Det synes jeg, man kan tillade sig at sige, når han er 90 år lige om lidt.
Min tyske farfar, immigranten fra Königsberg, billedskæreren fra Odense døde før jeg blev født. Min morfar af bornholmsk bonde-æt. Den ældste af en søskendeflok på 17 børn. Et kærligt symbol i min allertidligste barndom, – husker jeg jo ikke virkeligt. Jeg var vist 5 år, da han døde. Jeg tror det er derfor, at jeg vandrer rundt i verden med et anstrøg af mangel på det her område. Og måske derfor gemmer jeg de oplevelser, der rummer ”en duft af bedstefar”.
Selv nu, hvor jeg selv har titlen og er rundet de 60.
Det skete i går.
Han stavrede ud ad havegangen fra sin beskyttede bolig i forstaden og jeg åbnede bildøren for ham, inden han nåede frem med blindestok og rollator. Han bad om at blive kørt til lægen inde i byen og vi var på bølgelængde fra første sekund. Han har kort tid i livet til at komme af med sine historier. Jeg lytter og holder mere kæft end jeg plejer.
Han voksede op på en gård på Midtfyn. Det var landvæsnet, der var ved at opsluge ham og han startede som elev den 1. maj 1945. Fire dage efter kom befrielsen. Selv om han måtte blive på pladsen i en perioden – man løb ikke fra forpligtelserne dengang, kom han snart ind som værnepligtig et års tid efter. Han kom i flyvevåbnet. For gammel til at blive pilot – men grebet af disse flyvende maskiner og deres prægtige mennesker. Han blev ved sine flyvende maskiner: Langdistance-navigatør og endte 30 år senere sin karriere som ”major af linjen” – i flyvevåbnet.
Ingen krige slugte ham, men han har flyve-oplevelser i maskiner som for længst er udaterede. De største oplevelser i den navnkundige bombemaskine fra 2. verdenskrig Boing B-17.
Han fortæller:
[
– En lille en? Jeg kan love dig for, at vi fik en meget, meget stiv whisky.
– Nogle gange måtte vi manuelt dumpe brændstof, hvis en af motorerne satte ud. Maskinen var for tung og vi skulle jo helskinnet hjem. En gang tappede maskinmanden først noget af den ene vinge – og da han skulle gentage processen med den anden, kunne han ikke stoppe processen igen. Vi nåede lige netop hjem på de sidste dampe.
Catalinaen. – “Flyvebåden” med den lange rækkevidde
– Siden fløj jeg som navigatør på Catalinaen. Det er et meget berømt 2-motorers fly – en flyvebåd, der kunne starte og lande på vand. Oprindelig blev den brugt til ubådsjagt i Atlanten og Stillehavet. Maskinen kunne flyve op mod 17 timer uden optankning og havde derfor en enorm rækkevidde. Engang på vej hjem fra Grønland mod Skotland var det ved at gå helt galt. Den ene motor satte ud og vi måtte vende om. Den ene motor kunne ikke holde os tilstrækkeligt oppe, så vi fløj lavere og lavere. På et tidspunkt gjorde vi klart til at smide alt unødvendigt udstyr ud af maskinen. Men piloterne gjorde alt hvad de kunne for at booste den overlevende motor og vi fik tvunget den lidt højere op. Det var mørkt, da vi nåede tilbage til Grønland. Normalt måtte vi ikke lande i mørke, men denne gang var der ligesom ikke noget at diskutere. Det hydrauliske system til landingsstellet var tilmed brudt sammen, så nogle af folkene måtte hejse det manuelt ned få øjeblikke før landingen. Og BUMP, så var vi sikkert hjemme på Grønland igen.
– Jeg gætter på, I fik en lille en bagefter?
Han kigger på mig som den gamle mand, han er – men med navigatørens meget, meget klare, blå øjne.
– En lille en? Jeg kan love dig for, at vi fik en meget, meget stiv whisky.
Så ler vi begge.
Et øjeblik, hvor bedstefaren og den ”unge mand” på 60 er drenge ved det usynlige lejrbål
.
Jeg sluger de sidste historie-dele han når at fortælle, inden vi kører op foran lægehuset. Om pensionsalderen, som formelt ramte ham som 52 årig. Om glæden ved tjenestemandens 54. lønramme. Om det følgende undervisningsjob, der ikke rigtigt blev succes. Og det senere job som sikkerhedsmand i en stor dansk bank. Bare et par år. Han holdt nu ikke så mange år. Der var ligesom en mening i, at luftvåbnets folk blev tidligt pensionerede. Mere mæt af oplevelser, end han troede, da det skete.
Han rækker hånden frem og kommer mig i forkøbet:
– Tak for en god snak!
– Det er mig, der siger tak for dine mange billeder.
– Du henter mig bare en anden dag, unge mand. Der er flere..
Så smiler vi.
Og inderst inde ved vi, at det her nok blev vores første og eneste møde
God Morgen Danmark.
– Særligt til alle jer, de har givet os vores historie
Mødet med den gamle navigatør
Han er en gammel mand.
