Der var engang, hvor vi kunne tale frit om om folkeslagenes forskellige kulturer og deres fremtræden. Det var opdagelsesrejsernes tid.

Men den frihed var egentlig ganske kort. Imperialismens selvforslugne uvidenhed og fascismens syge racisme var ved at blive fortrængt af det åbne sind. Det kostede de værste krige i menneskets historie.Men så kom 60’ernes og 70’ernes hang til frihed båret af umættelig nysgerrighed. På den tid rejste jeg selv meget på Balkan – i det tidligere Jugoslavien .  I Grænkenland og Tyrkiet. Ordet smeltedigel var allerede meget gammelt, men det blev ikke brugt. Det handlede om oplevelse og mangfoldighed. På det ene hjørne stod en ortodoks i sin sorte kutte. På det andet en gammel, langskægget mand, der vist nok var muslim og nogle gabge daglig knælede på et bedetæppe med  hovedet mod syd.

Og herhjemme i Danmark var jeg inviteret til kulturfestival i en idrætshal et eller andet sted på sjælland, hvor vi spiste, spillede og dansede os gennem “fremmedarbejdernes” mangfoldighed. Men så – ja, så blev det krise efter krise og hverdag og fremmedarbejdere blev til indvandrere og de blev til mennesker “af anden etnisk herkomst”. Og så blev det på en eller anden måde -i de kredse, hvor jeg kommer – politisk ukorrekt at tale om pakistanere, arabere, serbere, for NU handlede det om ligedtillingen og forskellighed har jo altid en indbygget konflikt.Hvad gør man så, når man elsker friheden til at ytre sig?

Selv har jeg valgt at tale helt frit om tyskerne. Om prøjsiskhed, orden og disciplin. Det synes jeg bedre man kan tillade sig, når man selv er “kvarttysker” og har oplevet den kulturs forsider og bagside- i øst og vest – efter krigen.Men efter demokratiseringen af hele Tyskland og et Europa, der ville være ilde stedt uden “jernkanslerinde” Mergel, er det vel nærmedt blevet politisk korrekt at bakke op om det land.Så hvad gør man nu?Ja, man kan jo give ordet til de andre – de “fremmede” og lade dem tale frit.

Han er slank, mørk og særdeles velklædt. Indbegrebet af en international forretningsmand. Taler et formfuldendt dansk med lyden af en højere uddannelse. Og når vi indimellem bruger engelske udtryk, kan man tydeligt høre, at der ligger en solid forretningsmæssig fortid i USA. Han har boet i sydstaterne men sproget er på forunderligvis præget af det østamerikanske,.Hans hus viser, at det er gået ham overordentligt godt, og han er i det hele taget et overskudsmenneske og i fuldt humør fra morgenstunden. Taxamanden mærker det fra det første sekund, han sætter sig ind i vognen. Lad MIG starte med den førdte, nationale fordom: Mens mange danskere vrider og vender sig i disse tidligste morgentimer, fordi arbejdet tvinger en ud af dynerne, før fanden får sko på, oplever jeg ofte kunderme af udenlandsk herkonst som først og fremmest – PÅ!

Arbejdet ER startet, så der er ingen grund til denne særlige, nordiske morgendepression.

Den velklædte mand på bagsædet måtte forlade SIT hjemland, da en af verdens rædselsregimer tog over. Han har uddannet sig på topniveau i verden udenfor, er gift med en kone af egen nationalitet, men har opdraget sin to døtre efter vestlige/danske principper. Gymnasie, “fjumreår” og hele balladen. Børnene taler flere sprog – men dårligst det fra deres forældres hjenland.Han giver mig i vores glade og veloplagte samtale en tour de force med oplevelserne med “andre nationaliteter”. Han har det godt i Danmark, og morer sig over forskellene mellem de nordiske lande – trods forskellene.

I Sverige har de det totale konsensus-demokrati. I begyndelsen var jeg ved at blive vanvittig.  Men: NÅR man så er nået til enighed, så holder aftalerne.  Og det er faktisk helt fantastisk.  

– I Danmark skal vi diskutere og kan i og for sig godt træffe hurtige aftaler.  Problemet er bare, at vi ofte fortsætter diskussionerne selv om beslutningerne ER truffet. Da jeg så stødte på svenskerne, troede jeg det var løgn. Der skulle snakkes og snakkes, før man blev enige. Mens man i Danmark kan fyre medarbejdere, når det ikke går, skal man i Sverige nærmest tale med fagforeningerne, før man taler med det enkelte menneske. I sverige har de det totale konsensus-demokrati. I begyndelsen var jeg ved at blive vanvittig.  Men: NÅR man så er nået til enighed, så holder aftalerne.  Og det er faktisk helt fantastisk.  Man skal ikke diskutere forfra, for nu er alle parter enige. Det gør godt nok svenskerne stærke.

Modbilledet til denne effektivitet er Frankrig, som min kunde har blandede følelser overfor:- Jeg har prøvet st skulle gennemføre gentagende møder i afgørende sager med en person, som bare fandt det helt ok konsekvent at komme voldsomt for sent. En gang måtte jeg simpelthen ringe efter hende. Escusez moi, jeg er sent på den,

Og igen et modbillede: Det handler om tyskerne:

 

– Jeg ved jo godt, at det folk har en særlig mørk fremtræden i Europa med nazismen og alle tragedierne fra dengang. For mig – og i dag – er de ganske enkelt fantastiske. Der er styr på tingene. De har gode sprogkundskaber og de er dybt fokuserede. Og det fantastiske er, at det er de både forretningdmæssigt og politisk. De bandt to meget forskellge regimer sammen til et land. Der ville jo i realiteten ikke findes et samlet Europa nu, hvis ikke Tyskland var der. På businessplan er det interssant, at det er et land med forskelle. Man kan godt mærke, at det er en anden, nere sydeuropæisk kultur i Sydtyskland.

Vi er ved at være fremme i lufthavnen og vi griner lidt over det Danmark, som vi både elsker og er irriterede på – begge to – og med vore forskellige baggrunde. Sjovt nok på de samme felter. Det handler om de politiske forskelle, som er tydelige i mundtøjet med ikke til at få øje på, når det kommer til den praktiske udførelse.

Om skatten, som er for høj, om “omkostningsniveauet” – og så den kendsgerning, at når det kommer til bundlinjen, vil vi ikke undvære det velfærdssamfund, vi lever i.

Vi er evigt kompromissøgende – og slappe.

Evigt bekymrede – og omsorgsfulde.

Evigt diskuterende – og tryghedssøgende.

Og vi har svært ved at se, at vi kunne gøre det meget anderledes.Både forretningsmanden med det sorte hår og rod i det varme mellemøsten- og granitperkeren – den gråhårede taxamand.

God morgen, Danmark

All of you….!