Jeg kunne lave en hel blog, der bare fortalte kærlighedshistorier.

De er der overalt og hele tiden.

Trods beruselsen og når  jeg skræller liderligheden af:

Det unge par en morgen på vej hjem fra byen. Nogle gange så dumt, at jeg har lyst til at vende mig om mod den initiativtagende kunde og sige direkte: Tag dig dog sammen, Karl Smart! Hos mig kan du købe et kursus i intelligent forførelse. Andre gange så vidunderligt romantisk, at jeg helst ville spørge, om jeg dog ikke kunne blive inviteret med til brylluppet.

En ny scene:

Kærligheden i det tragiske tab. Den gamle kvinde, der sidder lige ved siden af mig og med ærligt fugtige øjne fortæller, at han stadig er den ubetinget store kærlighed i hendes liv. At hun hver aften lige inden hun falder i søvn kan høre hans karakteristiske trin op ad trappen. – Og så kommer virkeligheden som et iskoldt vindpust gennem den intime skriftestol, kabinen i vogn 2282: Hun mistede ham for mere end 15 år siden.

Og den funktionelle kærlighed – ægteskabet med nogle år på bagen. Jo, jo, jo jeg elsker hende – men hold kæft, hvor er hun dog irriterende.

Jeg holder uden for millionærvillaen. Kufferter og golftasker er pakket. Hun sidder og småtripper, mens han forsøger at ordne det sidste, inden turen går til lufthavnen.

 

– Har du husket at låse yderdøren?

– Ja for fanden, du har jo lige set, at jeg har gjort det?

– Har du?

Han kapitulerer. ”Sender øjne” til Taxamanden, der ikke har voldsom interesse i at deltage i ægteskabets små kampe – ud over de nødvendige på absolut hjemmebane. – Og så går han, kunden, tydeligt irriteret tilbage til hoveddøren og rusker i den, så fruen på bagsædet ikke kan undgå at se, at han er sur.

Han kommer tilbage, sætter sig demonstrativt – ved siden af chaufføren – med et opgivende suk. Og jeg tænker bare på, hvordan vi nu kommer tilbage de næste 40 minutter i myldretidstrafikken til en nogenlunde feriestemning.

Ro på!

Det her er bare en af de almindelige, langtidsholdbare, kærlighedsrituelle kampe.

Bare få minutter efter hyggesnakker vi alle tre om den forestående ferie.

Freden er brudt ud!

Jeg har følger min snusfornuftige kones råd om ikke at gøre min taxamandens blog til en ren Familiejournal af modne kærlighedseventyr. Det vil nok være det klogeste, hvis jeg også vil ud til yngre mennesker med mine historier. Men indimellem er det så mit privilegium at gøre det modsatte af det fornuftige.

Jeg samler dem op ved rådhuset, de to gamle mennesker, som stråler af både livsglæde og kærlighed. På deres forsigtige gang og en blå badges med en hvid skikkelse med stok, kan jeg se, at de er blinde eller stærkt svagtseende. Men de er trods alderen relativt lette og adrætte og når nærmest at tage plads, inden jeg er helt henne ved for- og bagdør. Jeg ser også hans høreapparat bag begge ører og taler tydeligt og opmærksomt til dem. Der ER fordele for taxichauffører i at have en fortid som radiomand!.

Betragter dem som mand og kone, – ikke mindst da jeg får melding om deres alder.

 

– Jeg er 92 og damen på bagsædet er 91, siger han og er ikke mindst stolt over den hvidhårede frue på bagsædet. Han er vant til at føre ordet. Hun er vant til at tage den stilfærdige styring. Nogle gange tillader hun, at han vrøvler en smule. Andre gange skærer hun igennem.

 

– Ja, lad os tage den med det samme, siger han. Vi har begge været gift i mere end 60 år, – men ikke med hinanden. Vi mistede vore ægtefæller, men nu er det os, der er sammen.

 

Jeg spørger uden så megen blufærdighed, om man kan kalde dem særligt gode venner eller kærester? Bliver næsten rød i hovedet, da ordene allerede er røget ud af min mund. Så skærer HUN igennem, mens han mumler lidt:

 

– Det er vist nærmest det sidste. Du må såmænd gerne kalde os kærester

 

De har begge haft de gode live. Var lykkeligt gifte indtil enke- og enkemandsstanden. Han har levet et liv som fabrikant i en lille virksomhed og var vild med bowling og kegler i fritiden. Han har i flere år været på landsholdet og deltaget i store turneringer i Europa og USA. Hun er født svensker men forelskede sig som helt ung i en dansker og blev gift med ham. Blev med datidens regler dansk statsborger da hun sagde ja ni kirken og fik en karriere, der passede god til hendes ”bestemte sind”, som hun selv udtrykker der. Dels som kvindelig mariner og relativt højt rangeret i efterretningstjenesten. Senere som leder i en bank.

De bliver som sagt enkefolk på deres gamle dage, begge svagseende, nærmest blinde – og så møder de hinanden i en studiekreds i Dansk Blindesamfund.

 

– Man bliver jo lidt ensom, fortæller han. En jul besluttede jeg at købe en and. Men så tænkte jeg: Du er jo åndssvag. Hvordan skal jeg komme igennem den alene? SÅ ringede jeg til ”S” på bagsædet og spurgte, om vi skulle dele.

 

– Og jeg sagde ja tak, afbryder hun på bagsædet. Og så har vi været par siden.

 

De smiler og kabinen oser af kærlighed. Den ”skarpe” på bagsædet runder af:

 

– Vi startede med at mødes i weekenderne. Nu er vi sammen fra onsdag. To-tre dage om ugen lever vi for os selv – ellers på skift hos hinanden. Sådan er det bedst. Megen tid sammen – men også hver for sig

 

Den næste udfordring er en øjenoperation for dem begge. For lægerne er blevet dygtigere og måske kan de komme til at se noget bedre. De er kærester, men i realiteten har de ikke set hinanden sådan rigtig. Om det er håbet eller nysgerrigheden?

 

– Jo, vi gør det, siger han på begges vegne. Så må vi sgu håbe, at vi kan holde synet ud.

 

Vi griner alle tre og er fremme ved den beskyttede bolig, hvor de nu skal være sammen i de næste fem dage. Hun står resolut ud, siger farvel og går rask med stokken ned langs bebyggelsen.

Han kan ikke dy sig for at dokumentere sin hobby i en lille bog, han næsten altid har med sig. Han samler på autografer med kendte mennesker. De er alle fra en svunden tid men han kan ikke længere se dem.

De sidder i hukommelsens album.

 

God morgen Danmark

– dans til kærligheden slutter