Medierne har i de sidste dage beskæftiget sig med kønssammensætningen i en række akademiske fag.  Men det ser fortsat sort ud i taxiuniverset.

Kvinderne haler ind på en række områder. Der er i årevis uddannet flere kvindelige læger. Flere tandlæger. Og selv om der stadig er sorte kredse i folkekirken, som ikke accepterer kvindelige præster, – så har det ikke påvirket søgningen til teologistudiet i maskulin retning. Kvinderne er i klart overtal, når det handler om søgningen til jobbet med den sorte kjole og den hvide krave!

 

Så generelt går det godt med at øge ligestillingen. Ja, samfundsforskere mener sågar, at kvinderne i vores moderne, vestlige kultur vil være de mest og bedst uddannede i fremtiden. Og den tendens vil jeg ikke lægge skjul på, bekommer Taxamanden vel. Som far til tre døtre er jeg i realiteten vundet for feminismen. Og der er i realiteten masser af opgør, der ikke er taget endnu:

For de kvinder, der ikke oppebærer pensionsopsparing i deres graviditeter. Det ringere-stiller dem reelt senere i livet, når boet skal gøres op i pensionsalderen.

Om den underlige, usaglige situation, at det fortsat er et mandejob at være chef og oppebære samfundets højeste lønninger.

Kulturkampen mod den kendsgerning, at mænd er totalt dominerende i bestyrelsesarbejde. Mænd og kvinder er heldigvis i stadig højere grad fælles om klatreturen. Men mændene hjælper hinanden det sidste stykke mod toppen

Den moderne ligestillingskamp har et særligt fokus på den veluddannede middelstand, som mediefolket, forskere og flertallet af politikere tilhører. Men der forsat er sorte huller i det arbejdsmæssige univers.

 

Hvad med emanciperingen på landevejen – kvindekamp på alle fire hjul?

 

Det ser sort ud i hyrevognsbranchen.

Inden jeg skiftede til arbejdet som taxichauffør, vidste jeg jo godt, at der var tale om en dominans af mænd. Jeg har ikke undersøgt det i detaljen, men jeg mener at kunne iagttage empirisk, at skævvridningen er allerværst i Købehavn.

Jeg kører selv for et vognmandsfællesskab i Nordsjælland – i Virum. De 30 vogne bemandes af omkring 100 chauffører, hvis man tæller afløsere med – og vi er alle mænd. For et års tid siden ankom pludselig en enkelt kvinde, der havde en bagrund som faglært håndværker. Der gik næsten et suk gennem skaren af de sorte, uniformerede taximænd i vores skjorter med det grønne logo.

Kunne bare iagttage, at der selvfølelig øjeblikkeligt var en anden tone i mandskabslokalet, når hun trådte ind

Hun virkede som en personlighed, der kunne bære dette fuldstændigt entydige maskuline miljø. Men hun var der kun i meget kort tid, hvad enten det nu var jobmulighederne i hendes oprindelige fag der trak – eller det var det entydige maskuline univers, der bar blev for meget. Jeg nåede da heller ikke rigtigt at tale med hende for at spørge hende om modtagelsen. Kunne bare iagttage, at der selvfølelig øjeblikkeligt var en anden tone i mandskabslokalet, når hun trådte ind. Mine kolleger er jo generelt civiliserede mennesker, der udspringer fra den almindelige verden i forskellige aldersgrupper – med det til fælles, at man lige tager bestik af sproget, når der er kvinder til stede i karlekammeret. Men lige meget hjalp det altså

Så i Virum er vi arabere, bleghvide nordboere, aramæiske irakere, jøder, lutherske kristne, serbisk ortodokse, muslimer fra flere verdensdele, detroniserede forretningsmænd, fyrede embedsmænd, Mænd med koner fra Polen, Thailand, Tyskland, Pakistan, Palæstina og Espergærde, evighedsstudenter, akademikere, ufaglærte, børneflygtninge, der er blevet voksne, tidligere teknokrater og salgschefer, folk i 20’erne, 30’erne, 40’erne, 50’erne, 60’erne, 70’erne – og snart en enkelt i 80’erne.  Og undertegnede journalist med en programchef-fortid i Statsradiofonien.

 

I mange henseender er vi ét stort integrationsprojekt.

Men det der med kvinder på arbejdspladsen, – det er aldrig rigtigt blevet os.

 

Arbejdsgiverne har selvfølgelig ikke noget imod ligestillingen i en tid, hvor det faktisk kan være svært at finde chauffører nok.  Men kulturen er og bliver fortsat næsten entydigt maskulin. Og det gibber i mig, når en kvindelig kollega banker på min rude i opmarchbåsene i Lufthavnen. I ugevis er hun ”den eneste ene” kvinde, jeg møder i branchen. Hun og manden deler deres lille vognmandsforretning i hovedstaden – og hun er en af mine læsere i bloggen, her på avisen.dk og i Ekstrabladet. Men det er ikke chaufførkollegaen men skribenten hun taler med.

Og jeg har mange, mange gange flere læsere af hunkøn end jeg har kvindelige chauffør-kolleger.

 

Taxichauffør-jobbet er på mange måder et fantastisk job, for den god-service-person, der kan lide at møde alle samfundet klasser. Timelønsmæssigt ligger det i bunden, men det er fleksibelt og der er rige muligheder for deltidsarbejde. Det er et arbejdsliv for frihedselskere. Ligesom det er en af de få brancher, hvor det er ok, at være senior på begge sider af pensionsalderen.

 

Men hvad kan man gøre for at tage hul på den totale kønsmæssige skævvridning i faget?

Her ligger en opgave for jobcentrene og arbejdsmarkedsuddannelserne. (Er du ledig og har en ikke-videregående uddannelse, kan du tage en chaufføruddannelse mens du er på dagpenge – betalt uddannelse).

 

Og så min egen, beskedne indsats – og med det personlige incitament, at jeg allerhelst havde en arbejdsplads, hvor jeg både havde mandlige og kvindelige kolleger:

Skriv til taxamanden på min mail jesper@taxamand.dk, så svarer jeg på spørgsmål og giver gode råd ud fra mine erfaringer i vogn 2282.

Jeg stiller mig i al beskedenhed til rådighed for kvindekampen i Mercedes og omegn

 

I disse dage er det tre år siden, jeg konverterede til et arbejdsliv på fire hjul