Min aske og min kærlighed

 

 

Jeg er sikker på, jeg ser livs-passionen hendes meget blå øjne.

Hun er først i 80’erne og hun trækker mig ind i den gamle historie om livsslutningen. Ikke at hun står på randen. Godt nok er øjnene dårlige og et nyt knæ er undervejs. Nej det er det er genkendelsen i de gamle øjne, der sender en kølig, vemodig vind gennem mig. En gang var de gamle kvinder i taxien kopier af min elskede Mormor. Hun var født i 1899. Nu er de ældre, kvindelige kunder yngre end mine forældre.

Taxameteret tikker uhørligt

Det er sgu mærkeligt!

Men jeg ser stadig passionen i hendes himmelblå øjne. Ikke den der kærlighedskrampe, som franskmændene kalder la petite mort – den lille død. Ikke drømmen om at banke mine knyttede hænder mod brystet som en Orangutang.


Jeg er endnu for meget kylling til at turde sætte levende ord på det aldrende menneskes erotiske forestillinger. Men den frisatte lidenskab er der. Den der af og til får os til at handle helt forkert, – fordi det bare er det eneste rigtige at gøre.

Hun fortæller mig en kærlighedshistorie, som både udspiller sig i Europa og i USA:

– Jeg mødte mine børn far, da han var soldat i Europa i begyndelsen 1950’erne. Han var faktisk 12 år ældre end mig. Så det var en moden mand på 30, der mødte en ung pige på 18. Han var ikke bare mere moden. Han var faktisk krigsveteran fra anden verdenskrig og senere fra Koreakrigen. Jeg tror på mange måder, at han også var en slags offer for alle de grusomheder han havde oplevet. Han var ansat i US Air Force – men ”på jorden” som man siger – også der oplevede man vanvidet.

 

Hun vender sit glade fortællerhoved bort fra mig, kigger gennem forrude og holder en lille pause.

 

– Men jeg var – nej, VI var vilde med hinanden og jeg blev hurtigt gravid og vi blev gift. Efter krigene fortsatte han som professionel soldat, og jeg fulgte ham rundt nogle år på forskellige luftbaser i Europa. Med tiden endte vi i det USA, hvor han kom fra. Efterhånden havde vi fået tre børn – tre piger. Men noget begyndte at pille vores liv sammen – fra hinanden. For det første blev min ældste datter meget syg med noget, som vi først troede var en ondartet hjernesvulst. Men det viste sig efter en operation, at det ”kun” var en byld i hjernen. Så de lukkede kraniet igen og sagde, at den ville forsvinde med noget hårdtslående medicin mod betændelse. Jeg tog hjem til Danmark en tid med hende, men det viste sig at tager tid med helbredelsen og hun fik en permanent, invaliderende Epilepsi. Der blev mere og mere afstand mellem manden og jeg, og det blev helt galt med ham, da han blev pensioneret ret tidligt fra flyvevåbnet. Jeg tror krigens traumer slog igennem og han begyndte at rejse rundt for at finde en eller anden mening med livet. Så det hele endte med en skilsmisse, selv om vi aldrig helt slap hinanden.

Hun endte med at tage med sin syge datter til Danmark og de to andre blev som voksne i USA.

 

– Er det ikke svært at undvære dem – og børnebørnene?

 

– Jo, men de skal jo selv bestemme, hvor de vil slå sig ned. Og så vil skæbnen, at mine tre piger aldrig fik børn, så jeg fik aldrig nogle biologiske børnebørn. Det var nok mest synd for den ene af døtrene, fordi hun og hendes mand stoppede den hektiske karriere for netop at nå at få børn, før hun blev for gammel. Men det lykkedes ikke for dem.

Nu vender hun igen sit ansigt imod mig, da vi stopper foran klinikken. Hun smiler igen med det der gamle, smilende ansigt, hvor man læser livet i øjnene. Hun fortæller mig om den helt fantastiske lykke, der ramte datter og svigersøn, da de adopterede et barn. Helt fantastisk smuk han er – en skønhedscocktail af hvid, sort – og indianer. Han er er ung teenager nu og så glad for at han ikke har ”bad hair” (kruset hår) men ”good hair” – glat hår med store krøller.

Hun ved at hun er tættere på livsrejsen slutningen.

– Jeg ved hvor den ender, siger hun, da jeg slukker for Mercerens summende motor. Jeg slipper ham ikke, min gamle kærlighed. Når jeg dør en dag, har mine unger lovet mig at få kisten tilbage til USA. Jeg skal brændes, som han blev det. Så sejler de mig 2 sømil ud i den Mexicanske Havbugt – og kaster min aske ud i vinden og strør den over havet.

Jeg vil ende der, hvor han er.

 

God morgen, Danmark

– Good morning America

 

Dette blogindlæg blev bragt første gang som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg, EKSTRA

Next ArticleDe daglige reparationsbajere