Jeg har igennem tiden kørt taxi for mange ældre kvinder her i kvarteret. De gule boligblokke er fra en tid, hvor mange af beboerne givetvis har peget området ud og sagt: ”Her skal vi bo, når villaen er blevet for stor og uoverkommelig. ”

Så er tiden gået. Årtier med arbejde – for kvinderne ofte hjemmegående eller i hvert fald lavere prioriteret for at skaffe tid til børn og husholdning. Børnene voksede til, blev voksne, fik selv børn – og pludselig en dag var manden væk efter et liv med høj cigarføring. Endnu nogle år alene i bungalowen – og så blev det tid til at købe en af lejlighederne her in bebyggelsen – i parken, som i høj grad er blevet et kvarter for ældre enker.

Her i området siger man ikke gamle koner!

Jeg genkender hende straks, for jeg er med tiden blevet er gået blevet sådan en slags tilkalde-butler for en del af dem. Det er de korte tures – småindkøbenes og lægebesøgenes paradis. Det er ikke noget Taxamanden bliver rig af, for de handler med om meget få kilometer, bæreposer, stokke og rollatorer. Og så armen!

– Vi De have en arm, frue.

 

Og det vil de oftest.

Det er nødvendigt, fordi ”bevægeapparatet” er stift og slid. Og så er det rart med lidt legitim nærhed. Ligesom jeg selv føler en slags stolthed ved at løsne lidt op for min indre gentleman. Indrømmet: Af og til savner jeg en tid med dannede manerer!

 

Hun har været en meget høj kvinde af sin alder – ikke nogen lille nips. Og hendes personlighed er på samme måde: Hun rager op i landskabet.  Hun er udadvendt og kærligt dirigerende. Hun griner højlydt, når jeg med et udtryk fra min fars officerstid præsenterer mig som ” … Deres personlige vognkommandør … ” . Og soldatermetaforen er ikke helt forkert. For dels bruger hun en kasket, som ligner en officers ”cap” fra en eller anden amerikansk film med mange jetjagere og hangarskibe. Og dels kommanderer hun mig rundt i trafikken som den menige chauffør jeg jo er. Til højre her! Nej ligeud – og så blødt til højre ved det store træ! Og efter hver tur beder hun om en kvittering. Ikke til andres betaling, ikke til skattevæsnet – men så kan hun holde øje med kilometertallet.

 

Så brug dog de penge, for pokker

– Jeg kører sgu mere i taxi end jeg bruger penge på mad, smågriner hun og afslører med tonefaldet en slags flovhed over sløseriet med pengene.  Også selv om børnene hele tiden siger: Så brug dog de penge, for pokker.

 

Under kasketten stikker det platinhvide hår frem. Hun bærer nydelige bukser over de lidt vaklende ben og så en lidt moderne frakke. Karry-gul og ikke alt for ”fruet”. Hun sidder på forsædet og jeg ser de mange leveårs rynker i hendes pudrede ansigt. Hun har både smilet og set alvorlig ud. Har temperament til at have snerret. Og har elsket og været elsket. Og været meget smuk inden de mange leveår satte gang i nedbrydningsprocessen.

Nedbrydningsprocessen – jeg tøvede med at bruge ordet, fordi det lyder både klinisk koldt og lidt tragisk. Men det er jo sådan det er, og vore samtaler kredser om det hver gang – altid på hendes foranledning. Og jeg forstår mere og mere, hvordan hun har det. Hun forsøger at forberede sig på at skulle – dø, hedder det vist, hvis man ellers tør bruge ordet. Vi er blevet en slags sjælevenner, selv om hun faktisk er fem år ældre end mine forældre. Vi kredser hele tiden om det mere og mere smertelige paradoks, at vi skal herfra, selv om vi elsker at leve. Og at det kan mærkes i kroppen.

 

– Gik den store fødselsdag godt, spørger jeg – og hun kunne kramme mig for at huske dem, ser jeg i hendes øjne. De er både strålende, vemodige – og synsreducerede. Vi er på vej til øjenlægen. Hun fortæller om den store 90-årsdag på en af Nordsjællands smukke spisesteder ned til den smukke sø. Maden var fremragende og de var der alle sammen. – Ikke så mange men alle de, der skulle være der: De to børn med ægtefæller, børnebørn med ægtefæller – og oldebørn. 13 mennesker for at fejre ”kejserinden”. Titlen har jeg fundet på og nævner den ikke.

Men det er det hun ligner – en kejserinde i de sidste leveår.

 

– Det er så underligt, siger hun, men jeg var både glad for festen og lidt vemodig, indrømmer hun. Jeg ved jo godt, at det sikkert bliver den sidste, store dag for mig. Det er helt naturligt, men jeg kan altså ikke lade være med hele tiden at sige til mig selv: Nå, gamle kone, nu er det altså dig, der sidder yderst på bænken!

 

Jeg kommenterer det ikke, fordi det jo er et lidt sørgeligt udsagn

 

I mellemtiden sludrer vi om alt muligt. Jeg spørger hende, hvorfor vi dog skal køre til øjenlægen i en anden by, når hun faktisk bor få hundrede meter fra én i hendes eget område.

 

Og sådan har vi piger det med vore gynækologer. Vi beholder dem, så længe de lever og er aktive

– Ved du ved, jeg har det nøjagtigt nu som da jeg var helt ung. Når jeg har først har fundet tillid til nogle mennesker, skifter jeg dem ikke ud. Og så må det altså koste nogle taxiture. Sådan har jeg det med min tandlæge, min læge og min øjenlæge. Og sådan har vi piger det med vore gynækologer. Vi beholder dem, så længe de lever og er aktive.

 

Og det blev så første gang i mit liv, at jeg talte med en 90-årig om hendes gynækolog! Jeg kigger på hende og smiler. Men hun fastholder det fremadrettede blik.

Hun kalder sig selv en pige – men hun er en frue. En ægte frue.

 

På den sidste del af turen vender vi tilbage til emnet om den fortærende alder. Det presser sig på efter den store 90-årsdag.

 

– Jeg ved hvad vej, det går, når man sidder yderst på bænken. Det er sådan det skal være og min eneste virkelige bøn er, at vi holder rækkefølgen. Mine børn er jo ved at være ældre mennesker og jeg kan ikke holde tanken ud om, at en af dem skulle gå først. Det er min tur næste gang. Men jeg kan altså ikke bare lige slippe

 

Nu kigger hun lidt insisterende på mig, – jer ser hende i øjenkrogen men holder øje med trafikken.

 

– Det lyder måske lidt barnligt, Taxamand, Hver aften, inden jeg falder i søvn, siger jeg for mig selv: ”Hvis jeg ikke vågner op i morgen er det faktisk ok”. Men når jeg så slår øjnene op om morgenen er det første jeg tænker på: ” … Tak fordi jeg får lov til at opleve endnu en dag.

 

Vi er fremme. Hun stikker mig lidt ekstra drikkepenge og jeg følger hende op af de skæve trapper til klinikken.

Arm i arm i efterårssolen.

 

God morgen, Danmark

– det er ok at holde fast.