For at sige det, som det er:

Det kræver lige et par dybe vejrtrækninger at starte som ”natmand” igen.

Først og sidst er der familielivet – i det daglige min kone. Jeg har været vild med hende, siden jeg inviterede hende på den ultimative koncert-dobbelt-date for snart 21 år siden. Først Eric Clapton i Forum – og – ugen efter – giga-popkoncert med Bryan Adams i Parken.

Sådan!

Vi har været kærester siden!

Sammenbragte børn. Lejlighed på vand-siden i Hellerup. Dobbeltkarriere som verdens bedste børnehaveklasseleder (Det var dér, jeg mødte hende) og medie-chef med hang til avisomtale og ridderkors. – Og så pludselig farvel til topjob og strandsvejslejlighed. – og det satans selvrealisationsprojekt at køre taxi og fortælle historie fra det virkelige liv:

” … Verden set gennem forruden på en Mercer … ”, som der står på mit visitkort.

Men der er også en virkelighed: Med den omskrevne børnesang fra 70’erne: ”Når min kone kommer hjem, så er hendes mand lige gået. Og når manden kommer hjem, så sover hans kone”.

Hvis jeg nogensinde vinder i lotto, går gevinsten ubeskåret til hende!

Jeg HAR vundet!

Hende!

At skifte til natkørsel er også at skifte daglige rutiner på selve arbejdet. Kunderne er forskellige. Denne gang – efter tre år som borgerdyr på en dagvagt i de velpolstrede forstæder med solide og indbringende lufthavnsture – er det på en måde som at vende tilbage til min taxidrøms udgangspunkt.

For ligesom at sætte den rette scene, henter jeg vogn 24 hos min nye makker, Jesper ”M” . Og for at det ikke skal være løgn – i Vangede. Pæne Gentofte på ”den forkerte” side af Lyngbyvejen, hvorfra min store, lyriske helt Dan Turèll udsprang. Ham som bl.a. inspirerede med sit digt: ”…Jeg skulle have været taxichauffør …” De, der har læst min bog JEG ER BARE TAXAMAND, vil vide, at mit forord til bogen er en pastiche, – en gendigtning og omskrivning af onkel Danny’s roadmovie-digt om drømmen om ast køre hyrevogn og leve af natten.

 

 

”Jeg skulle ha’ været digter …!”

– Hva’ fa’n laver jeg egentlig her.

Sådan nogenlunde er stemningen, da jeg kører over Kongens Nytorv og føler mig som en herskabstjener, der er blevet sat til at passe en pølsevogn. Det er en af de dage, hvor det føles opstemmende, at der er mindre end 2 ½ til min folkepensionering. Mindre end 32 måneder.

Klokken er godt 16 og jeg er bragt ind i et tvangsægteskab med vogn 24 de næste 12 timer

Ingen radioture.

Ingen erhvervsfolk.

Ingen kunder.

Hvis jeg møder Joachim B., kører jeg ham tilbage til Ålborg. For good!

Jeg er bare et par hundrede meter fra Christiansborg og beslutter mig for, at hvis jeg møder Joachim B. Olsen og al hans propaganda om konkurrencestaten og manglende fattigdom, skubber jeg ham ind i taxien og kører ham tilbage til Aalborg. For good! Så kan de beholde ham der og lære ham noget om den virkelige virkelighed, inden han starter et af sine nye ego-show-trips.

 

To unge kvinder trækker mig ud af nat-depressionen, flere timer inden solen er gået ned. Det er som en film og en taxi-fantasi. Ingen skide app. eller computer-bestilling. Bare en kvindearm med en udtryksfuld hånd og en lakeret tommelfingernegl – ud i luften fra et fortov.

Lige nu dropper jeg det med pensionen og springer som en bodyguard ud af den sølvfarvede Mercer med det grønne logo for at håndtere deres kufferter.

– Hey, how are you?

De er fra USA.

Det vil sige, det er de ikke i de her år, hvor de arbejder i Europa og rejser rundt i de europæiske lande, når de har fri.

Jeg burde have set det. Deres total-veltrimmede kroppe. Deres lette gang på jorden – selv på et fortov i en lille storby. Den måde de bruger deres hænder, når de taler.

De er balletdansere. Professionelle ballerinaer fra det store kompagni i Dresden – Sachsen i Sydtyskland. Æstetiske kunstnerinder i den mest smadrede by i Tyskland under anden verdenskrig. Der hvor de allierede for alvor afprøvede tæppebombningernes uhyrligheder. Op mod 100.000 mennesker mistede livet i tre februar-dages inferno af brandstorme og flydende asfalt som floder i gaderne.

Men det er så lang tid siden, og mine to kunder er med til at danse kunsten tilbage i Dresden.

Jeg forsøger at høre lidt om deres holdning til Trump. De ryster på hovedet.

De bringer også skønheden ind i mit liv. Det handler meget lidt om mine spørgsmål til dem – mest om deres til mig. De vil høre om mit liv. Hvad jeg har lavet, siden jeg taler flydende engelsk og tysk. Om mine tyske aner. Men mest om Danmark og København, som de elsker efter flere besøg.

De er simpelthen vildt optaget af, hvad det er for noget med det der fantastiske velfærdssamfund, hvor folk faktisk accepterer at betale skat. Hvor fællesskabet betaler til kunsten, uddannelsen og sygehusvæsnet. De kunne i den grad godt tænke sig at slå sig ned i eventyrlandet.

Jeg forsøger at høre lidt om deres holdning til Trump. De ryster på hovedet.

Det gider de virkeligt SLET ikke.

De vil ha’ Danmark, NU!

 

De, der kender og læser mig ved, at jeg ikke heeeelt deler det lysegrønne syn på vores land.

Men hver meter mod terminal 3 sluger jeg hvert opløftende ord fra de begavede, nysgerrige og meget smukke, unge kvinder.

Netop i dag nyder jeg champagneboblerne fra deres læber

Det giver mening.

Natmanden er tilbage!

 

God dag, Danmark

– især til glædessprederne