Taxamanden har måttet erkende, at han må gøre noget ved sit indre raseri. Han har aldrig fået sluppet vreden efter sin arbejds- og karrieremæssige fortid som leder og chef i DR. Og inden da alle traumerne som en af de unge, vrede unge mænd fra 70’ernes ungdomskultur. Men nu skal der gøres hovedrengøring i harmens skatkammer og i en kærlighedsfyldt terapi-seance møder han en kollega fra fortiden, som er om end ENDNU vredere. Det kommende folketingsmedlem for Liberal Alliance, sociologen, samfundsdebattøren og forfatteren Henrik Dahl. Han er bare rasende, men er helt klart sendt afsted med en ”sidemand” eller spindoktor, der skal sikre Dahls opblødning inden opløbet i valgkampen.
Lige nu har terapeuten sendt dem ud på en flyvetur. Alle terapeutens klienter står i rundkreds, hånd i hånd. Døren til flyet er åbnet. Himlen er åben for dem.
Har vi fået vores faldskærm på?
Jeg står i flyets døråbning lige bag sociologen med de lange krøller. Ved siden af står terapeuten og bag os de øvrige deltagerne på det kærlighedsfyldte terapiforløb. Henrik Dahl stikker hovedet ud, så hans flotte hår hvirvler om endnu mere.
– Jeg skal fanneme ikke nyde noget, det her er jo fuldstændigt sindssygt råber han i støjen fra humlen.
– Du er fri Henrik. Fri for fortidens åg af skuffelser og socialisme, messer terapeuten. Slut med fællesskabets kvalmende regler. Velkommen til det åndelige og politiske singleliv, hvor ingen ramme strammer unødvendigt. Flyv nu Henrik, flyv!
Og så klasker hun ham hårdt på ryggen og faldskærmen, så han falder ud af flyet i et skrig, der fortoner sig i det tomme rum under maskinen.
– Så er det din tur, Taxamand, siger hun.
DR-Chefen – frigjort til taxamand
Jeg kaster mig bare ud efter Dahl, inden terapeuten får givet mig mit særlige frihedsbudskab. Jeg skal bare ud og ned og have dette fodtrin inden katastrofen overstået. Jeg falder som en sten og hører blot vinden og smeldet fra manden og faldskærmen, der folder sig ud under mig, da jeg passerer tæt forbi ham. 100 kg. Forbitret DR-chef og forløst taxamand falder som en klump træt kød tæt forbi sociologen, der hænger og råber under sin kongeblå skærm. Hører blot hans råb, der er henvendt til mig:
– Træk for helvede! – Træk i snoren. Trææææææk.
Jeg når at nyde de tvivlende nano-sekunder, hvor afgørelsen er min. Stilhed og fred og bare det dulmende sus fra vinden og det frie fald. En vidunderlig lykketilstand
Så trækker jeg i snoren, det rykker i skuldrene. Jeg hører smeldet kigger op og ser den blodrøde skærm folde sig ud.
Helt stille – kun i baggrunden to stemmer som nærmer sig. En råbende Henrik Dahl. Masser af vrede ord, men jeg skelner endnu ikke indholdet. Og så den bløde, ukomprimerede røst fra den kvindelige terapeut:
– Nu svæver I mod jorden. I hele jeres liv har vinden blæst mod øst. Men nu har frihedens vind mod vest taget jer og fører jer land, langt ud over havet. I er helt alene. Alt er bare blåt. Den blå himmel. Det blå hav. Men dernede ser i en grøn plet, der nærmer sig, mens I svæver ned fra himlen. En lille – en ganske lille-bitte ø. Den er jeres. Den er jeres redning i dette øjeblik og den kommer nærmere og nærmere og nærmere.
Jeg strækker mine ben, som jeg har lært det, trækker i bremsesnorene og lander i strandkantens hvide sand med et stumpt bump. Jeg kigger op, mens den røde skærm lægger sig i sandet. Her ser jeg den blå nærme sig – og så bumpet af Henrik Dahl bare nogle få meter fra mig.
