Lad mig begynde bagfra.
Jeg er hamrende irriteret over tanken om, at vi skal diskutere med nutidens forskellige konger om deres kanoner.
Kulturkanon.
Litteraturkanon. Det handler om en kànon – altså med tryk på første stavelse. Der hvor kanonen ikke er et dræbervåben men har betydningen – en ”rettesnor”.
Og nu skal vi så diskutere en DANMARKSKANON. Hvilke værdier, begreber, tanker, institutioner samler os som folk. Statsmagten sætter den folkelige egenart i system.
Bertel Haarder er kanonkongen og han er efter min mening ikke bare den ældste men også den mest dannede af vore ministre. Men jeg får altså ubændig trang til at trække min vandpistol, når magthaverne skal opdrage og danne os – og alle kan se, at det i den grad handler om moralsk oprustning midt i diskussionen om ”de fremmede”.
Jeg bryder mig ikke om hverken national eller kulturel tvangsfodring!
Endnu engang er det en af mine kunder, der gør mit sind blidere og får mig til at bære over med den elitære politiske kultur, som tager folket i ed, hver gang lokummet brænder.
Det begyndte så yndigt med ”karameldag”, men så kom den nye tradition med dødslister.
