Good living er no smoking.

– Det er godt, det er dig, siger den lange, slanke mand med stokken. Han må genkende mig –jeg erindrer ham ikke

Jeg aner ham gennem døren ind til den spartanske lejlighed. Den minder mig lidt om lejlighederne, som jeg oplevede dem under mine familiebesøg i DDR i 70’erne og 80’erne. Principielt med alt, hvad der skal være. Et køkken, der fungerer. Et badeværelse, som er sundt og ok, ser jeg gennem endnu en dør i den 2 eller 3 værelses lejlighed. Og i stuen et industrielt parketguld, en sofa og et sofabord i lakeret fyrretræ. Her er ikke tænkt i design eller i borgerskabs-smag. Kun alt det nødvendige og med familieforpligtelserne i form af få familiefotos på væggene. Nogle af dem er af børnene, andre af børnebørnene.

Den ultimative udgave af den funktionalisme. En bolig indrettet til overlevelse, kemisk renset for overflødige følelser.

Det eneste indtryk af passion og subjektiv livsglæde, er en mur af tobaksrøg. – selv om, der er luftet ud af den afrikansk-fødte Sosu-assistent, hænger tobaksrøgen i vægge, møbler og gardiner. Lugten af menneskeligt fordærv. Svagheds-tegnet, som er afskaffet i nutidskulturen med meget stor, markedsføringsmæssig dygtighed. Det kan godt være de holder ved, de ansatte i portåbningerne ved arbejdspladserne. Smug-rygerne, som taxamanden ser dem i bybilledet. Og der bliver trukket igennem på gader, stræder og altaner i weekenderne, når der festes.Men indendørs-rygning signalerer underklasse. Og hvis der er noget, vi IKKE vil i nutidens samfund, så er det at signalere underklasse.

Verdens lykkeligste folk har indført det klasseløse samfund ved at gøre alt for at bunden rykker opad. Desværre sker det ikke økonomisk. – Men idealerne og ønske-kukturen, – den stræben går opad.

Good living er no smoking.

En dag ville konen skilles. Meget udramatisk, egentlig. Vi må videre. Vi må videre.

Han er nu ellers et udtryk for arbejderklassens opadstigning. Også da han var helt ung i midten af 1950’erne, var det svært at finde lærepladser. Familien var i første gang vokset op i Sønderjylland, og de smukke, åbne vokaler i hans udtale har fortsat skønhed og karakter fra grænselandet, selv om det er mere end 60 år siden, han boede der. Så flyttede hans far, mor og søskende til hovedstaden i håbet om bedre job og bedre livsvilkår. Og da husets knægt var færdig med skolen, måtte han søge til Sydsjælland for at få en læreplads i maskinindustrien.

Han gjorde den færdig. Han tog på maskinmesterskole, mens valgte stort set at gå i land, da uddannelsen var færdig. Det var det gode liv –ikke de syv have som trak.

Og alligevel kom han ud at rejse – mere end det egentlig var meningen. Han fik arbejde i en stor, dansk industrivirksomhed, som byggede produktionsanlæg op i hele verden. Han blev det store skaffedyr, der rejste ud hele tiden for at komme hjem til kone og de børn, som kom sådan 1-2-3 i de arbejds- og vækstorienterede 60’ere og 70’ere.

Og han fulgte tidsånden og mærkede konsekvensen af at være så lidt hjemme: En dag ville konen skilles. Meget udramatisk, egentlig. Vi må videre. Vi må videre.

 

Og livet gik. Måske ikke med det tætteste forhold til børnene. Sådan var det dengang. Men han var der dog, da han skulle. Der kom en ny dame til. Hun blev hans kone – og hun havde SINE børn med. Vi må videre.

– Alt gik efter planen. Jeg tog en læreplads for at få en uddannelse. Jeg videreuddannede mig for at få et job. Jeg arbejdede for at skaffe penge til familien. – Og jeg arbejdede meget med en drøm om en dag at Han brummer nogle irriterende ord til assistenten og konen, men han kan li’ mig og mene, vi har mødt hinanden før. Jeg holder hans visne hånd og arm i den ene side og støtter hans anden ved hele tiden enten at give ham støtte eller lade ham holde i rækværk, låger og døre undervejs. – Og er klar med stokken, når intet andet er til stede. Og så futter han afsted i ned store sko. Små skridt på ikke mere end 5-10 centimer.

