Løgnehistorien: Er julemanden socialdemokrat?

 

Bjarne Corydon. Glad for børn og elsker lige nu at dele gaver ud. Er det ham, der er julemanden?

Der var en umiskendelig duft af kanel.

Og en smule af nelliker.

Og vin – varm vin, da jeg trådte ind fra trappeskakten, over den galvaniserede rist – ind i vinstuens opstemte miljø af forretningsfolk, provinsboer på jagt efter hovedstadens besungne julestemning, buttede, ældre bedstemødre med stakke af gaver i poserne under bordet, et par libertinere med røde øjne og drømme om digtsamlinger, der aldrig blev udgivet – og så allerbagerst en stor julemand med malede, røde kinder – men uden det store hvide skæg, der var flået af og lå på bordet foran ham. Da jeg kom tættere på kunne jeg se, at nylon-skægget havde givet ham varmeknopper ned af halsen og helt ned på brysten, hvor han havde knappet op for at få luft. Han sukkede dybt, lagde hovedet tilbage og nærmest slugte en hel julebryg i en slurk.

– Arh sagde han og bøvsede en smule, da jeg netop gik forbi ham, mens jeg anede en mindre, velklædt mand over for ham. Han kiggede ned i bordet for ligesom at skjule sig. Det var nu ikke nødvendigt, for han lignede alle de andre, små mænd i velsiddende jakkesæt i mørkeblåt, hvid skjorte – og kun et ret rødt slips stødte lidt fra billedet. Så han var nok ikke en mand fra den store bank eller det verdensberømte rederi lige i nærheden.

Jeg synes jeg genkendte et udtryk i julemandens blik, som ramte midt, lige da jeg gik forbi. Men væskemanglen fik han til nærmest skiløjet at kigge på flasken, mens han kiggede på den og drømte om det dulmende indhold, der nærmest som en selvfølgelighed måtte får ham til at kræve en til.

Efter sådan en dag. Julemanden er eddermame tørstig!

Julemanden – som vi elsker ham. Men her i løgnehistorien med en helt, helt ny julesang

Jeg fandt bordet lige på den anden side af deres ryglæn. Jeg ville ned allerbagerst i vinstuen for at tage en enkelt bajer. Min trætheden lignede givetvis julemandens, som jeg nu sad ryd til ryg med. Og jeg ville bare ikke se mennesker de næste 12 timer. Gad ikke høre på vittigheder om taxifolk, der ta’r sig en bajer. Og slet ikke se ind i øjnene på en af bedstemødrene, der havde udset taximanden i uniform til at køre sig hjem med alle pakkenellikerne.

Tjeneren med vest, sløjfe og lædervest fandt mig hurtigt. Og jeg fik bestilt julebryggen fra Svaneke bryghus. En granitperkers smag er aldrig til at misforstå. Den er parret med hjemve. Kun den bedste bajer gider jeg fortære nu. Ligesom julemanden, hvis sprog i øvrigt var lettere jysk. Jeg troede sgu han kom fra Nordpolen eller Grønland – og ikke en eller anden skide flække i Jylland. Jeg grinede indvendigt.

– Jeg gider ikke mere, Peter. Jeg gider fanneme ikke mere. Der er jo intet, der hjælper, sagde julemanden med sin dybe bas. Tydelig – men så stille, at ingen andre længere fremme i vinstuende kunne høre ham.

– Men hvad siger de , hvad siger folk derude. Spørgsmålet komme fra den velklædte mand med en meget lysere stemme, der passer til hans lille skikkelse. – Hvad fanden si’r de til det hele, Bjarne.

Julemanden lyder pludselig irriteret:

Den gik fanneme ikke i magasin. Ungen skreg og moren skred

– Hold nu kæft og lad være med at kalde mig Bjarne, hvisler julemanden. Hvis jeg bliver opdaget vil det være en skandale på niveau med Marianne og Underholdningsorkesteret. Bare meget sjovere. For at sige det rent ud, Peter. De kunne ikke li’ mig. Jeg har selv fire unger og selv om jeg ikke ser så meget til dem al det skide politiske arbejde, så plejer jeg sgu at have et meget godt tag på dem. Jeg smider dem op i luften og griber dem. Og så plejer de at grine. Den gik fanneme ikke i magasin. Ungen skreg og moren skred. En eller anden skide sur lærerinde-type, der trængte til at få sig…..

 

– Shhhhh, tyssede Peter og afbryder, julemanden, der bare ikke var til at stoppe.

 

….Ja, der trænger til at få sig en ny og dårligere overenskomst.

 

Den egentlige politiske fører, finansministeren herhjemme i Danmark skulle ud og møde folket – som julemand.

