Nu skal sandheden på bordet.

Jeg er gået i terapi.

Jeg må gøre op med mit tiltagende brokkeri over alt på denne jord. Jeg har simpelthen et mål med at elske min omverden en smule mere i det nye år. Det er MIT nytårsforsæt

Det startede i 70’erne, i gymnasietiden med begrebet kritisk sans. Da jeg læste nogle år i Århus, udviklede det sig til en sand livsstil, for der var så forbandet meget at være utilfreds med. Amerikanernes beskidte krige, den borgerlige presse, så var der de der skide arabere og deres mere og mere dyre olie – for slet ikke at tale de afskaffede dyrtidsportioner, indkomstpolitikken og det almindelige klasseforræderi.

 

Jeg trængte til en hovedrengøring i mit indre lagerrum af skuffelse og harme. Men det skulle blive et terapiforløb og ikke mindst mødet med et endnu større brokkehoved, der ændrede min kritik-mani og i virkeligheden tændte et livsglæde-blus af – ja, vel nærmest almindelig næstekærlighed. Jeg fandt ud af, at det var andre, der havde det meget, MEGET sværere end jeg.

”..den, der ikke er socialist som ung har intet hjerte – den der ikke er liberal som voksen har ingen hjerne”.

Jeg kender ham på håret. Han er nok den intellektuelle i Danmark, der har det flotteste hår, hvad enten det nu er kortklippet eller hænge i de lange krøller.

Jeg var engang kollega til sociologen og medieanalytikeren Henrik Dahl i DR. Jeg har besøgt hans foredrag, jeg har fulgt hans virksomhed – og nu følger jeg nysgerrigt hans politiske rejse. Den er dybt traditionel i den forstand, at han følger den gamle påstand: ”..den, der ikke er socialist som ung har intet hjerte – den der ikke er liberal som voksen har ingen hjerne”.

Henrik Dahl blev voksen meget, meget tidligt i sit liv!

Jeg har mødt han, arbejdet med ham og spurgt mig omkring. Ingen kan rigtigt huske, at han for alvor har været rød. Det må fortabe sig til studenterårene i Skærbæk

Men nu er hans politiske dannelsesrejse sluttet i Liberal Alliance – som folketingskandidat i det sydjyske. Liberal, ja. Men også mere konservativ, end han nogensinde har været.

Vi sidder der med hænderne i skødet, mens terapeuten taler til os med en ukomprimeret, – en nærmest æggende og hypnotisk stemme. Hun guider os frem .- helt frem til tåregrænsen. Selv dvælede jeg en del ved mine sidste år i mediehavets katedral nr. 1 – Danmarks Radio. Jeg dyrker voodoo og stikker nåle i dukkekopier af de latterligste af mine tidligere ledere og chefer. De, der aldrig forstod mig – især hende den sidste, som jeg aldrig fik stukket de nåle i, som hun havde fortjent – den uempatiske, følagtige idiot. Eller min direktør, de ikke kunne skelne mellem sit yndlings-fodboldhold og professionel ledelse. Den kulturforladte charlatan…

 

– Nu slapper du helt af, taxamand.

Hun tager mine hænder. Jeg kan mærke hendes. De var bløde og kølige.

 

– Prøv at lede efter kærligheden. Har du nogensinde forestillet dig, at de i virkeligheden ville dig det bedste. Du havde jo vandret rundt i den virksomhed i en menneskealder og trængte i virkeligheden til frisk luft. Tænk på din afsked som en gave. Forestil dig, at du flyver deroppe i den blå himmel. I sidder på hug i den trygt brummende, to-motorers maskine. I ser så fantastiske ud i jeres flotte blå dragter, frie og forventningsfulde.

Hun rører mig. Jeg kan mærke, at jeg smiler.

– Så er vi ved at være oppe i den rette højde, siger piloten. Han gør motorens blanding mere mager og omdrejningerne falder. Jeg vil gerne invitere jer alle sammen på en flyvetur. Op under himlen. Hævet over trængslerne.

