Mit indlæg bringes i dag som mit ugentlige blogindlæg i avisen.dk.

På overfladen ligner det den klassiske dans på stedet om licensens størrelse. DR’s fjender, de der vil have andel i DR’s markedsandel og de, der bare vil have rundbarberet DR melder ud: NU skal der ske en helt grundlæggende ændring og nedskæring af den offentlige, selvejende medieinstitution. Derefter kommer Danmarks Radio på banen og fortæller, hvordan nedskæringer vil være altødelæggende for programvirksomheden og dens forankring i det danske folk. – Og så – når gribbene er blevet mætte i debatten og tudekiksene er tørre, plejer det hele endog i nedskæringstider at ende med et kompromis, som lader DR få nogenlunde den finansiering, de havde drømt om.

Konkurrenterne er sure – og en af Europas mest succesfulde, folke-ejede medieinstitutioner kan ånde lettet op i endnu 2-3 år.

Men spørgsmålet er, hvor længe denne Peter-og-ulven strategi kan blive ved med at ende med at ulven tager flugten.

Continue reading…

Jeg tror ikke på hokuspokus i den virkelige taxiverden

Men der er nu alligevel noget fascinerende over tanken om, at der sidder en eller anden druide på det – jeg var lige ved at sige – det himmelske bestillingskontor og ordner turene til den enkelte chauffør. Lige ved at sige – skriver jeg, for jeg er ikke helt sikker på, om kortene er blandet i det himmelske eller dernede, hvor der efter sigende er ild og stinker af svovl..

Det blev en af de mere himmelske men også en vild morgen med en lille håndfuld kunder, der talte de mest forskellige mennesker. Men også i en buket og i en blanding, som jeg sikkert aldrig kommer til at opleve igen.

Det siger jeg ofte.

Der er en stor fest med flere hundrede mennesker i nabolaget, og den er trukket ud på de lyse timer. De sidste gæster er de yngre i selskabet og de er beruse – nærmest gennemstegte.

Continue reading…

Jeg genkender hende fra en tidligere tur til lufthavnen.

Hun er er en del af et ”graduate program” i en stor dansk og global virksomhed. Det håndplukker de bedste, nyudsprungne akademiske kandidater – fra hele verden – og tilbyder dem et toårigt udviklingsforløb på forskellige relevante områder. På fuld løn, naturligvis. For det her er ikke et hjælpeprogram. Det handler om at finde fremtidens bedste folk til en virksomhed, der konkurrerer på verdensmarkedet.

Hun er smilende smuk, sort pagehår, sorte asiatiske øjne, veltrimmet og med de rødeste sko, der kan opdrives i byens førende skobutikker. Og ja, hun er kineser fra den moderne, statskapitalistiske virkelighed i Solens Rige.

Tidligt i morges så jeg en anden side af medaljen. Måske startede deres rejse mod Danmark endnu før Løkkes og Støjbergs spindoktorer fandt på den der geniale plan med at reklamere os negativt ud af flygtningestrømmen.

Continue reading…

Jeg var barn i 60’erne og voksede op 70’erne. Årtier, der med nogen ret tilskrives den røde farve.

Og jeg lagde mange arbejdsår i DR, Danmarks Radio under vingerne af fortællingen om programmedarbejderne – ”de røde lejesvende”. En historie, der nærmest er blevet stærkere i takt med afstanden til den tid, hvor begivenhederne fandt sted.

Hvis man ser på DR i 70’erne og de to følgende årtier, indtil monopolet blev ophævet – som et héle, var det med det ræverøde image noget overdrevet. I min tid har journalisterne først og fremmest være typisk middelstand. Typisk nok var den længste journalist-fravær i en hel måned – en arbejdsgiver-lockout.

Og de røde DR-medarbejdere er for længst forduftet – de fleste gået på pension

Sort er det nye sort. (Ganske tidstypisk er den allerede slidte kliché det nye sort hentet fra modeverdenen.)

Continue reading…

Da jeg var chef i DR (først for P3 og siden hen for det samlede radio-indhold), var der især to faggrupper, vi frygtede, når vores programmer skulle testes overfor et publikum: Reklamefotografer og taxichauffører! Begge grupper er nemlig karakteriserede ved, at de lytter – en meget voldsom mængde radio. Selv om jeg som programchef var berygtet for min mega-lytning, oplevede jeg flere gange at blive sat til vægs af storkunderne i butikken. De lyttere bag deres kameraer og opstillinger og i deres taxi-”stuer.

De har fået alle detaljerne og misforståelserne med.