Så sukker han dybt mens jeg sidder musestille lige bag ham. Stivnet og mere stum end i de foregående 60 år. Nærmest ryg mod ryg med landets finansminister, – Bjarne Corydon selv. Nogle særdeles risikobetonede spindoktorer har sendt ham ud på endnu en umulig opgave. Statsminister Stoltenberg i Norge skulle møde folket i en taxi. Den egentlige politiske fører, finansministeren herhjemme i Danmark skulle ud og møde folket – som julemand.

Jeg mærker en ukontrolleret  bølge af medlidenhed med den blå-røde Messias for ”den nødvendige politik”. Han har ofret al socialistisk ideologi for at redde landets økonomi. Og som tak får han bare fire år i en regering, der havde en strategi for alt – undtagen vælgertække og muligheden for genvalg.

 

Spindoktorens lyse stemme er insisterende:

– Nu tager du dig sammen Bjarne. Det er, når det er allersværest, at socialdemokrater klarer sig bedst. Nyrup kunne ingen lide, før han blev væltet. Og Lykketoft holdt sit livs tale, da han trak sig som partiformand.

– Ved du hvad, Peter, sagde julemanden mens han ræbede endnu dybere end før. Det var dig, der fandt på den åndssvage ide om at kalde finansloven for FÆLLESSKABETS FINANSLOV . De blev ikke engang sure på ordet, Peter. Der var kraftstjeleme ingen, der lagde mærke til det – det skide begreb, som du troede kunne få alle til at blive glade for forliget med venstrefløjen

 

Var der virkeligt begyndende gråd i finans-julemandens stemme? Næppe. Men et strøg af fortvivlelse.

Spindoktoren er i nærmest manisk panik. Han tager sig sammen og tier stille, mens tjeneren kommer med endnu en kold bajer, skænker op – og forsvinder. Mig ænser ikke, det er tydeligt. – Jeg er bare taxamand og kunne lige nu godt ligne en slidt bonde fra den anatolske slette

 

– Hør nu her, Bjarne. Spindoktoren insisterer. – Lyt nu til mig. Jeg har fået en aftale med Aftenshowet. Vi har fået lov til at bestemme det hele. De er med på det hele, bare det lugter af klejner og er hyggelige. Vi overrasker hele Danmark. Vi får nogle fra Underholdningsorkesteret til at spille. – Og så kommer du – se det for dig – ind i julemandskostume. Nej, du ER sgu julemanden. Nu skal det være. Han er gavmild, du er gavmild. Han kan li’ børn – du har masser af dem.

Kan du se det for dig: Det kan være skide ligegyldigt, hvor han kommer fra – Grønland, Island, Finland, Nordpolen. Fuck de der gamle, latterlige traditioner. Det er OS, der ejer brandet nu! Julemanden er socialdemokrat.

Der blev stille – dødstille på sædet bag mig.

Men Peter, spindoktoren, er ustoppelig. Han er gået i en slags transcenderende spin-ekstase:

 

“… Li’ som Stauning og Anker og Torning, er han blid, solidarisk og sød …”

– Og så sker det Bjarne. Du bryder ud i sang. Nyrup var mest populær, når han lød ligesom Elvis. Med den stemme, du har, kunne du gøre det som Gustav Winckler. Melodien kender selv de borgerlige: ”Når jeg ser et rødt flag smælde..” Men ordene, Bjarne. Ordene er nye, og de ord har JEG skrevet. Du kigger ind i kameraet og ud i de tusindvis af hjem. Orkesteret – først svage trommer, – en stille march.

– Bambadam bambadam bamba-damdam

Hans fingre trommer i marchtempo på bordet. Han rømmer og giver sig til at synge svagt:

 

Når du ser på julemanden,

Ser hans store tykke krop

Er det li’ som at se på en anden

Der har alle de fattig’ i top.

Li’ som Stauning og Anker og Torning

Er han blid, solidarisk og sød

Han er sund, ved min grød med ris-korn i

Jo, du ser, JULEMANDEN ER RØD.

 

Først total stilhed. Afventende. Så en stor tung rødklædt og hvidskægget mand, der samler al sin habengut sammen, mens hans rejser sig og fnyser:

– Du må jo være totalt sindssyg.

Han går med de sorte, stampende støvler gennem lokalet, flår døren op og tager hver andet trin op ad kældertrappen.

Den store mand i rødt – er borte!

 

Selv er jeg stille, som var jeg fordampet med gløggens alkohol i den varme vinstue. Jeg tør næppe tænke mit budskab:

GLÆDELIG HJUL

Next ArticleEt arbejdsliv som en ægteskabsknuser