Terapeuten lægger stemme til vores indre radioteater. Altså de af os, der har let ved at spille med. En af klienterne har absolut ikke spredt vingerne – endnu:

 

– Det her er jeg bare ikke sikker på, jeg gider. Jeg skal fandengaleme nok selv bestemme, hvor JEG flyver hen. Det er ethvert menneskes personlige ret at bestemme, om man vil flyve – og hvor man vil flyve hen. Det er min personlige frihed. Det er min akademiske pligt.

 

Henrik Dahl, sociologen, der snart er i folketinget og for mange år siden har skiftet hjertet ud med hjernen rejser sig halvt fra sin stol i den terapeutiske rundkreds. Han er vred – toptrænet i at sige fra. Han er ved at trække os alle ud af den flyvende drøm. Jeg kigger lidt flovt ned i gulvet men ud af øjenkrogen ser jeg Dahls sidemand, hans rådgiver eller bodyguard eller et eller andet. Han får i hvert fald øjenkontakt med den rasende sociolog og tysser næsten uhørligt på ham. Bruger ikke ord – bare det beroligende, blide – men også imperative: schhhh-schhhh-schhhh.

Så tager terapeuten over igen:

– Nu svæver vi bare deroppe under himlens umådelige tag. Friere end nogen fugl. Prøv at lukke øjnene. Lad os øve formationen, inden vi kaster os ud. Tag nu hinanden i hænderne. Sammen skal vi være smukke som et iskrystal af kroppe, der er frie – men intet – intet er vi uden hinanden.

 

Jeg hører et afvisende fnys fra Dahl. Denne gang kan jeg se ikke bare en irritation men en begyndende vrede hos sidemanden, der med øjnene sender et klart budskab – noget i retning af: – Nu holder du din kæft og gør som der bli’r sagt. Henrik kiggede på sidemanden til den anden side – en smuk, velskabt kvinde. Så rækker han demonstrativt sin højre hånd ud til sin irriterede skygge på den ene side – og den venstre til den smukke kvinde.

Man aner et smil på sociologens læber trods denne akavede situation. Han bliver pludselig lidt blidere. Blid i sagens tjeneste. Blid for partiets skyld. Blid for at vinde det skide mandat, der hænger i en temmelig tynd tråd.

Selv vender jeg mig indad i jagten på min egen vrede. Jeg er umiddelbart med på engang for alle at flyve bort fra chefen og direktøren, der forpestede mit arbejdsliv og endnu sidder i kroppen

– Så rejser vi os op.

 

Vi skal drømme. Vi skal flyve. Vi skal springe….

Vi adlyder alle den æggende stemme fra terapeuten. Nu står vi der i det vrede fællesskab, der venter på en effektiv nedbrydning. I vore indre ører brummer flyvemaskinen svagt men tydeligere. Himlen bliver voldsomt blå, himmelsk blå for mit indre blik og jeg mærker en snert af den indre, frigjorte kærlighed.

– Jeg bevæger mig frem mod flyets indre side.

Hendes, – terapeutens stemme stiger i styrke med et anstrøg af en prædikants følsomme autoritet.

– Kan I se det for jer: Nu ændrer det hele sig. Det røde lys skifter til grønt. Og jeg tager fat i håndtaget og OP springer døren til himlen, højt heroppe og jorden tusinde af meter dernede. Vi skal drømme. Vi skal flyve. Vi skal springe.

 

I bare et sekund og helt imod reglerne åbner jeg mine øjne og i et kort øjeblik kigger jeg ind i sociologens, der også er åbne. Bare et virkelighedens sekund. Helt tætte er vi på hinanden og helt alene – bare Dahl og Grunwald – for første gang i mange år. Den gamle taxamand på vej ind i tilgivelsens land og sociologen foran sin politiske karriere.

Uden at bevæge os føler vi efter mellem vore skuldre.

Har vi taget vore faldskærme på?

 

 

(Fortsættes i morgen – TAXAMANDENS HJUL – løgnehistorier fra det virkelige liv)