I realiteten kan han næsten intet uden hjælp. Men han er nødt til at holde fast i, at han trods alt – efter syv års besøg hos fysioterapeuten – er kommet op at stå efter en hjerneblødning. Vi skal videre. Men det foregår med meget, meget små skridt.

Han husker i der dage, der fulgte efter indlæggelsen. Og han indrømmer over for mig i bilen, at han har fortrængt de gange, hvor han bare ønskede han var død. Det hul måtte han bare IKKE falde ned i. Så kunne han lige så godt lade det ske: Dø og forsvinde!

 

”Det må du sgu da selv finde ud af, din gamle idiot”.

– Jeg tror aldrig nogensinde, jeg slipper uretfærdighedsfølelsen. Jeg levede nogenlunde ædrueligt. Jeg arbejdede hårdt, javel, men det er der sgu så mange, der gør. Jeg gik lange ture og dyrkede lidt sport. Jeg har ikke været for fed. Jeg havde en lettere blodtryksforhøjelse – men jeg fik som mange danskere medicin mod den. Og så pludselig en dag taber jeg en malerdåse ud af den ene hånd nede i arbejdskælderen. Det er bare et par år efter pensionen. Og jeg kan ikke samle den fandens dåse op igen. Min hånd og min arm og mit ene ben vil ikke det, som hjernen siger, jeg skal. Jeg famler mig op i en tilfældig opgang, hvor en nabo kommer forbi. Han tror jeg tager pis på ham, da jeg beder om at blive fulgt hjem til min egen lejlighed. ”Det må du sgu da selv finde ud af, din gamle idiot”. Den anden siger det i spøg. Jeg kan simpelthen huske ordene og stemmen endnu.

Og fortvivlelsen over, at han ikke kan få forklaret, at det er alvor. Lige det husker han tydeligere end noget andet. Der er noget, det er helt galt

Hjerneblødningen troede de først kunne klares med nedkøling af den ene side af hovedskallen. Men han måtte igennem den hårde proces med boringer i kraniet, som kunne få blødningen ud og fjerne trykket.

 

Men smedens, maskinmesterens, den verdens-rejsende maskinoperatør ’s liv var ændret og invalideret for evigt. Og selvfølgelig også konens liv.

 

– Jeg ved jo godt at jeg er svær at klare af og til, siger han. At det går ud over hende.

 

“Hvorfor bliver du vred på mig, når det er mig, der passer og hjælper dig?”

Inden turens start havde jeg selv lagt mærke til det. Han havde den store maskinmester-attitude og kommanderede både med hende og den stakkels, afrikanske SOSU-assistent, der et øjeblikket havde vreden-mod-den-hvide-mands-undertrykkelse-blikket i de sorte øjne, fordi han talte til hende som skibsofficeren til sine undersåtter.

Konen glattede ud. På sofabordet rød det sidste skod i et askebæger, der allerede var ved at være fyldt af en halv dags tobaksforbrug. 20 – måske flere.

Og jeg smilede til dem alle som en fredsmægler.

– De ansatte må leve med, at jeg vrisser af dem. Det er jo deres job. Jeg prøver at være høflig – men jeg bliver irriteret, når det ikke fungerer. Over for konen bliver jeg mere flov. Og indimellem går hun direkte til mig og siger: ”hvorfor bliver du vred på mig, når det er mig, der passer og hjælper dig?” Så siger jeg undskyld. Jeg har sagt undskyld hundredevis af gange!

 

– Jeg tror sgu da, jeg har kørt med dig før siger han igen og prøver at besejle en slags venskab.

Det har vi ikke. Nu er jeg sikker. Men jeg nikker bare.

Og så kigger han på mig – og nikker selv med en svag antydning af et smil. Turens første – måske dagens første. Det er faktisk som om, vi kender hinanden en smule.

 

SOSU-assistenten tager skraldet.

Konen holder modet oppe – på dem begge!

Hans børn og børnebørn prøver sikkert at udholde hans sortsyn, – det er jo er temmeligt velbegrundet.

Og lige om lidt – når vi er fremme efter bare 20 minutter i den grå Mercer med det grønne logo – kæmper fysioterapeuten for, at det hele kan blive – bare lidt bedre.

 

Men taxamanden er en kampfælle.

Han er en mand, der følger skyggerne af nedturene

Hos ham er det faktisk OK, at det hele går ad helvede til.

 

God morgen Danmark,

– også til jer, der mangler lysten til at stå op