For ham har det været – en rigtig lortedag. Intet mindre. En af de der dage, hvor alt går i hårdknude fra den tidlige morgen. Han manglede sådan set bare, at bilen gik i stå på en eller ande befærdet motortrafikvej og han ikke længere kan komme ud af stedet.
Og det sker så – som den diametrale modsætning af at ”have heldet med sig”. Han holder midt i motherf******* myldretidstrafik på en af de nordsjællanske, kaotiske, trafikkaos-indfaldsveje.
I nærheden – i hvert fald kun nogle få kilometer derfra – ligger jeg, taxamanden, og lurer, fordi den gode skæbne har givet mig en tur fra lufthavnen til Hillerød allerede i vinterens mørke morgentimer. Det gav gryn at være på chefkontrakt i statsradiofonien, det kan jeg ikke nægte. Hårdt arbejde med masser af øretæver. Men det kompenserede nu en del for smerten at arbejde for en timeløn, som er ca. 3 x taxamandens. Men denne morgen ser det lysere ud taxa-økonomisk. Efter blot en times ventetid kommer den første tur fra en af de nordlige forstæder til udenrigs. Udenom. Taxafolk er vilde med ”udenoms”. Det betyder motorvej, hurtig kørsel til destinationen, nogle flere kilometer – hurtigere arbejdstid med flere kroner på taxameteret. På vejen tilbage til slagmarken fra lufthavnen finder jeg en ny kunde på Islands Brygge. Endnu engang til lufthavnen.
For han skal IKKE ud at spadsere på motortrafikvejen eller bare går i rabatten. Det ville være livsfarligt.
Frakken ligger på bagsædet. Han vender sig om og kravler halvvejs derover for at finde den frem. For han skal IKKE ud at spadsere på motortrafikvejen at sptå. Det ville være livsfarligt. Bilen og motoren vil bare ikke mere, og nu fungerer varmen heller ikke og han må klæde sig mere på og så glæde sig over, at han dog fik redningskransen med: mobiltelefonen! Så starter et projekt, som kommer til at vare mere end 2 timer, før han kommer ud af sit ufrivillige fængsel i den døde bil – helt ude i rabatten.
Taxamanden har bare succes. Efter min anden tur til lufthavnen kører jeg i indenrigs og venter på de pendlende erhvervsfolk fra Jylland. Den giver pote efter 3 kvarter. Min kunde skal til – HILLERRØD. Jeg er 100 pct. Cool som kørte jeg denne limousinekørsel af en taxakørsel hver dag. En glad taxamand er som selvfølelsen i en ynglings kærlighedsliv: Hold kæft, hvor er jeg god!- På et par timer er jeg ved at være hjemme med en halv dagløn.
Manden i den døde bil er på vej ind i den 3-time på motortrafikvejen. Han har adviseret sin arbejdsgiver om, at han ikke kommer og passer gravemaskinen i dag. Han har trukket vejret dybt, forberedt sig på årets dyreste taxaregning – og ringet efter en af slagsen. Den første er en idiot, som følger de formelle regler og ikke vil samle ham op på motortrafikvejen. chauff’øren siger simpelthen nej, da han finder ud af konditionerne for at samle den nødstedte op. – Jeg er på vej mod syd gennem det våde vinterlandskab, hvor solen er stået op bag de tykke, tykke skyer, da jeg kommer tom forbi i distriktet.. Så med lidt held – og endnu længere ventetid i den kolde bil – får jeg ham samlet op. Han småløber i den store frakke – jeg ser ham i bakspejlet – de få meter hen til min taxa og kaster sig ind i den lune Mercer. Han er bærer af i sin iskolde aura, som det berømte spøgelse gennem stuen – kisteglad. Og jeg modtages som redningsmanden, der hejses ned fra en helikopter. Jeg er glad for at hjælpe manden – og for min fortsatte succes på taximarkedet denne morgen. Han skal langt nordpå og vestpå. Det kører bare. Og jeg er ved rattet.
Vi har god tid og snakker om at denne morgen er en slags symbol på, at livet ikke er ham lige heldigt – lige nu. Havde jeg et anstrøg af selvmedlidenhed over den lave timeløn, er den forsvundet efter dagens gode indtjening og i takt med at min kunde tør op på forsædet. Lige nu handler det om, at der godt nok der smalhals i familien. De vil så gerne beholde deres andel af et sommerhus, men konen er gået ned med en depression af de helt alvorlige. Hun kan ikke længere stå til rådighed for arbejdsmarkedet og familien er ramt af reglerne om ”den gensidige forsørgerpligt”. De skal leve af hans i øvrigt ok specialarbejderløn, indtil hendes arbejdsprøvning og eventuelle pensionsberettigelse er afklaret. Det holder hårdt. Og nu kommer udgifterne til at få den døde bil ud at køre igen. Den er i virkeligheden alt for gammel til de daglige ture til og fra arbejde. Men den SKAL holde.
– Det der sgu mærkeligt, siger han eftertænksomt. Mine børn er en af årsagerne til, at de økonomiske problemer er særligt hårde. Men samtidigt er jeg i tvivl, om jeg havde kunnet stå det her igennem uden dem.
Hvis jeg herude på de trafikerede veje mødte en af tidsdåndens politikere, der mener at Danmarks fremtid skal sikres ved at lønmodtagerne går ned i løn, ville jeg ….køre forbi og lade vedkommende fryse nogle ekstra timer i kulden.
