På taxitur tilbage til fortiden

Lad mig sige det, som det er: Man kan godt se, at han har levet livet.

Eller rettere. At han har brugt sig selv i de år, der er gået indtil nu. For lykkeligvis står han på benene endnu, men de er lidt trætte og slidte under ham. Og da jeg spørger til hans alder gætter jeg lige vel mange år forkert – den forkerte vej.

Jeg gør ham en halv snes år for gammel.

De sidste år har han haft sin faste dont på en skonnert på en lille sydeuropæisk ø, hvor han sejler med turister ud til de fede strande. Og de ensomme strande. Man finder den gamle skonnert på havnen, laver en aftale med skipperen – og så kan man sejle derud på det azurblå og i nogle timer virkeliggøre drømmen om at leve i sit helt eget paradis.

Han sætter sig lidt besværet på forsædet. Han er tynd og med søulkens træk i ansigtet. Brun læderhud, som ikke selv den fantastiske forløbne danske sommer kan have skabt i sig selv. Lyseblå øjne som legemliggørelsen af Peder Most fra Svendborg – helten i en af min barndoms drengebøger. Peder Most var jo en romanskikkelse, som var skabt af forfatteren og læserende egen fantasi. Men hvor mand her ligner ham, som jeg husker ham fra bogomslaget. Viljefast. Et glimt i øjet og med opsmøgede ærmer. – Men altså i en noget ældreudgave end ungdomsfantasiens.

 

Og så sagt lige ud: Der er givetvis røget en del indenbords i det festlige liv her end hos barndomshelten.

 

[

…En morgen på den sædvanlige spadseretur kunne han mærke, at der var et eller andet galt. Som om han var fuld men uden at have drukket…

Min kunde fortælle om de sidste års liv. Han forlod Danmark for at få lidt mere ro på. Blev sådan en slags tjener og matros i sommerhalvåret på skibet dernede i syden, som han driver med et familiemedlem.

En morgen på den sædvanlige spadseretur kunne han mærke, at der var et eller andet galt. Som om han var fuld men uden at have drukket. Kroppen ville slet ikke fungere, som den plejede og i en fornuftig indskydelse gik han på eventyrøens toppede brosten i havnebyen direkte op på det lille, lokale hospital.

Og det var klogere end som så- Han blev direkte indlagt og kom i behandling for en blodprop. Da han senere kom hjem til videre pleje i Danmark fulgte to blodpropper og han er stadig mærket af følgerne.

Livet havde tilbagebetalt lidt af de kedelige konsekvenser af alt det sjove og det kniber lidt med bentøjet og energien. Han bliver hurtigere træt.

 

– Skal du tilbage, spørger jeg ham forsigtigt. For jeg er ikke i stand til at vurdere, om det kan lade sig gøre.

 

– Ja, det håber jeg og agter jeg. Men det kræver jo, at jeg kommer lidt mere på benene. Jeg ligger og leder efter den ordentlige balance i mit liv og det er svært. Det første lægen sagde til mig var, at jeg først og

Fremmest skulle lægge smøgerne på hylden. Og det er jo rigtigt nok. Men jeg har endnu ikke kvittet dem helt.

 

Jeg kan lugte, at manden er ærlig. Ligesom en anden syrlig duft bekræfter, at dagens første bajer eller to ER røget indenbords uden at han af den grund virker beruset.

Han lever bare livet for fanden. Ligesom de solide og superaktive år han tilbragte som ansat på Dyrehavsbakken ved Klampenborg nord for København. Der var 100 pct. gang i arbejde og forretninger. Min passagerer på forsædet bliver nærmest 10 år yngre og smiler over minder, som taxi-turen ikke giver mulighed for at genfortælle. Andet end:

– Der var sgu gang i den, kan jeg fortælle dig,

 

Taxamanden ved, hvad han taler om.

For snart mange år siden, da jeg var gift med mine børn mor, havde jeg min private gang i Bakkens Hvile, hvor hun stadig er ”…en af Bakkens sangerinder, de fromme kvinder…”.

Vi udveksler minder som et par gamle soldaterkammerater. Der bliver grinet og sunget et par enkelte strofer

 

Nu kører jeg taxa på egnen og gæster til Dyrehavsbakkens forlystelser, revy og restauranter. Og han – kunden på forsædet – er på vej tilbage, mig som chauffør. Nu skal det være, besluttede han over en bajer på den lokale bodega. Han vil tilbage til Bakken, som han ikke har genset i mere end 10 år. Han indrømmer, at sygdommen og hjemkomsten til Danmark har givet et spark til dagens gensyn

 

Solen skinner fantastisk over Øresund og Nordsjælland denne morgen. Ved Bellevue-stranden er der stadig badegæster med Øresund som kulisse på den ene side – og Arne Jacobsens hvide, funktionalistiske teater og lejligheder på den anden. Jeg kører fra Strandvejen bag om Klampenborg Station og aner snart menneskemylderet, Forbi ”kongeporten” og hen til den egentlig indgang til Dyrehavsbakken.

 

– Der er han sgu, griner passageren og peger genkendende på den langskæggede mand uden frygteligt mange tænder, der sidder på sin taburet foran indgangen og sælger ”Hus Forbi” og improviserer total-rimende digte for at kalde kunder til sig.

 

”Kære Frue, husk nu at smile

Om lidt er der åbent i Bakkens Hvile”

 

– kunne det f.eks. være.

 

I dag hører jeg det ikke på grund af larmen fra de besøgende.

 

– Hold kæft, hvor det dog ser ud li’ som dengang, griner min passager og har allerede sluppet koncentrationen om vores samtale. I dag skal han en sviptur tilbage til den glade fortid. Gad vide, om de kan kende mig?

 

Han betaler hurtigt med gode drikkepenge, siger hastigt farvel. Strækker benene for at få noget energi ud i dem og går direkte og småsnakkede over til manden med hjemløsebladet og de hjemmekomponerede digte.

 

Inden jeg kommer for langt væk, kigger jeg i bakspejlet.

De snakker sammen i menneskemylderet. Mest min kunde, der er blevet tydeligt yngre af at vende tilbage til en del af sin fortid.

Endnu har de ikke genkendt hinanden.

 

God Morgen, Danmark.

– og må de slidte hjerter holde ud i rum tid!

 

Next ArticleMødet med den sorte taxa-elev