Gud, jeg har glemt, hvad det egentlig var, jeg skulle huske….!

De skulle bare vide det, kunderne, at jeg bærer rundt på en løgn.

Illusionen om, at jeg er roen selv og at jeg har styr på det hele. Det er sådan en slags langsomt udviklet, falsk varebetegnelse. Faktisk kan der være noget om det i de alvorlige situationer. Hvis et barn falder og slår sig hårdt. Eller hvis en kunde bliver dårlig. Så passer mine handlemønstre meget godt til den 61-årige mand med knæene, der lige skal strækkes en ekstra gang, rynkerne om øjnene og det snart grå-hvide hår.

Man kan i krisesituationer læne sig op af den modne taxamands grundlæggende opbakning i livets farlige situationer.

Men i al almindelighed lever jeg i et kaos af punge, jeg ikke kan finde, nøglebundter som er blevet borte – og, Gud, jeg har glemt, hvad det egentlig var, jeg skulle huske….!

Det har fulgt mig siden barndommen, hvor min gamle klasselærer, Lis, som er en af mine nære veninder i dag, hårdnakket og med overbevisning påstår helt koldt og professionelt, at da hun som nyudsprungen seminarist mødte mig i 4 klasse for 50 år siden på Svaneke Borger- og Realskole , blev det hendes første empiriske møde med en ikke-udredt fumler-tumler. Snotforvirret, altid glemte sager – og i øvrigt en håndskrift som en 5-årig i en krop, der rent biologisk lige var fyldt det dobbelte.

Reelt har min forvirrethed budt på tossede konsekvenser.

Som dengang min mor forærede mig en flot, russisk skindhue af et eller andet russisk-sibirisk pelsdyr – og det lykkes mig i løbet af den første dag med beklædningsgenstanden på hovedet i bare nogle minutter – simpelthen at smide den væk en gang for alle. Jeg så den aldrig siden og min mor var så vred, at hun stod og raslede med adoptionspapirerne.

BORTadoption, forstås.

Eller dengang jeg fik min skolegangs eneste eftersidning (Og jeg er faktisk et Barn, som har oplevet det diametralt modsatte, – at få en flidspræmie efter 3.klasse. En smuk udgave af ”fugle i Farver”.

Den står stadig i reolen og minder mig om, at der var noget, der gik godt.)

Eftersidningen og dens begrundelse?

Jeg havde glemt – og var mødt op i skolen uden skoletaske!

Og fra min voksne tid har jeg lovet mig selv, at jeg ikke vil omtale dengang jeg snakkede så meget i taxien, at jeg glemte at tage den sidste frakørsel ved lufthavnen og måtte køre kunden en voldsom omvej – over Øresundsbroen til Sverige.

Han lå og hulkede af grin på bagsædet og måtte ringe til sin kone i England for at dele oplevelsen. Han havde faktisk aldrig være i Sverige før i sit liv!

 

Der er kun en reel medicin og undskyldning for denne forvirrede personage, nemlig at møde en, der er værre. Eller i hvert fald har en eller anden form for undskyldning

Det er det, man har kunder til.

 

Hun er nærmest ved at falde ud i armene på mig

Min kunde denne tidlige eftermiddagstime oser af total stress. Hun beder mig vente, da jeg ringer til hende fra bilen for at melde min ankomst. Efter at have ventet nogle minutter med tikkende taximeter, går jeg hen til hoveddøren i det smukke, gamle og gult-kalkede hus for nu at sikre, at jeg ikke holder ud for en forkert adresse (Den distraktion har Taxamanden selvfølgelig OGSÅ gennemlevet!)

Hun er nærmest ved at falde ud i armene på mig. Hun ved nogenlunde, hvor hun skal hen i byen men har smidt den konkrete adresse bort.

Vi rekonstruerer rejsemålet på vej ind mod byen.

 

Hun har sine grunde til forvirringen. For svigerdatteren skal gennemgå sit kandidat-forsvar på universitet. Svigerdatteren er i den sidste del af 30’erne og nu skal hun altså være færdig med sin uddannelse. Og så er sønnens søde kone så højgravid, at hun reelt er gået en smule over tiden. Min kundes søn er hendes eneste barn og barnebarnet det første. Så jeg sidder reelt i første parket til oplevelsen af en ny farmor.

 

Kunden puster og sukker og forsøger de første kilometer af taxituren, nærmest terapeutisk at få styr på vejrtrækningen.

 

– arrhhh huuuuu

– arrhhh huuuuu.

 

Nu tager vi det bare helt roligt.

Taxamanden er solid som rokkestenen. Der kan skubbes hårdt til ham, den bevæger sig nærmest bare lidt symbolsk – men den rystes ALDRIG.

 

– Jeg håber, du slapper af, siger jeg til kvinden på bagsædet.

 

– Kan du ikke bare køre lidt hurtigere, jeg har nerver på, siger hun til mig med et smil i bakspejlet

– Det er fuldstændigt absurd, siger hun. Selv om det er en håndfuld årtier siden, at jeg selv var i fødselsstress, er jeg helt oppe at køre over risikoen for, at fødslen pludselig starter, inden hun har fået sin eksamen. Jeg har i spøg sagt til min svigerdatter, at hun skulle iscenesætte de ordentligt. Lade vandet gå ved første spørgsmål, få sig det 12-tal, de ikke kan være andet bekendt at give hende – og så eller afsted til fødeafdelingen.

 

Men der er sandsynligvis ikke tilstødt veer endnu, så den kommende moder kan få sin kandidatgrad med den akademiske ro, som tilkommer en cand-et-eller-andet.

Stress-niveauet er dog intakt hos min kunde:

 

– Kan du ikke bare køre lidt hurtigere, jeg har nerver på, siger hun til mig med et smil i bakspejlet, mens hun ryster på hovedet af sig selv.

 

– Kender du det, siger hun til mig, at man slet ikke har den alder, som passer til ens dåbsattest. Jeg er nervøs på svigerdatterens vegne, jeg skal være farmor og bør bevare fatningen – men jeg føler mig som en tøs på 10 år.

 

– Nej, det gør jeg ikke, svarer jeg. Ikke som en tøs – men en skoleknægt på otte!

 

Turen slutter med en total ”rundkørsel” på den uddannelsesinstitution, hvortil min kunde har bortkastet adressen. Jeg kæmper for overblikket og min status som taxa- og redningsmand. Midt i forvirringen kalder jeg receptionisten for ”min skat” og jeg kan se den uudtalte kommentar i hendes øjne:

 

– Stakkels gamle mand!

 

Endelig finder vi indgangen til det rette forsamlingslokale. På det tidspunkt har vi kørt rundt i området som var det optagelsen til en dansk folkekomedie. Jeg holder døren for min kunde, der paradoksalt nok er blevet roligere, mens jeg kørte hende rundt i Merceren med en servicegrad, som får hende til at ligne enearvingen til et middelstort industrisyndikat.

 

Så stiger hun værdigt ud af Merceren og forestillingen og giver mig simpelthen et kram.

Et tæt kram som det livredderen fortjener, når han lige har trukket én op af havet.

 

God Morgen, Danmark.

. især til alle landets fumler-tumlere