Manden i den døde bil
For ham har det været – en rigtig lortedag. Intet mindre. En af de der dage, hvor alt går i hårdknude fra den tidlige morgen. Han manglede sådan set bare, at bilen gik i stå på en eller ande befærdet motortrafikvej og han ikke længere kan komme ud af stedet.
Og det sker så – som den diametrale modsætning af at ”have heldet med sig”. Han holder midt i motherf******* myldretidstrafik på en af de nordsjællanske, kaotiske, trafikkaos-indfaldsveje.
I nærheden – i hvert fald kun nogle få kilometer derfra – ligger jeg, taxamanden, og lurer, fordi den gode skæbne har givet mig en tur fra lufthavnen til Hillerød allerede i vinterens mørke morgentimer. Det gav gryn at være på chefkontrakt i statsradiofonien, det kan jeg ikke nægte. Hårdt arbejde med masser af øretæver. Men det kompenserede nu en del for smerten at arbejde for en timeløn, som er ca. 3 x taxamandens. Men denne morgen ser det lysere ud taxa-økonomisk. Efter blot en times ventetid kommer den første tur fra en af de nordlige forstæder til udenrigs. Udenom. Taxafolk er vilde med ”udenoms”. Det betyder motorvej, hurtig kørsel til destinationen, nogle flere kilometer – hurtigere arbejdstid med flere kroner på taxameteret. På vejen tilbage til slagmarken fra lufthavnen finder jeg en ny kunde på Islands Brygge. Endnu engang til lufthavnen.
Frakken ligger på bagsædet. Han vender sig om og kravler halvvejs derover for at finde den frem. For han skal IKKE ud at spadsere på motortrafikvejen at sptå. Det ville være livsfarligt. Bilen og motoren vil bare ikke mere, og nu fungerer varmen heller ikke og han må klæde sig mere på og så glæde sig over, at han dog fik redningskransen med: mobiltelefonen! Så starter et projekt, som kommer til at vare mere end 2 timer, før han kommer ud af sit ufrivillige fængsel i den døde bil – helt ude i rabatten.Taxamanden har bare succes. Efter min anden tur til lufthavnen kører jeg i indenrigs og venter på de pendlende erhvervsfolk fra Jylland. Den giver pote efter 3 kvarter. Min kunde skal til – HILLERRØD. Jeg er 100 pct. Cool som kørte jeg denne limousinekørsel af en taxakørsel hver dag. En glad taxamand er som selvfølelsen i en ynglings kærlighedsliv: Hold kæft, hvor er jeg god!- På et par timer er jeg ved at være hjemme med en halv dagløn.
Manden i den døde bil er på vej ind i den 3-time på motortrafikvejen. Han har adviseret sin arbejdsgiver om, at han ikke kommer og passer gravemaskinen i dag. Han har trukket vejret dybt, forberedt sig på årets dyreste taxaregning – og ringet efter en af slagsen. Den første er en idiot, som følger de formelle regler og ikke vil samle ham op på motortrafikvejen. chauff’øren siger simpelthen nej, da han finder ud af konditionerne for at samle den nødstedte op. – Jeg er på vej mod syd gennem det våde vinterlandskab, hvor solen er stået op bag de tykke, tykke skyer, da jeg kommer tom forbi i distriktet.. Så med lidt held – og endnu længere ventetid i den kolde bil – får jeg ham samlet op. Han småløber i den store frakke – jeg ser ham i bakspejlet – de få meter hen til min taxa og kaster sig ind i den lune Mercer. Han er bærer af i sin iskolde aura, som det berømte spøgelse gennem stuen – kisteglad. Og jeg modtages som redningsmanden, der hejses ned fra en helikopter. Jeg er glad for at hjælpe manden – og for min fortsatte succes på taximarkedet denne morgen. Han skal langt nordpå og vestpå. Det kører bare. Og jeg er ved rattet.
Vi har god tid og snakker om at denne morgen er en slags symbol på, at livet ikke er ham lige heldigt – lige nu. Havde jeg et anstrøg af selvmedlidenhed over den lave timeløn, er den forsvundet efter dagens gode indtjening og i takt med at min kunde tør op på forsædet. Lige nu handler det om, at der godt nok der smalhals i familien. De vil så gerne beholde deres andel af et sommerhus, men konen er gået ned med en depression af de helt alvorlige. Hun kan ikke længere stå til rådighed for arbejdsmarkedet og familien er ramt af reglerne om ”den gensidige forsørgerpligt”. De skal leve af hans i øvrigt ok specialarbejderløn, indtil hendes arbejdsprøvning og eventuelle pensionsberettigelse er afklaret. Det holder hårdt. Og nu kommer udgifterne til at få den døde bil ud at køre igen. Den er i virkeligheden alt for gammel til de daglige ture til og fra arbejde. Men den SKAL holde.
– Det der sgu mærkeligt, siger han eftertænksomt. Mine børn er en af årsagerne til, at de økonomiske problemer er særligt hårde. Men samtidigt er jeg i tvivl, om jeg havde kunnet stå det her igennem uden dem.
Hvis jeg herude på de trafikerede veje mødte en af tidsdåndens politikere, der mener at Danmarks fremtid skal sikres ved at lønmodtagerne går ned i løn, ville jeg ….køre forbi og lade vedkommende fryse nogle ekstra timer i kulden.
God morgen, Danmark
Og held og lykke med at tjene til dagen og vejen
Taxamand
Next ArticlePå tur med den unge verdensborger