Han bider sig i underlæben for ikke at græde højlydt
Han står helt stille og kigger forskræmt ud i luften. Hans lange hår blæser blidt i tropevinden, og da jeg nærmer mig, kan jeg se, at han har tårer i øjnene. Han bider sig i underlæben for ikke at græde højlydt.
Jeg kan simpelthen ikke lade være – det kommer udefra. Jeg går hen til ham og lægger armene om ham i et fast kram. Jeg krammer ham lige så meget for min egen skyld. For jeg har smidt al harmen deroppe. Væk er ex-chefens påtagede medfølelse erstattet af ægte frihed. Væk er det misundelige raseri over den skide, veltrimmede dværg af en generaldirektør, der talte med sportsmetaforer i alt hvad han sagde, indtil overdommeren endelig fik sat ham af holdet.
Jeg krammer bare Henrik Dahl, der endelig holder sin kæft og bare smågræder mod min skulder.
– For helvede, Henrik, du er sgu da bare enselvoptaget rar gut fra et provinshul ligesom alle os andre, siger jeg, mens jeg klapper ham broderligt på ryggen. Han taler mod min skulder tæt mod mit øre:
Sociologen Henrik Dahl – frigjort til politik
– Hvis du vidst, hvor tosset jeg har været i alle disse år. Alle disse tiår med lallende idioter på min vej. Mine dumme, u-udannede folkeskolelærere i Skærbæk. De skide kammerater der drillede mig. Og gymnasiekammeraterne, der aldrig helt accepterede, at jeg var den klogeste i klassen. I universitetsårene var det faktisk kun i Pennsylvania, USA, jeg blev taget helt alvorligt. Men det kunne de jo for pokker ikke høre eller se hjemme i Danmark. Så kom jeg frisk tilbage. Men af de skide, danske akademikere var det jo de ræverøde 68’ere, der stadig havde magten. Jeg kunne bare ikke holde det ud. Deres akademiske standard nåede mig ikke til knæene. Jeg måtte bare slås med dem.
Han holder små pauser under vejs for at få vejret og tage sig sammen for ikke at græde højlydt.
– jeg prøvede at få et professorat, som de selv havde opfordret mig til. Men jeg tabte på målstregen. Så skrev jeg bøger. Også sådan en rigtig, roman. Den kunne de fanneme heller ikke lide. Så sagde jeg, at der burde være et ankenævn, hvor man kunne gå hen, når man fik dårlige anmeldelser. Så GRINEDE de, kraftstjeleme! Og nu har jeg så forladt hele det der akademiske og blegrøde cirkus. Nu vil jeg tjene folket. Nu vil jeg bare ind i folketinget for Liberal Alliance. Det skal være helt, helt frit. Jeg gider bare ikke tabe på målstregen mere.
– Der er sgu ingen af os, der kan holde ud at blive slået på målstregen, Henrik. Ingen!
Henrik Dahl var så tæt på virkelig gråd som en sociolog og kommende parlamentariker kan være det. Og jeg kunne bare give ham ret i skuffelsens dybe smerte – og banke ham på ryggen. Her under solen, på strandbreden med den højrøde og den mørkeblå faldskærm liggende i sandet. Ude på øen. – Lang, langt ude på havet.
– Så er vi tilbage…
Jeg hørte terapeutens svage stemme komme nærmere.
Langsomt gled vi ud af det tropiske scenarie og fadede tilbage i det terapeutiske rum.
– Vi kommer langsomt tilbage. Langsomt tilbage.
Jeg holdt bare fast om Henrik Dahl i det faste kram og kunne mærke svagt, at han også klappede mig på ryggen. Jeg nåede at hviske det til ham, inden terapeuten tog over:
– Der er sgu ingen af os, der kan holde ud at blive slået på målstregen, Henrik. Ingen!
