Klumme til EB, EKSTRA den 9, august 2014

 

Jeg husker dem, – ”de vejrbidte”, fra min barndom.
Når de arbejdede, fandt det altid sted under åben himmel. Det kunne være roehakningen i foråret, når de små planter skulle udtyndes til vækst og udbytte. Men det kunne også være det manuelle arbejde med at meje landevejens græsrabatter med le. Jeg er gammel nok til at huske, hvordan de indimellem sad på hug med leen foran sig og bankede den flad mod en jernkile i jorden for at gøre klingen tyndere – for senere at slibe den med en ”le-stryge”. En anden tid, andre vilkår – et andet sprog.
Men de var ubetinget vejrbidte. En af dem badede en sommer i vores nærhed. Hans hvide hud, som vejret aldrig nåede at bide, klæbede til ham som en snefarvet T-shirt. Men hans arme, og hænder og ansigt var brune og seje som garvet læder.
Vejrbidte.
Også når han sad foran smedens lille forretning og drak bajere og snaps fra flaske, lige så snart det arbejde var overstået, som ingen andre gad røre ved.

Han kommer haltende imod mig ud fra genoptræningscentret

Men jeg blev skilt fra mit barns mor, så jeg kunne gøre, hvad helvede der passede mig. Arbejde hårdt og leve hårdt.

og har på en eller anden måde den klare fornemmelse af, at blandt de 4-5 taxaer, der henter folk fra fysioterapeuternes arbejde og småmirakler, er det netop MIG han skal køre med. Han er en af de virkeligt vejrbidte med denne tynd-fede statur. Dybest set ikke et eneste gram fedt for meget på kroppen. Mørkebrun i løden. Velproportionerede muskler på overarmene med tydelige, blålige årer lige under ærmegabet. De er skabt af andet og mere end de seneste måneders gang på krykker. Og proportionerne er langt mere naturlige end de usikre unge mænds, der i bedste fald har hentet deres biceps på et træningscenter. Ikke en af disse oppustede dukkehoveder med overarme som et kalvelår. Men en mand med en krop skabt af almindeligt arbejde. – Hvis det overhovedet findes mere.
En af de vejrbidte. Også en af dem, der i tidens løb har drukket mange, mange bajere. Jeg ser det på ham, mens jeg hjælper ham ind på forsædet.

– De fleste tror jeg er ældre, mens jeg er kun 56, fortæller han. Men jeg har levet som en på 112. – 112 gentager han og griner selv over sammenfaldet. Jeg er murearbejdsmand fra den tid, hvor vi sled og slæbte med mørtel og sten. Formålet var jo, at svenden og jeg skulle have den gode akkord. Der blev tjent gode penge og bagefter drukket bajere. Alt for mange bajere. Men jeg blev skilt fra mit barns mor, så jeg kunne gøre, hvad helvede der passede mig. Arbejde hårdt og leve hårdt.

– Da jeg var et par år inde i 50’erne kom konsekvenserne. Jeg gik omkuld. Først med en mindre blodprop – så med en hjerneblødning. En morgen kunne jeg bare ikke komme ud af sengen. Så var jeg pludselig nødt til at tage mit liv op til overvejelse. Drikkeriet måtte stoppe, hvis ikke jeg ville dø. Og jeg er for helvede glad for at leve. Men efter et års tid fik jeg endnu et hårdt slag. Jeg havde endnu ikke rigtigt vænnet mig til, at hjerneblødningen påvirkede min evne til at gå. Jeg faldt og fik et meget kompliceret benbrud, som jeg forsøger at træne mig op fra nu.

Hans faste hjem er en haveforening med en skurvogn langt oppe nordpå

De hårde slag mod helbredet har sendt ham ud på en jagt efter det gode liv, – hvor der stadig er plads til bidder af det frie liv.
Ikke arbejdsmæssigt, for han kommer aldrig tilbage.
Og ikke bajerne. Slet ikke. For der ville slå ham ihjel øjeblikkeligt.

Han er både flyttet langt væk fra hovedstaden og kommet tættere på sin datter. Hans faste hjem er en haveforening med en skurvogn langt oppe nordpå.
– Udkantsdanmark, griner ham.
– Og i fred, tilføjer jeg, og det får ham til at grine lidt mere.

Det vejrbidte ansigt gør hans tænder hvide som på en kulminearbejder, der netop er reddet op af dybet

Vi kører op foran bostedet, der hans midlertidige residens – alt for langt fra haveforeningen.

– Jeg skal væk herfra. Det er sgu for tossede og skæve af hash. Det gider jeg bare ikke. Og slet ikke efter at jeg selv er holdt op med at drikke. Nu skal jeg bare ha’ det skide ben nogenlunde i orden og så op i friheden og naturen, hvor jeg hører hjemme.

Inden jeg når passagerdøren er han selv ude trods krykke og benskinne.
Han stikker næven frem. Brun og flot som overarmene. Bidt af vejret.

– Ka’ du ha en rigtig god dag, taxamand.

God dag, Danmark!
– det kan du tro, jeg kan