Det synes jeg, man kan tillade sig at sige, når han er 90 år lige om lidt.
Min tyske farfar, immigranten fra Königsberg, billedskæreren fra Odense døde før jeg blev født. Min morfar af bornholmsk bonde-æt. Den ældste af en søskendeflok på 17 børn. Et kærligt symbol i min allertidligste barndom, – husker jeg jo ikke virkeligt. Jeg var vist 5 år, da han døde. Jeg tror det er derfor, at jeg vandrer rundt i verden med et anstrøg af mangel på det her område. Og måske derfor gemmer jeg de oplevelser, der rummer ”en duft af bedstefar”.
Selv nu, hvor jeg selv har titlen og er rundet de 60.
Det skete i går.
Han stavrede ud ad havegangen fra sin beskyttede bolig i forstaden og jeg åbnede bildøren for ham, inden han nåede frem med blindestok og rollator. Han bad om at blive kørt til lægen inde i byen og vi var på bølgelængde fra første sekund. Han har kort tid i livet til at komme af med sine historier. Jeg lytter og holder mere kæft end jeg plejer.
Han voksede op på en gård på Midtfyn. Det var landvæsnet, der var ved at opsluge ham og han startede som elev den 1. maj 1945. Fire dage efter kom befrielsen. Selv om han måtte blive på pladsen i en perioden – man løb ikke fra forpligtelserne dengang, kom han snart ind som værnepligtig et års tid efter. Han kom i flyvevåbnet. For gammel til at blive pilot – men grebet af disse flyvende maskiner og deres prægtige mennesker. Han blev ved sine flyvende maskiner: Langdistance-navigatør og endte 30 år senere sin karriere som ”major af linjen” – i flyvevåbnet.
Ingen krige slugte ham, men han har flyve-oplevelser i maskiner som for længst er udaterede. De største oplevelser i den navnkundige bombemaskine fra 2. verdenskrig Boing B-17.
Han fortæller:
[ – Nogle gange måtte vi manuelt dumpe brændstof, hvis en af motorerne satte ud. Maskinen var for tung og vi skulle jo helskinnet hjem. En gang tappede maskinmanden først noget af den ene vinge – og da han skulle gentage processen med den anden, kunne han ikke stoppe processen igen. Vi nåede lige netop hjem på de sidste dampe.Catalinaen. – “Flyvebåden” med den lange rækkevidde
– Siden fløj jeg som navigatør på Catalinaen. Det er et meget berømt 2-motorers fly – en flyvebåd, der kunne starte og lande på vand. Oprindelig blev den brugt til ubådsjagt i Atlanten og Stillehavet. Maskinen kunne flyve op mod 17 timer uden optankning og havde derfor en enorm rækkevidde. Engang på vej hjem fra Grønland mod Skotland var det ved at gå helt galt. Den ene motor satte ud og vi måtte vende om. Den ene motor kunne ikke holde os tilstrækkeligt oppe, så vi fløj lavere og lavere. På et tidspunkt gjorde vi klart til at smide alt unødvendigt udstyr ud af maskinen. Men piloterne gjorde alt hvad de kunne for at booste den overlevende motor og vi fik tvunget den lidt højere op. Det var mørkt, da vi nåede tilbage til Grønland. Normalt måtte vi ikke lande i mørke, men denne gang var der ligesom ikke noget at diskutere. Det hydrauliske system til landingsstellet var tilmed brudt sammen, så nogle af folkene måtte hejse det manuelt ned få øjeblikke før landingen. Og BUMP, så var vi sikkert hjemme på Grønland igen.
– Jeg gætter på, I fik en lille en bagefter?
Han kigger på mig som den gamle mand, han er – men med navigatørens meget, meget klare, blå øjne.
– En lille en? Jeg kan love dig for, at vi fik en meget, meget stiv whisky.
Så ler vi begge.
Et øjeblik, hvor bedstefaren og den ”unge mand” på 60 er drenge ved det usynlige lejrbål
.
Jeg sluger de sidste historie-dele han når at fortælle, inden vi kører op foran lægehuset. Om pensionsalderen, som formelt ramte ham som 52 årig. Om glæden ved tjenestemandens 54. lønramme. Om det følgende undervisningsjob, der ikke rigtigt blev succes. Og det senere job som sikkerhedsmand i en stor dansk bank. Bare et par år. Han holdt nu ikke så mange år. Der var ligesom en mening i, at luftvåbnets folk blev tidligt pensionerede. Mere mæt af oplevelser, end han troede, da det skete.
Han rækker hånden frem og kommer mig i forkøbet:
– Tak for en god snak!
– Det er mig, der siger tak for dine mange billeder.
– Du henter mig bare en anden dag, unge mand. Der er flere..
Så smiler vi.
Og inderst inde ved vi, at det her nok blev vores første og eneste møde
God Morgen Danmark.
– Særligt til alle jer, de har givet os vores historie
Taxamand
Next ArticleEksamen - vejen til den lykkelige fremtid....