Løgnehistorien: Mødet med Henrik Dahl og det smertelige raseri (2)
Taxamanden har måttet erkende, at han må gøre noget ved sit indre raseri. Han har aldrig fået sluppet vreden efter sin arbejds- og karrieremæssige fortid som leder og chef i DR. Og inden da alle traumerne som en af de unge, vrede unge mænd fra 70’ernes ungdomskultur. Men nu skal der gøres hovedrengøring i harmens skatkammer og i en kærlighedsfyldt terapi-seance møder han en kollega fra fortiden, som er om end ENDNU vredere. Det kommende folketingsmedlem for Liberal Alliance, sociologen, samfundsdebattøren og forfatteren Henrik Dahl. Han er bare rasende, men er helt klart sendt afsted med en ”sidemand” eller spindoktor, der skal sikre Dahls opblødning inden opløbet i valgkampen.
Lige nu har terapeuten sendt dem ud på en flyvetur. Alle terapeutens klienter står i rundkreds, hånd i hånd. Døren til flyet er åbnet. Himlen er åben for dem.
Har vi fået vores faldskærm på?
Jeg står i flyets døråbning lige bag sociologen med de lange krøller. Ved siden af står terapeuten og bag os de øvrige deltagerne på det kærlighedsfyldte terapiforløb. Henrik Dahl stikker hovedet ud, så hans flotte hår hvirvler om endnu mere.
– Jeg skal fanneme ikke nyde noget, det her er jo fuldstændigt sindssygt råber han i støjen fra humlen.
– Du er fri Henrik. Fri for fortidens åg af skuffelser og socialisme, messer terapeuten. Slut med fællesskabets kvalmende regler. Velkommen til det åndelige og politiske singleliv, hvor ingen ramme strammer unødvendigt. Flyv nu Henrik, flyv!
Og så klasker hun ham hårdt på ryggen og faldskærmen, så han falder ud af flyet i et skrig, der fortoner sig i det tomme rum under maskinen.
– Så er det din tur, Taxamand, siger hun.
DR-Chefen – frigjort til taxamand
Jeg kaster mig bare ud efter Dahl, inden terapeuten får givet mig mit særlige frihedsbudskab. Jeg skal bare ud og ned og have dette fodtrin inden katastrofen overstået. Jeg falder som en sten og hører blot vinden og smeldet fra manden og faldskærmen, der folder sig ud under mig, da jeg passerer tæt forbi ham. 100 kg. Forbitret DR-chef og forløst taxamand falder som en klump træt kød tæt forbi sociologen, der hænger og råber under sin kongeblå skærm. Hører blot hans råb, der er henvendt til mig:
– Træk for helvede! – Træk i snoren. Trææææææk.
Jeg når at nyde de tvivlende nano-sekunder, hvor afgørelsen er min. Stilhed og fred og bare det dulmende sus fra vinden og det frie fald. En vidunderlig lykketilstand
Så trækker jeg i snoren, det rykker i skuldrene. Jeg hører smeldet kigger op og ser den blodrøde skærm folde sig ud.
Helt stille – kun i baggrunden to stemmer som nærmer sig. En råbende Henrik Dahl. Masser af vrede ord, men jeg skelner endnu ikke indholdet. Og så den bløde, ukomprimerede røst fra den kvindelige terapeut:
– Nu svæver I mod jorden. I hele jeres liv har vinden blæst mod øst. Men nu har frihedens vind mod vest taget jer og fører jer land, langt ud over havet. I er helt alene. Alt er bare blåt. Den blå himmel. Det blå hav. Men dernede ser i en grøn plet, der nærmer sig, mens I svæver ned fra himlen. En lille – en ganske lille-bitte ø. Den er jeres. Den er jeres redning i dette øjeblik og den kommer nærmere og nærmere og nærmere.
Jeg strækker mine ben, som jeg har lært det, trækker i bremsesnorene og lander i strandkantens hvide sand med et stumpt bump. Jeg kigger op, mens den røde skærm lægger sig i sandet. Her ser jeg den blå nærme sig – og så bumpet af Henrik Dahl bare nogle få meter fra mig.
