Allermest havde jeg lyst til at give knægten en røvfuld.

Men jeg praktiserer ikke vold og ville sikkert komme meget uheldigt ud af en bokse- eller brydekamp midt i den store kædebutik for tv-apparater og anden slags elektronisk isenkram. Han kiggede ikke på – men igennem mig. Stillede sig op som betjenten i et vejkryds, hvor signalet er i stykker. Den ene arm lodret for STOP. Den anden retningsanvisende mod højre.

Han var yngre end min yngste og tændte i den grad patriarken i mit temperament. Ikke bare havde butikken ødelagt mit budget ved at sælge mig et smart-tv. Lortet have en indbygget fejl, og nu bar jeg de 42 tommer storskærm gennem butikken for at aflevere det til reparation.

– Hvad skal det her betyde, spurgte jeg

Han vinkede bare mod højre uden at sige et ord. Jeg kiggede i hans anviste retning og fik øje på skiltet med REPARATION i det ene hjørne af lokalet. Jeg rystede på hovedet, gav afkald på en skideballe og bar prustende tv’et over til disken.

Først på vej ud af butikken gik det op for mig, hvad der var galt for denne rekord-elendige modtagelse i butikken: Jeg var på vej på arbejde. Jeg havde min uniform på! Han evnede ikke at se mig som en kunde. Bare en skide transportarbejder. En taxichauffør – en overlevende proletar fra det uddøende industrisamfund.

Og nej, det er langt fra eneste gang, at x-programchefen med udsigt til pension har mærket forskellen på at være aftenens helt ved diverse banketter til at være en omkringkørende klon af en robot og en idiot. Da fruen og jeg flyttede ind i det københavnske spelt-segment, var køkkensælgeren nærmest opgivende, da ankom – I JAKKESÆT – for at forny det køkken. Han var helt sikker på, at vi ikke havde råd til. Han kunne ikke vide, vi havde profiteret en smule på salget af strandvejslejligheden i Hellerup. Jeg drømte om en Quooker – en vandhane med kogende vand.

– Ja, hvis du vil bruge 20 pct. af dit budget på sådan en, skal du bare sige til, sagde han arrogant.

Jeg plejer at kunne svare for mig, men var helt stum. Men så gik op op for mi: Min hustru er gift med en ældre taxichauffør, der netop var kommet hjem fra en nattevagt på 12 timer. Træt i øjnene. Slidt. Og som et klokkerent symbol på underklasse, havde jeg taxiuniformen på. En proletar fra en tid, der lige om lidt afløses af droner og selvkørende biler.

Jeg burde havde smidt ham ud. Eller have taget fat i slipset og strammet til, indtil han selv tog flugten.

Jeg genkender fornemmelsen fra de nedslidte håndværkere, – kunder i vogn 24, der har ansigter og kroppe, som er tydeligt ældre en deres dåbsattester. Deres flovhed over uarbejdsdygtigheden.

Og fra politik, når flertallet fra midten mod højre vil sende ”dem” hjem til de varme lande, hvor de kommer fra. DEM – en nedladende massebetegnelse fra selv rigets den ypperste magtudøvere. Uden skelen til, at der blandt ”de fremmede” er frihedskæmpere og veluddannede, som kunne udgøre noget af den arbejdskraft, vi står mangler.

Og så er der de usleste, etniske danskere. De, der modtager hjælp fra det offentlige. De, der kan give nyliberale politikere kvalme, fordi andre taler om fattige mennesker i den moderne velfærdsstat. Ja selv på højeste politisk plan – den politiske ordfører for Venstre, der for nyligt havde følge kommentar i BT til valprognosernes udsigt til et regeringsskifte:

” … De (rød bloks partier) vil alle lempe udlændingepolitikken og hæve de sociale ydelser, så det igen bliver mere attraktivt at ligge hjemme på sofaen, siger Britt Bager … ”

Det er ganske vist: Hvis bistandsmodtageren får for gode kår, – så gider proletaren ikke løfte røven. Det ved vi da!

Den unge, veluddannede middelklasse fra mange partier har for længst grinet klassekampen ud af politik. Og jeg selv har ikke nogen våd drøm om proletariatets diktatur, som marxisterne drømte om i mine ungdomsår.

Jeg har oplevet konsekvenserne for min familie i det tidligere DDR. Det var forstemmende og uhyggeligt.

Så, derfor!

Trods arrogante bemærkninger om mit uddøende arbejde som taxichauffør.

Trods hånligheden fra de der klarer sig godt,

Trods ufølsomheden hos de, der har gjort politik til en akademisk levevej:

JEG savner ikke klassekampen. Men jeg tænker jævnligt på, om det nye, veluddannede borgerskab og den politiske følelsesløshed, vil få den til at blusse op igen?

PS: Du er velkommen til at dele denne klumme. Dagtakst eller nattakst – TAXAMANDEN elsker trafik 😊