klumme i Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA
Der bygges derude i forstæderne. I det hele taget kan du måle samfundets op- og nedture på antallet af stilladser i de velhavende villakvarterer. Og godt for det. Så er der nemlig arbejde til flere. Herude blandt de virkeligt motherfucker-store kasser har de været i gang siden de tidligste morgentimer. De lokale, polakkerne, jyderne – de der holder til i beboelsesvognene. Nogle restaurerer for millioner. Andre køber en gammel kasse, som de river ned og bygger nyt med stilrene hvide mure og vinduespartier som i store akvarier.
Det myldrer med mænd i hvide og orange håndværker-uniformer og cementstøvede sikkerhedssko.
Det er tydeligt, at han ikke har det så godt. Han har end ikke fået arbejdstøjet på. Ved siden af ham står en stor gut med en stor hånd på den blege mands ryg. Det viser sig at være en mand fra fagforeningen. Han har sikkerhedshjelm på og stikker sit store, runde hoved ind i taxien.
– Vil du være rar at køre kollegaen hjem. Han skal hjem og tage den lidt med ro.
De smiler til hinanden. Et klap fra den store og et ”tak” fra den lille.
Og så er vi kørende. Der er stille det første minut, og det er lidt svært for os begge. Ikke mindst for taxamanden, der har et udpræget problem med tavshed. Men jeg har lært at lægge bånd på mig selv, selv om jeg reelt indeni ligner en eksplosion af spørgsmål. Jeg vrider mig som en stålorm på asfalt for at få en dialog i gang.
Kunden er på.
– Det har været en mærkelig dag. Jeg stod i toget på vej til arbejde, da det begyndte at sortne for øjnene. Så husker jeg ikke mere. Jeg vågnede på perronen med folk stående i ring om mig. Toget ventede – og så kom ambulancen og kørte mig på sygehuset. Jeg har type 2 diabetes og blev undersøgt og målt på kryds og tværs, men der var ikke noget galt, så jeg tog på arbejde. Her kunne de jo godt se, at jeg ikke var
Helt frisk. Det er noget underligt noget. Jeg føler stress uden af have mere travlt, end jeg plejer.
Manden er ugift, 55 år – og lever for dig selv. Han har altid haft det bedst sådan – i den selvvalgte ensomhed, men tankerne har rodet rundt i hovedet på ham det sidste stykke tid. – Det startede med onklens begravelse, der fik minderne til at strømme frem, så han næsten ikke kunne bære det.
– Den gamle morbror har været min reservefar, siden min egen blev dræbt ved en trafikulykke for ret nøjagtigt 50 år siden. Jeg var kun 5 år, men morbroren flyttede ind og kunne passe mig og lillebror, når min mor, natsygeplejersken, var på arbejde. Det blev en vigtig far-erstatning i mit liv, så jeg aldrig følte mig rigtig faderløs. Min morbror døde, da han var blevet en gammel mand, ganske udramatisk. Så for nogle uger siden, tog jeg en taxi til kirkegården, hvor han skulle begraves.
– Det sagde nærmest bang, da jeg stod på den grønne plæne og kiggede ned i det nygravede hul. Først var jeg helt forvirret, for jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var, der ramte mig. Jeg kiggede mig rundt. Ikke noget særligt, bare en gammel mands begravelse. Herregud. Men så slog det mig. Det var lugten. Granlugten – eller rettere lugten af nåletræet Taks, som er så almindeligt på kirkegårde. Det næste, der ramte mig var fortiden – årtier tilbage. Pludselig kunne jeg genkende den, lugten. Her duftede nøjagtigt som ved min fars begravelse for 50 år siden. Jeg huskede pludselig den tid i glimt. Men mærkede også en sorg, som jeg ikke troede, jeg havde.
Oplevelsen har sat mange tanker i sving i de efterfølgende uger. For er der mere han har glemt og måske fejet ind under gulvtæppet? Han kalder det som nævnt en slags stress-følelse – og undrer sig. Ligesom han mærker en sorg, men ikke mener, han er deprimeret
– Jeg ved det sgu ikke, siger han og kigger spørgende på mig med vemodige øjne. Jeg har ikke overblik og indsigt nok til at give ham nogle bud. Jeg kigger ligeud. Jeg er bare taxamand. Han fortsætter:
– Den der lugt af taks – kirkegårdslugten har sat en masse i gang. Angsten for et kommende kursus som maskinoperatør. Jeg hader skoler Jeg har altid stået ved at være ungkarl, men jeg er begyndt at frygte ensomheden. Det er sgu mærkeligt at rammes af al den tvivl, når alle taler om, at tingene falder på plads, når man bliver ældre.
Han trækker på skuldrene.
God dag, Danmark
– særligt til livstvivlerne
Taxamand
Next ArticleSå la' os da bytte, Simon Emil ...!