Hun er frisk vågen og skarp, selv om mødetidspunktet er sindssygt.
Klokken er ca. 4,30 mandag morgen og hun skal køres fra Ordrup til Lufthavnen for at have møde med sin chef. Han kommer ind fra Sverige, får afleveret og gennemdiskuteret ugens opgaver og hun har papirerne med fra lande-kontoret i det centrale København.
Det handler om at være tjekket, for han har en chefstilling i en af industriens stinkende, kommercielle grene. Hvilken?
Det bliver mellem ”L” og mig.
Hun er en moden kvinde. Går i klassiske mærke bukser og en lille jakke. Raske skridt ud fra lejlighedens opgang. Hun har prøvet det her masser af gange. Har velplejet hår og et åbent og klart ansigt, som smiler og ikke bære præg af træthed trods det tossede tidspunkt.
Og så hårdt er det altså heller ikke, synes ”L”.
Det her er selve opgaven.
Hun løser den professionelt uanset tidspunktet.
And that’s it!
Først hed det bare sekretær.
Og når det var lidt højere niveau og lidt mere personligt: Privatsekretær.
Men der var måske sådan lidt for meget ”post-moderne” over udtrykket. Så med tiden kom udtrykket – lånt fra den engelske verden – personal assistant. – Eller bare PA…
Skal begrebet absolut en tur gennem Jante-vaskemaskinen for nu ikke at falde på røven for management-sproget, er der også nogle der kalder det ”blæksprutte”.
Det handler om en administrativ medarbejder for en chef – en funktion som for de fleste chefer er næsten umulig at undvære i deres helvede af møder, aftaler, krav, kommunikationsopgaver, familiemæssige forpligtelser osv osv.
Der skal skrives, der skal kommunikeres på flere sprog.
Men først og fremmest. Hun er ”online” 24/7. Firmaet hun er ansat i er internationalt og ejes af en kapitalfond indtil det er trimmet og kan sælges videre. Cheferne i Europa – og hendes egen, der bor i Sverige og arbejder i København – når han altså ikke rejser, og det gør han tit – kan få fat på hende hele døgnet.
Selv havde jeg Birgitte D i min DR chef- tid. Desværre forsvandt hun alt for hurtigt for den satans cancer. Men hun lærte mig en gang for alle, at du kan vokse flere centimeter som chef, hvis du samarbejder med den rette assistent. Og at gennemført service-funktion kan skabe mere respekt end snakkerierne fra en opblæst chef
Mens min kunde fortæller fra bagsædet på vej mod lufthavnen, sender jeg en tanke til PA-himlen, hvor Birgitte garanteret har fået en job som en af de engle, der gør, at Sct. Peter kan få styr på opgaverne og tage sig ud som en, der tilsyneladende har overblikket.
Min kunde ”L” sidder levende og udadvendt på bagsædet.
Og i samtalen springer så BOMBEN, der sætter denne tur i et helt nyt perspektiv. Jeg har blæst på normerne og begynder at tale om det med at stoppe karrieren. Al den snak om alder..
Hun er 71 år og da ingen aktuelle planer om at stoppe.
[
…Han overtalte mig grundigt til at blive, selv om firmaet på et tidspunkt var solgt og jeg nærmede mig de 65…
Jeg er lamslået. Først og fremmest, fordi jeg HELT har fejlvurderet alderen hos min kunde – morgenens første passiar. Men mest fordi hun ganske enkelt har valgt både at være åben med sin alder – og hamrende ligeglad med samfundets tyranisering af seniorerne.
Hun er sgu da fuldstændig ligeglad uden at bruge ”sgu” ordet. Det ville være for plat og udenfor hendes stilsikkerhed.
– Jeg forholder mig ikke til min alder . Men jeg er da heller ikke flov over den. Hvorfor dog. Jeg har det her job, fordi de ikke vil undvære mig og fordi jeg har taget livet i en lidt anden rækkefølge end de fleste. Jeg startede som husmor og mor herude i de bedste kvarterer. Gik hjemme til den yngste var 10. Så jeg var langt oppe i 30’erne, før jeg rigtigt kom i gang. Så blev jeg skilt og børnene blev voksne. Og jeg arbejdede mig opad som sekretær og PA. På et tidspunkt – ungerne var flyttet hjemmefra – var jeg oven i købet udstationeret i Tyskland.
– Børnene? Jamen, de var bare stolte af mig.
Jeg har taget mig den frihed ikke at tage stilling til, hvornår jeg vil stoppe. Det er uinteressant, for jeg elsker mit arbejde og min chef er tilsyneladende glad for min indsats. Han overtalte mig grundigt til at blive, selv om firmaet på et tidspunkt var solgt og jeg nærmede mig de 65.
Foran lufthavnen nærmest springer jeg ud af bilen for ikke at lige en tung bjørn ved siden af den 71-årige PA. Åbner og holder døren for bare nogenlunde at leve op til den lady af en kvinde.
Respekt!
Er der meget andet at sige
Godmorgen Danmark
Særligt til dem, der knækker alders-fascismen med deres blotte eksempel.
