Det er oftest historien om et særligt menneske, der stiger ind i vogn 24, når jeg kører med en elev fra en skole i den ene af byen nogle kilometer til bopælen i den anden ende af hovedstaden. Diagnosebarn! Skilsmissebarn

For ”M”, er udfordringerne lidt anderledes skruet sammen.

Hun er en sød og meget høflig pige på 15 år.

Siger goddag. Hun har den der udstråling af fint porcelæn, som indrammer unge piger på vejen ind i et mere liv. Lidt finere er ”M”. Veltalende, nærværende – og en lille smule skrøbelig.

Hun er offer for grov mobning.

– Jeg gå i en særlig klasse, hvor vi alle har gået i en almindelig skole men haft så store problemer, at det har sat os bagud i det, vi skulle lære. Endelig er min egen skolegang ikke det helvede, som det har været i årevis. Her på skolen er vi nogle gange samlet i den særlig klasse. Og nogle gange følger vi timerne i andre klasser.

 

Hun kigger på mig i bakspejle med smukke øjne, som både er modne, erfaringsramte – og bærer en anelse frygt.

I realiteten har hun i årevis og i de seneste år været udsagt for mental terror i form af mobning. – Nogle gange helt op til den fysiske grænse. Hun er blevet hånet, ydmyget, lagt for had, drillet, latterliggjort – og truet med tæsk. En gang decideret truet med en kniv.

Det er Alt for voksne udfordringer hun har haft, unge ”M”

 

Hun har kastet boomerangen.

Den vender derude i horisonten og den rammer mig på tilbageturen. For et par måneder siden skulle jeg til reunion med mit gamle konfirmationshold – det herrens år 1968. Det er så længe siden. Det oser af den uskyldighed.

Og fortrængninger.

Selv var jeg oftest ”Kapo”. Hjælpebetjent. – Ham i lejren, som organiserede og holdt vagt, mens de stærkeste gjorde det beskidte arbejde

Genforeningen blev ikke til noget for mit vedkommende på grund af en stor familiefest i. Men jeg nåede at trække et sort minde op af posen. Jeg skulle gense ham, som jeg og et par af de andre drenge var rimeligt hårde overfor. Han var lidt nørdet, lidt for tyk – og klassens ubetinget mest begavede elev. Det kunne rødderne i klassen ikke lade gå upåagtet hen. Vi var nedladende. Vi holdt ham ude af fællesskabet. Vi dominerede ham som ind i helvede. Og enkelte gange fysisk grove.

 

 

Jeg stod grinende og så til, mens et par af gutterne trak ham i benene ned af trappen fra klasseværelset højt oppe under skolens loft. Bump. Bump, Bump – for hvert trin. Mobbeofferet grinede for at holde gråden ude og undgå latterliggørelsen oven i.

Selv var jeg oftest ”Kapo”. Hjælpebetjent. – Ham i lejren, som organiserede og holdt vagt, mens de stærkeste gjorde det beskidte arbejde.

Jeg ville sige det til ham nu, med 50 års forsinkelse.

Jeg håber, jeg ville. Sige undskyld for at have overskredet grænsen mellem ”de stærkestes overlevelse”

og et – i realiteten – halvfascistisme.

– – –

”M” fortæller om flere skoleskift, og tider, hvor hun har været borte fra undervisningen i flere måneder. Det har nødvendigvis givet henne huller i viden og kunnen. Men i ”livets hårde skole” er hun krigsveteran i alt for ung en alder.

 

– Lærerne? – Ja undskyld mig, de var fattesvage hele vejen igennem. Bagatelliserede det. Det går over! Eller antydede, at det var min egen skyld. Det er måske det allersværeste i at være mobbeoffer. At det hele tiden kredse om spørgsmålet:

– HVORFOR?

– Hvorfor lige mig?

 

Én gang flået hende ud af en biografkø

Hun fortæller mig om en overlevelseskamp, som stadig er i gang, selv om hun har det godt og lært de tekniker, der fører hende udenom, når der er konflikter i luften. Hun er en ung pige, som selvfølgelig har sin gang i byen på hjemegnen. Hun møder af og til ”gerningsmændene” fra dengang. Der hænder stadig de råber, Én gang flået hende ud af en biografkø.

– Derfor er særligt vigtigt for mig, at jeg nu er begyndt at holde foredrag for andre børn og unge om mobning. Det gør mig stærk og jeg har det godt med at kunne hjælpe andre med at bekæmpe mobning.

 

Inden turen er slut, får jeg sagt det til hende.

At jeg beundrer hendes mod. At jeg er stensikker på, at hendes far og mor er stolte vaf hende.

Min egen rolle som ”gerningsmand”?

Jeg siger ikke noget

Kapo’en og krysteren følger den spinkle frihedskæmper med øjnene på vej ind til villaen.

Jeg måtte have et billede af heltinden. Det synes hun er fedt. Vi aftaler, at jeg kun bruger det, hvis hendes far og mor synes at det er ok. Det gør de i en sms efter et par dage senere og accepterer, at jeg fortæller historien.

Uden navn … !

– – –

PS: Du må gerne dele historien.