Han forekommer mig at være en rar gammel mand.

Smilende ansigt. En let duft af en enkelt bajer på det lokale værtshus (… og nej, han er ikke fordrukken. Han hygger sig bare med gutterne)

En rar gammel mand, der engang var tæt og stærk. Men han stønner højlydt. Vånder sig ” … for kadaveret har godt nok kendt bedre dage … ”, som han siger med et grin og et – ” .,.. åhhh ..”, da han rammer sædet.

Der kan være meget lang i en lavbenet Mercer.

Han får også mig ned på jorden.

Vi er lige gamle – med et enkelt år til forskel!

 

Jeg har et typisk maskulint selvsyn. Eskapistisk og selvforherligende, når jeg står foran spejlet og kigger direkte ind i mine egne øjne for ikke at dvæle ved den lige vel buttede krop, der har trukket vejret i mere end 64 år. Jeg står selv på dørtrinet til seniorlivet. Om prævist et år i disse dage er jeg berettiget til folkepension.

Men et helt liv i olie og på betongulve?

Men kunden og jeg har haft forskellige levevilkår gennem arbejdsårene. Inden jeg var færdig med at studere et af de kortere studier, havde han repareret biler en halv snes år. Mens jeg i 35 år holdt mikrofoner og sad min røv flad på kontorstole, krøb han ind under oliesorte motorer, kravlede rundt i ”værkstedsgraven” – eller stod vinkelret ind under kølerhjelme mellem rør, motor og ledninger. Eller måske endnu værre: Snusede til støv fra bremser og røgen fra svejseflammer og loddekolber.

Jeg har altid været lidt misundelig på mekanikernes håndværk. Tænk at kunne anskaffe sig et metal-lig og bringe det til live igen med sine hænder og det værktøj, der er til rådighed.

Men et helt liv i olie og på betongulve?

 

– Det holdt sgu hårdt at nå hele vejen igennem – både for konen og jeg, siger min kunde, der på de fleste områder er en gennemtilfreds mand.

 

De købte og solgte bolig på de helt rette tidspunkter og ved en tilfældighed tog de chancen med en feriebolig i de varme lande, mens priserne endnu var minimale. Dernede i subtroperne kan de holde kroppen fri for de værste smerter, mens regn, slud og kulde rammer Danmark om vinteren. Men de sidste år inden pensionen har været et kapløb med tiden.

 

– Faktisk har det været værst for konen. Hun er uddannet sygeplejerske og har tilbragt et helt liv i en 90 graders vinkel indover patienten. Løftet på helt forkerte måde, inden det blev moderne at tænke på arbejdsmiljøet. Ikke mindst i sundhedsjobbene med de hvide kitler og de store hjerter. Ikke så megen brok – du arbejder med mennesker.

Varme hænder.

Kolde rygge.

Hun nåede med nød og næppe efterlønsalderen på de gamle betingelser. Han sled sig frem til folkepensionen.

Og nu skal der leves.

Tidligere på ugen talte jeg pensionsalder med en sej kvinde, der rejser arbejdsmæssigt mellem Jylland og Hovedstaden. Hver uge. Med jysk sejhed og ungerne fra reden har hun varetaget et mellemlederjob med udgangs i København. Manden er brolægger og har helt konkret arbejdet nede på knæ hele livet. Han har den udfordring, at der er en halv snes år til pensionen, selv om led og krop er ved at være færdig.

– Hvordan han klarer det i praksis?

Hun gentager mit spørgsmål – og holder blot en kort pause:

– Han er en rigtig mand og en rigtig jyde. Han bider tænderne sammen og taler ikke så meget om det.

 

Det gør vi. Snakker om den lange afstand mellem virkelighed – og snak, og Om politikere og deres vælgere. De flere forstår godt, at når vi lever længere og bliver flere og flere ældre, så må vi arbejde længere for at forudbetale velfærdssamfundets regning. I dansk politik betyder det en pensionsalder, som følger middellevealderen.

Det passer så smukt med en anden kliché, som har overtaget virkelighedsbilledet, inden virkeligheden er indtrådt: Industrisamfundet er afskaffet. Røg og damp og tunge løft er afskaffet på arbejdspladsen. Der er så rent og ubekymret sundt ved pc-skærmen.

De får lov til at indtage offerrollen, inden de kan trække sig tilbage: Førtidspensionist!

Men det er jo ikke sådan det er ”in real life”, som man kalder det på nudansk.

For mange mennesker bliver der stadig længere afstand mellem den nedslidte krop og pensionsalderen. Nogle af de magtfulde politikere lover, at der måske skal gøres noget for dem, der ikke holder til mosten. De får lov til at indtage offerrollen, inden de kan trække sig tilbage: Førtidspensionist!

 

Min kunde med den nedslidte mand siger det, som det er:

– Der er et præcist ord for det. Det er uanstændigt!

 

 

– – –

 

PS: Hvis du har lyst, må du gerne dele historierne fra Taxamandens veje og vildveje. Jeg er vild med trafik. 😊