Dette blogindlæg blev også trykt som en af taxamandens faste klummer i EB’s magasin EKSTRA, søndag.

Og mens vi er ved Ekstrabladet. Avisen har sin egen radio på nettet – mest musik – og nyheder. Hvis du er til rockmusik og P4 er lidt for magelig og P3 lidt for ung, så prøv at lytte til EB’s radio:

 

 

Om det er en fetich jeg har tilegnet mig – eller bare min gode iagttagelsesevne, – jeg ved det ikke!

Men jeg synes altså der er noget særligt over norske forretningskvinder. Noget skarpt og noget rundt. Noget ”koseligt” og noget formelt.

 

Min kunde ER forretningskvinde på højt niveau i net amerikansk firma, som også er hjemmehørende i Danmark. Hun er en moden kvinde omkring de 50. En grå dragt og sorte strømper og i høje, sko af et eller andet klassisk mærke. Hun er feminin – og frisat. Glad for Taxamandens gammeldags galanterier med åbne døre, slæbet af kufferterne. – Og så forsædet helt frem, så kunder har god plads til benene på bagsædet. Hun flirter lidt med en bemærkning om belevne, danske mænd.

Jeg svarer, at sådan er jo jobbet men at jeg glæder mig over, at vore norske kunder bringer solskin til Købehavn.

Hvad jeg dog får sagt af høflighedsfraser og klichéer til mine kunder!

Hun tager det med en smil. 30 pct. Sympati og 70 pct. Overbærenhed, tror jeg

Og så er vi på talefod.

Om tiden lige nu. Om de nordiske lande, vor forskelle og vore ligheder. Om krigen, der ramte Norge så hårdt. Og om tyskerne – vores syn på tyskerne.

Jeg fortæller hende om et trauma i min familie ved befrielsen i 1945. Min farfar blev arresteret af frihedsbevægelsen den 5 maj for 70 år siden. Han var tysker, østprøjser, veteran fra skyttegravskrigen på vestfronten under 1. verdenskrig – og en af datidens fremmedarbejdere.

Dansk statsborger. Men oprindelig tysker, og det glemmer vi ikke.

Historien blev en slags familietraume, indtil en onkel gik i arkiverne og fik forvisset os om, at min farfar, der døde i 1950’ernes begyndelse, Ikke var nazist. Og ikke var stikker. Men han var tysker og skulle kigges efter i kortene.

– Vi har også vores glemte krigshistorie, fortæller min kunde. Og hun kommer med beretningen om, hvordan der skulle gå næste fyrre år, før de norske partisaner fra Finmarken blev anerkendt for deres indsats.

 

– Min morfar var en af partisanerne i Finmarken. Der gik årtier, før deres arbejde som modstandsfolk blev anerkendt og fremhævet. Frihedskæmperne deroppe var nemlig – som min morfar – som udgangspunkt kommunister. Derfor stod min morfar også i spidsen for en gruppen, som tidligt i krigen flygtede med familien ind i Sovjetunionen på Kolahalvøen. Med familie og det hele. Først havde de problemer, fordi Sovjet jo var på en slags venlig fod med Nazityskland de første år af krigen. Men efter den tyske invasion af Sovjetunionen, blev de rigtige partisaner. De var bl.a. en hjørnesten i den sovjetiske efterretningstjeneste, som behøvede oplysninger om de tyske flådebevægelser. Og det betød igen, at de norske partisaner havde medansvar for sænkningen af tyske transportskibe, – ligesom frihedskæmpere sydpå bekæmpede jernbane- og skibstransport.

 

Men da krigen sluttede blev de røde partisaner i Finmarken glemt. For nu tilhørte de den nye fjende – Sovjetunionen i den kolde krig. Faktisk sagde det officielle Norge først tak til partisanerne ved en kransenedlæggelse af den gamle kong Olav – i 1983!

 

Min kunde, – den norske erhvervskvinde, som er et helt liv borte fra sin morfar, den stolte kommunistiske partisan, har stadig sit fulde familie-hjerte hos sine frihedskæmpende aner. Den gamle forblev rød hele sit liv og talte egentlig aldrig om den indsats, i den glemte frihedskrig.

 

– Min morfar var stolt. Men han led også af dårlig samvittighed over, at han fik trukket mennesker med, som blev ofre. Enten for tyskerne. Men også et par stykker, som forsvandt sporløs under Stalins processer.

 

Hun kigger på mig via bakspejlet:

 

– Jeg er utroligt stolt af den gamle og hans beslutsomhed. Og jeg har arvet noget af hans stædighed. Det, der skal gøre, det MÅ gøres. Sådan reagerede jeg for nogle år siden, da jeg fik kræft og skulle i behandling. Og sådan var mit udgangspunkt, da jeg blev skilt. En beslutning. Og så handling!

 

Lige i de sekunder er hendes ansigt køligt som den arktiske vinter, hvorfra hendes verden går. Så smiler hun vedkommende, høfligt og giver mig hånden, da jeg overlader kufferten til hende.

 

– Ha’ det! (på norsk ”ha’” som i dansk ”har”)

 

God dag, Danmark

– Ha’ det!