Mødet med den utrolige assistent
Hun er frisk vågen og skarp, selv om mødetidspunktet er sindssygt.
Klokken er ca. 4,30 mandag morgen og hun skal køres fra Ordrup til Lufthavnen for at have møde med sin chef. Han kommer ind fra Sverige, får afleveret og gennemdiskuteret ugens opgaver og hun har papirerne med fra lande-kontoret i det centrale København.
Det handler om at være tjekket, for han har en chefstilling i en af industriens stinkende, kommercielle grene. Hvilken?
Det bliver mellem ”L” og mig.
Hun er en moden kvinde. Går i klassiske mærke bukser og en lille jakke. Raske skridt ud fra lejlighedens opgang. Hun har prøvet det her masser af gange. Har velplejet hår og et åbent og klart ansigt, som smiler og ikke bære præg af træthed trods det tossede tidspunkt.
Og så hårdt er det altså heller ikke, synes ”L”.
Det her er selve opgaven.
Hun løser den professionelt uanset tidspunktet.
And that’s it!
Først hed det bare sekretær.
Og når det var lidt højere niveau og lidt mere personligt: Privatsekretær.
Men der var måske sådan lidt for meget ”post-moderne” over udtrykket. Så med tiden kom udtrykket – lånt fra den engelske verden – personal assistant. – Eller bare PA…
Skal begrebet absolut en tur gennem Jante-vaskemaskinen for nu ikke at falde på røven for management-sproget, er der også nogle der kalder det ”blæksprutte”.
Det handler om en administrativ medarbejder for en chef – en funktion som for de fleste chefer er næsten umulig at undvære i deres helvede af møder, aftaler, krav, kommunikationsopgaver, familiemæssige forpligtelser osv osv.
Der skal skrives, der skal kommunikeres på flere sprog.
Men først og fremmest. Hun er ”online” 24/7. Firmaet hun er ansat i er internationalt og ejes af en kapitalfond indtil det er trimmet og kan sælges videre. Cheferne i Europa – og hendes egen, der bor i Sverige og arbejder i København – når han altså ikke rejser, og det gør han tit – kan få fat på hende hele døgnet.
Selv havde jeg Birgitte D i min DR chef- tid. Desværre forsvandt hun alt for hurtigt for den satans cancer. Men hun lærte mig en gang for alle, at du kan vokse flere centimeter som chef, hvis du samarbejder med den rette assistent. Og at gennemført service-funktion kan skabe mere respekt end snakkerierne fra en opblæst chef
Mens min kunde fortæller fra bagsædet på vej mod lufthavnen, sender jeg en tanke til PA-himlen, hvor Birgitte garanteret har fået en job som en af de engle, der gør, at Sct. Peter kan få styr på opgaverne og tage sig ud som en, der tilsyneladende har overblikket.
Min kunde ”L” sidder levende og udadvendt på bagsædet.
Og i samtalen springer så BOMBEN, der sætter denne tur i et helt nyt perspektiv. Jeg har blæst på normerne og begynder at tale om det med at stoppe karrieren. Al den snak om alder..
Hun er 71 år og da ingen aktuelle planer om at stoppe.
[Jeg er lamslået. Først og fremmest, fordi jeg HELT har fejlvurderet alderen hos min kunde – morgenens første passiar. Men mest fordi hun ganske enkelt har valgt både at være åben med sin alder – og hamrende ligeglad med samfundets tyranisering af seniorerne.
Hun er sgu da fuldstændig ligeglad uden at bruge ”sgu” ordet. Det ville være for plat og udenfor hendes stilsikkerhed.
– Jeg forholder mig ikke til min alder . Men jeg er da heller ikke flov over den. Hvorfor dog. Jeg har det her job, fordi de ikke vil undvære mig og fordi jeg har taget livet i en lidt anden rækkefølge end de fleste. Jeg startede som husmor og mor herude i de bedste kvarterer. Gik hjemme til den yngste var 10. Så jeg var langt oppe i 30’erne, før jeg rigtigt kom i gang. Så blev jeg skilt og børnene blev voksne. Og jeg arbejdede mig opad som sekretær og PA. På et tidspunkt – ungerne var flyttet hjemmefra – var jeg oven i købet udstationeret i Tyskland.
– Børnene? Jamen, de var bare stolte af mig.
Jeg har taget mig den frihed ikke at tage stilling til, hvornår jeg vil stoppe. Det er uinteressant, for jeg elsker mit arbejde og min chef er tilsyneladende glad for min indsats. Han overtalte mig grundigt til at blive, selv om firmaet på et tidspunkt var solgt og jeg nærmede mig de 65.
Foran lufthavnen nærmest springer jeg ud af bilen for ikke at lige en tung bjørn ved siden af den 71-årige PA. Åbner og holder døren for bare nogenlunde at leve op til den lady af en kvinde.
Respekt!
Er der meget andet at sige
Godmorgen Danmark
Særligt til dem, der knækker alders-fascismen med deres blotte eksempel.
Taxamand
Next ArticleOraklet i Taxi'en...