Taxamandens klumme til Ekstrabladet EKSTRA, søndag den 15. februar 2015

 

 

Hun sætter sig ind i taxaen og jeg mærker med det samme, at jeg skal ud at køre med en slags medicinmand i meget kvindelig udgave. Hun kigger på mig med de mest intense, – de sorteste øjne, jeg har set. Ikke sort som metafor for vrede. Bare et par sorte kvindeøjne ind i mine kartoffelbrune.

Hun har sydamerikansk indianerblod i årerne. Man sagde mestiz i min skoletid – helt uden racisme – men i respekt for den kendsgerning, at de oprindelige folks blod blev blandet med det europæiske, fra de kolonialister, der i øvrigt gjorde alt for at slå de oprindelige folk ihjel.

Hun har hund med – og jeg har sagt ja til at køre med dyr. Hunden er af to miniracer, der af en eller anden uforklarlig grund blev større end ophavet.

– Der har sgu nok sneget sig en eller andet større bandit indover, uden at nogen har set det, siger hun og smiler med tænder så hvide, das de gør hendes sorter hår og sorter øjne nærmest endnu mørkere.

Det er tydeligt, at hun har en ganske særlig kvinde, der på sin måde er totalt fejlplaceret af sine colombianske forældre her i det grå og evigt tempererede Danmark. De flygtede fra de evigt opløsende konflikter i Sydamerika. Fra tropisk klima og regnskov – til sjap og slud og en sol, der ofte gemmer sig, som om den nærmest er flov over at være her.

Hun er meget tynd med slanke lemmer og denne vinterformiddag er hendes hud hvid som porcelæn. Hun er en voksen kvinde, men med sin spinkle bygning og sit voldsomme overtøj af en mørkeblå kæmpe-frakke, en stor sweater og et halvtørklæde, som både skjuler halsen og underansigtet, ligner hun en meget ung kvinde der har svøbt sig selv i bunker af tøj som et lille barn, Én der bare vil gøre ALT for at holde kulden ude. Men en tatovering, der står som en helt ny tuschtegning på hendes ene håndled og ned over den slanke hånd til lilefingeren og ringfingeren fastslår, at hun ER voksen. Jeg forstår i løbet af samtalen, at hun er sidst i 20’erne eller i begyndelsen af 30’erne.

Tatoveringen forestiller en fuglefjer – tegnet i én farve. Mørkeblå grænsende til det sorte.

Jeg får en ubændig lyst til at høre hendes historie, men turen er ret kort og jeg ved, det er umuligt. Det er så hamrende irriterende – og samtidigt tænder det mig så vildt i min dobbeltliv som taxamand og skribent – det evige paradoks: Jeg får som regel kun en bid af virkeligheden. Et spørgsmål og et par forklaringer, – og snip-snap-snude, så er den historie ude.

 

Hunden er min intro. Den kigger forelsket, nysgerrigt på mig, som var det mig, der var etnisk interessant.

 

– Han er vild med dig, siger hun og smiler med de hvide tænder og de sorte øjne.

 

– Da jeg mødte min kæreste fortalte jeg fra starten, at hvis han ville kysse på mig, skulle han være klar over, at hunden følger med. Det var ret vigtigt for mig at slå fast, at den er en del af pakken. For kæresten er afghaner og kommer fra en muslimsk baggrund, hvor det med hunde ikke lige er sagen. Det skulle siges, mens han endnu var helt vild med mig, griner hun.

 

 – Hunden elsker ham grænseløst. Det er helt vanvittigt

– Men hunde har det jo med at indordne sig den stærkeste herre. Og hos den her er det nærmest et karaktertræk. Så jo mere han dominerer den og trods hans kulturelle modvilje – hunden elsker ham grænseløst. Det er helt vanvittigt. Nu skal jeg nærmest være alene med min egen hund for at være den vigtigste i dens liv.

 

Vi taler lidt om at elske og have kærester. Hun har haft flere danske kærester – og boet sammen med et par stykker. Men det er ikke gået særligt godt.

 

Han tager mig, som jeg er – og bli’r ved.

– Enten har de beundret mig som et dukkebarn – og man mister jo forelskelsen af al den underdanighed. Eller også har de fået mig til at tvivle på, at det holdt i længden. Jeg tror faktisk, det er bedst for mig at have en etnisk kæreste. At han er muslim spiller ikke den store rolle for hverken ham eller mig. Han er flygtning og har et belastet forhold til overdreven religion. Men der er noget i hans kultur, som gør mig helt tryg. Jeg skal ikke spekulere på, om han forsvinder. Han er trofast. Han tager mig, som jeg er – og bli’r ved.

 

Så er turen slut og hun når at rose mig for at være god mod dyr.

Og hunden?

Den kigger tilbage, forelsket på mig, hele vejen ud af døren og ud på fortovet, – inden hun smækker døren.

 

God dag, Danmark

– i al vores mystik.