Han står helt stille og kigger forskræmt ud i luften. Hans lange hår blæser blidt i tropevinden, og da jeg nærmer mig, kan jeg se, at han har tårer i øjnene. Han bider sig i underlæben for ikke at græde højlydt.Jeg kan simpelthen ikke lade være – det kommer udefra. Jeg går hen til ham og lægger armene om ham i et fast kram. Jeg krammer ham lige så meget for min egen skyld. For jeg har smidt al harmen deroppe. Væk er ex-chefens påtagede medfølelse erstattet af ægte frihed. Væk er det misundelige raseri over den skide, veltrimmede dværg af en generaldirektør, der talte med sportsmetaforer i alt hvad han sagde, indtil overdommeren endelig fik sat ham af holdet.
Jeg krammer bare Henrik Dahl, der endelig holder sin kæft og bare smågræder mod min skulder.
– For helvede, Henrik, du er sgu da bare enselvoptaget rar gut fra et provinshul ligesom alle os andre, siger jeg, mens jeg klapper ham broderligt på ryggen. Han taler mod min skulder tæt mod mit øre:
Sociologen Henrik Dahl – frigjort til politik
– Hvis du vidst, hvor tosset jeg har været i alle disse år. Alle disse tiår med lallende idioter på min vej. Mine dumme, u-udannede folkeskolelærere i Skærbæk. De skide kammerater der drillede mig. Og gymnasiekammeraterne, der aldrig helt accepterede, at jeg var den klogeste i klassen. I universitetsårene var det faktisk kun i Pennsylvania, USA, jeg blev taget helt alvorligt. Men det kunne de jo for pokker ikke høre eller se hjemme i Danmark. Så kom jeg frisk tilbage. Men af de skide, danske akademikere var det jo de ræverøde 68’ere, der stadig havde magten. Jeg kunne bare ikke holde det ud. Deres akademiske standard nåede mig ikke til knæene. Jeg måtte bare slås med dem.
Han holder små pauser under vejs for at få vejret og tage sig sammen for ikke at græde højlydt.
– jeg prøvede at få et professorat, som de selv havde opfordret mig til. Men jeg tabte på målstregen. Så skrev jeg bøger. Også sådan en rigtig, roman. Den kunne de fanneme heller ikke lide. Så sagde jeg, at der burde være et ankenævn, hvor man kunne gå hen, når man fik dårlige anmeldelser. Så GRINEDE de, kraftstjeleme! Og nu har jeg så forladt hele det der akademiske og blegrøde cirkus. Nu vil jeg tjene folket. Nu vil jeg bare ind i folketinget for Liberal Alliance. Det skal være helt, helt frit. Jeg gider bare ikke tabe på målstregen mere.
Henrik Dahl var så tæt på virkelig gråd som en sociolog og kommende parlamentariker kan være det. Og jeg kunne bare give ham ret i skuffelsens dybe smerte – og banke ham på ryggen. Her under solen, på strandbreden med den højrøde og den mørkeblå faldskærm liggende i sandet. Ude på øen. – Lang, langt ude på havet.– Så er vi tilbage…
Jeg hørte terapeutens svage stemme komme nærmere.
Langsomt gled vi ud af det tropiske scenarie og fadede tilbage i det terapeutiske rum.
– Vi kommer langsomt tilbage. Langsomt tilbage.
Jeg holdt bare fast om Henrik Dahl i det faste kram og kunne mærke svagt, at han også klappede mig på ryggen. Jeg nåede at hviske det til ham, inden terapeuten tog over:
– Der er sgu ingen af os, der kan holde ud at blive slået på målstregen, Henrik. Ingen!
God Morgen, Danmark
– Midt i alle løgnehistorierne: Glædelig Hjul
Taxamand
Next ArticleDecembers sidste løgnehistorie: Mødet med den nøgne Thulesen Dahl