Det er en slags radiofonisk hævnaktion i mit liv, at den gamle underviser, konsulent og programchef udi lydmediet nu lytter til radio hele vejen igennem. Jeg starter med klassisk musik og sidenhen ronkedoren på P4, Hans Otto Bisgaard i den ene ende – og slutter radiodagen med Orientering i den anden.. Jeg er radioholiker!

Continue reading…

Det er den varme tid.

Det er tiden med den tunge, fugtige luft.

Så det er OK at starte taxituren med et dybt suk.

Jeg er ude af vognen, inde ad gangen til den hyggelige villa og tager høfligt rullekufferten ud af fruens hænder. Min knaldhårde barne-opdragelse på det her felt, fjerner den store, eksistentielle overvejelse af, hvor vidt man yder god service eller fedter. Det handler mere om pligt end om generøsitet.

Man gør det bare, slut! Og så er der lige service-kulturens lille drøm om, at Vorherre vil passe specielt godt på de chauffører, der tager sig særligt af de gamle koner. Måske vil der falde lidt drikkepenge ned fra himlen? Måske skænker den store taxi-gud mig en tur til Lufthavnen senere på dagen. Eller i hvert fald i morgen – i stedet for denne mikro-tur fra Hellerup til stationen.

Jeg løfter og bærer og åbner døre – og drømmer om mirakler.

Men først det dybe suk fra den trætte og lidt slidte kunde på bagsædet.

Continue reading…

En gang i efteråret, sidste år var mit hyrevognsunivers fantastisk.

Taxamanden fik en pris – ”uden for kategori, ” da sprognævnet og Litteraturselskabet uddelte årets sprogpriser 2015. ”… Modigt, autentisk og sprogligt spillevende … ”, sagde et af jurymedlemmerne, – en kommunikationsdirektør. Og jeg var stolt som en vognmand, der har købt sin første Mercer.

Men så rammer virkeligheden og hverdagen også Taxamanden.

Continue reading…

Når nogle spørger mig om de vigtigste betydninger af min ”omvendte dannelsesrejse” (eller sociale rutsjetur….) – fra at være en af de relativt højt lønnet mediechef til at leve som journalist, blogger og taxichauffør – plejer jeg at sige:

– Livet i vogn 2282 – den sølvgrå Mercer med det grønne logo – den direkte, daglige dialog med kunderne af mange klasser og nationaliteter har gjort mig til menneskelig optimist – og politisk pessimist.

Følelsen er blevet styrket efter Folkemødet i sidste uge.

Jeg var hyret af politik-festivalen til at være moderator i den politiske festivals nye scene og telt – Civiltinget. I 18 events på de fire dage, viste 18 organisationer/foreninger/bevægelser deres visioner og politiske passioner nationalt og globalt.

Continue reading…

Støjgård og Kjærsberg i Valhal

Nu gik man her og troede….

… at de kun troede

… på det vi andre troede

… de troede.

Nej det her ikke det, jeg i 60’erne lærte at kende i lyrikken som konkretisme. Digtekunst, som udspiller sig i form og lyd – mere end at give mening i sædvanlig forstand.

“Main et Lyre” et kunstværk af HKH prinsgemalen

Men kultur er det. Og kultur er meget vigtig for tiden. Alle jagter kulturen og ikke mindst den danske kultur. Selv bekender jeg mig til den gamle, socialradikale beskrivelse, – at kultur er vaner. Og derfor udspiller kulturen sig på en skala fra den trivielle folkelighed til den aristokratiske selvforståelse af dannelse. Og så kan man jo selv vurdere, hvor de vigtige ugeblads-aktører befinder sig. Hvor på skalaen ligger Prinsgemalen med sin skulptur Main avec Lyre (Og ja, det betyder hånd med lyre – og er en stor marmorhånd med det oldgamle strengeinstrument, som er et symbol på poesien og musikken). Hans kongelige højhed kan det hele. Fra solide franske landmåltider, som han styrer langt ind i Amalienborgs køkken, over kunstskabelse – til det årlige besøg i Bakkens Hvile, hvor han putter sedler i syngepigernes strømper.

Men også det politiske Danmark har brug for en kulturel identitet. Og apropos . Pia Kjærsgaard. Folketingets nuværende formand har i mange år haft sin gang der – i Bakkens Hvile. Hun identificerer sig utvivlsomt med den flere hundrede år gamle folkekultur med syngepigerne og deres frivole sange – og så skader det jo heller ikke partiets image netop at fokusere på det der store spørgsmål:

Hvor er det egentlig folket kommer fra?

Continue reading…