Dagens blogindlæg har været bragt som en af mine ugentlige klummer i magasinet EKSTRA, et tillæg til Ekstrabladets søndagsudgave

Ekstrabladet har også sin egen radiostation med nyheder og rytmisk musik for “voksne”. Tryk på knappen – og lyt lidt!

 

Hans gangart er lige som ”udyrets” – klokkeren fra Notre Dame. Uden pukkel men foroverbøjet med et stort hoved og en stor overkrop. Det er den klassiske Quasimodo vi taler om – ikke Disney-udgaven får til udyret her hører ingen skønhed. Manden er enkemand gennem en del år. – Og der er ikke bare en smule udsigt til kærlighed fra de mennesker, han støder på i livet. Bort set fra drømmen om at tilbringe den kolde tid af året i Thailand, så hans gigtplagede krop kan rette sig noget mere op i den tropiske varme.

Men han har ikke turdet eller kunnet rejse de sidste par år, fordi jagten er gået ind på en beskyttet bolig herhjemme og hans førlighed blevet dårligere og dårligere.

 

Ærligt talt.

Jeg har meget svært ved at se manden alene selv under fremmede himmelstrøg, – om så varmen kunne lindre ham radikalt. Og i ansigtet, som nogle gange taler tydeligere hos mine kunder end munden: Jeg synes det er svært at få øje på livsgnisten midt i det smertehelvede, som manden helt klar befinder sig i.

Nogle gange lader de sig bare falde og risikerer at hamre baghovedet ind i stålet. I stedet rammer din min hånd eller arm, som afbøder slaget.

Han hviler sig i døråbningen på passagersiden. Trækker vejret dybt for at sunde sig og samle kræfter til de næste bevægelser. Jeg står som altid bag kunder med førlighedsproblemer og lægger diskret min venstre hånd ind på Mercerens dørramme. Nogle gange lader de sig bare falde og risikerer at hamre baghovedet ind i stålet. I stedet rammer din min hånd eller arm, som afbøder slaget.

Og så det der følger, som næsten ikke er til at bære: De siger undskyld!

Men der er intet at undskylde. Kroppen er slidt. Det har en arbejdsplads tjent sin profit på. Det har skabt midler til et familieliv, som måske engang havde sine sødmefyldte øjeblikke. Men den tid har for længst fortonet sig i smerte og konflikter, som er ved at æde hans liv op indefra.

Selvfølgelig han jeg godt forestille mig, at de er trætte, hans børn, af hans sociale forrådnelse. Han har den slags joggingbukser på, som lige er til at trække op underkroppen, og hvor man nærmest kan sidde ned imens. – De er løse og grå og det har absolut fortoner sig, at de var funktionelle. Lige nu skal de så at sige bare dække hans røv, når han skal ud – som nu til lægen.

Og så er der de svagt-gule pis-pletter, der hvor gylpen er på almindelige bukser. Han kan ret nemt tisse ved bare at trække ned i elastikken. Det ved alle mænd. Men også at der skal rystes lidt og at der altid kan komme lidt ved siden af. Det er sker rigtig mange gange for min kunde, og han har ikke selv haft overskud eller hjælp til at få bukserne vasket. Han har måske slet ikke set det. De er mørkere grå, der hvor hans hænder ligger, når han sidder ned. Og så er der altså de der pispletter, der ikke er helt ualmindelige hos ældre mænd uden god førlighed.

Jeg lukker næsen. Lyder måske lidt hysterisk sippet – men lugten af gammel urin kan jeg ikke klare. Så jeg lukker og slukker for sanserne. Måske lyder det højtideligt, men jeg gøre det også i en slags respekt for manden. Han er kunde. Han har krav på almindelig respekt, – and that’s fucking it!

 

– Jeg skal bare ned i varmen igen, siger han. Lige nu er jeg på vej til lægen, men pillerne slår mig ud. Det eneste, der hjælper er varmen dernede.

 

Og så at komme væk fra ”fængslet” – hans lejlighed.

 

– Vi går hinanden totalt på nerverne herhjemme. Jeg har min datter og svigersøn boende i lejligheden. De vil overtage lejligheden via familieskabet, så de slipper for ejerens plan om sætte lejligheden i stand og huslejen i vejret. De har ikke meget at rutte med og vil have den billigst muligt her i en af byens gode kvarterer.

 

– Jeg har bare ventet og ventet på en beskyttet bolig. Og så er jeg blevet hjemme i Danmark denne vinter, for ikke at komme bagud i køen. Og der ER ved at ske noget nu. Men det har været et helvede. Min datter og svigersøn ønsker mig bare ud og væk, så de kan komme til at leve deres eget liv. Vi råber og skriger ikke. Vi lukker os inde. Tænkte på det for lidt siden, da jeg spiste morgenmaden. Alene i køkkenet. Jeg tror ikke svigersønnen har talt direkte til mig i mere end 2 måneder. Jeg lever uden. Men det er mærkeligt måde at leve så tæt og så alligevel helt alene.

 

– Bare de to ting, skal jeg nå, inden jeg dør. En beskyttet bolig – og så ned i varmen.

 

God dag Danmark

– hvis vi kan være det bekendt?