– Var det ikke lidt kedeligt dengang man opførte sig pænt og ordentligt, spurgte jeg min mor engang i min tidlige gymnasieår i de tidlige 70’ere.

– Arh, svarede hun og smilede nærmest ironisk. Helt på nydeligt var det nu heller ikke. Man var bare bedre til at skjule unoderne. Jeg kan love dig for, at der foregik ting og sager lige bag facaden. Og så fik jeg lige opfrisket historierne om folkene fra de pæne familier og de største gårde

Jeg er opdraget i et konservativt, oplyst hjem, som jeg plejer at beskrive det.  Min far var landmand og officer og er et produkt af en fynsk bondepige og en østprøjsisk billedskærer. Min mor er adoptivbarn med et par brune øjne, der er noget brunere end det danske gennemsnit.

Sergenten fandt sygeplejersken på Bornholm.

Så kom jeg til i rekordtempo – og er altså i mange henseender en stolt perker.

Granitperker!

Det konservative var nærmest et DNA, som hang i gardinerne. Min mormor, der døde for mere end 25 år siden, var politisk så konservativ, at hun – der var født i 1899 – end ikke accepterede partiets navn. Hun stemte altid, sagde hun, på Højre. Det var partiets navn indtil 1915 – altså for 100 år siden!

Det oplyste – forstået som det at trække det tunge gardin til side enghang imellem – stod ikke mindst min mor, sygeplejersken og plejehjemsforstanderen for. Hun afslørede, at der fandtes et liv på den anden side af sølvtøjet, de højtidelige taler, Bridgebordene og cigartågerne. Og så fortalte hun om et gårdmandspar, der ikke kunne få børn på grund af kvindens infertilitet.  Da det stod helt klart, gjorde manden nabokonen gravid. Og da barnet blev født, adopterede det barnløse par det nyfødte børn fra den familie, hvor der var børn nok i forvejen.

Og så var det problem løst og livet på klippeøen gik roligt videre……

 

Min kunde, den ældre dame skal køres til Dyrehavsbakken.

Der har været gang i den i år, hvor kulissebyen Korsbæk er blevet retableret som en gruppe restauranter. Nu kan man ikke bare møde familien Skjern i den berømte tv-serie. Nu kan man spise i deres stuer!

Hun er lidt skidt gående, som årene er gået, men hun er usædvanligt nydelig her i sensommeren. Et par tætsiddende, hvide slacks. nysat, gråhvidt hår med et lillebitte stænk af blåt. Velplejede, spidse og røde negle på de slanke hænder, hvor ”leverpletterne” melder om et langt liv. Og med samme stærke farve som neglene, røde læber og et nærværende smilende ansigt.

Jeg kommer til at tænke på min mor og hendes åbenmundethed, mens jeg hører skitser fra hendes liv. Min kunde er i det livsstadie, som især er så smukt og fremtrædende hos kvinder, der ikke længere har så travlt med at holde på formerne. Der er ikke uendeligt mange år tilbage af livet, så der er ikke tid til at fastholde alle forstillelserne i den borgerlige idyl.

 

Det var ikke noget godt ægteskab, det andet. Han var en halv snes år yngre end mig, og det var så vigtigt for ham at få mig – indtil vi blev gift

– Jeg skal ud at spise frokost med mine sønner og min eksmand. Det gør vi mindst en gang om året. Vi har faktisk også lige været på ferie alle sammen. Sådan har det været, siden jeg mistede min anden mand. Jeg er rent faktisk enke

– Det er jeg ked af at høre, siger jeg lidt ureflekteret.

– Det skal du ikke være. Det var ikke noget godt ægteskab, det andet. Han var en halv snes år yngre end mig, og det var så vigtigt for ham at få mig – indtil vi blev gift. Så tog han både magten og retten til at vælge andre kvinder indimellem, indtil han blev syg af kræft. Og da han så var død, syntes både mine sønner og min eksmand, at det var hyggeligt, at vi kunne hygge os sammen. Og tage på ferie sammen.

 

Hun fortsætter sin krønike fra det moderne familieliv, der såmænd også er indtaget af den ældste generation.

 

– Faktisk skal vi ud at spise med min mands svenske søn.

– Den svenske søn, spørger jeg og forsøger at holde orden på brikkerne i puslespillet.

Jeg vender mig kort mod hende og det ser ud som om hun nyder en smule at pille i familieidyllen

– Ja, min første mand var sgu ikke bare vild med mig for det meste. Han var i det hele taget vild med kvinder. Så mellem vore to sønner fik han en søn udenom – i Sverige. Han betalte til moren, men sønnen uden for ægteskabet meldte sig først på banen, da drengen var blevet voksen og vi for længst var blevet skilt. Det tog vore knægte helt roligt. De er sådan lidt ”spillemænd” som deres far, og de synes da også lige så godt, at deres kære mor kunne drages ind i hyggen.

 

Den nye søn har haft et helt andet liv og er meget intelligent og veluddannet. Han møder den samlede familie mindst en gang om året. Og det er som vi elsker at sige det her i landet – meget HYGGELIGT.

– Og, for fanden, han har sgu ret, eksmanden, siger hun højt. Det ER hyggeligt. Min eksmand kan jo ikke skjule, hvor stolt han er af sin ”uægte” søn. Knægten har et superjob og lever nok et lidt mere velpolstret liv end os andre. Vore egne sønner er glade og dejlige og klarer sig fint. Men de har sgu også været et par banditter i deres unge dage.  Det er lige meget nu. Ligesom skilsmissen for mange år siden. De mørke sider er glemt og vi hygger os både på strandene i de varme lande og her på Dyrehavsbakken om lidt. Det er som det skal være. Med eller uden rod i rækkerne. Vi hører sammen i én familie.

 

Jeg hjælper den smukke, ældre dame ud af taxien og modstår den intuitive lyst til at lade vognen stå og følge fruen – arm i arm op til det ventende selskab.

 

Burde der ikke også være en Taxamand i Korsbæk?

 

God morgen, Danmark

– til HÉLE familien.