Simon Spies mente det – også efter at han havde smidt tøjet og rodet rundt på gulvet med nogle pornomodeller. I blitzlys på et københavnsk værtshus” – i den fuldendte symbiose af selvfedme og markedsføring:

” … Dårlig omtale er bedre end ingen omtale … ”.

Det virker som om, at den ene af de to programchef-tvillinger, Mads Brügger, har samme drift efter sommerens vrede angreb på Radio 24syv for at have lagt æter til en af højrefløjens ypperstepræster, historikeren, journalisten og bloggeren Mikael Jalving. I et par uger sekunderet af journalisten, debattøren, teologen, – konvertitten til den sortere del af den katolske tro, – Iben Thranholm.

… En dårlig er bedre end ingen ….

Da programchefen var inviteret ind i Mennesker og Medier, Kurt Strand, gav Brügger den som en aktuel udgave af Oraklet i Delfi, (Det oprindelige orakel fandtes i oldtidens Grækenland)

I Frit citat:

– Jeg skrev allerede i en pressemeddelelse om programmet ”Je suis Jalving”, at der var overhængende risiko for terrorhandlinger i Europa.

Man kunne høre programchefens nydelse af egen genialitet og profetiske tale.

Continue reading…

 

 

Denne glade mand sendte mig på en flyvetur tilbage til mine tidligste journalist-år i 1975. Det er 41 år siden, jeg mødte ham sidst.

Men det var en helt anden mand, der førte os sammen

Poul Jørgen blev min første redaktør – og med tiden en af mine bedste venner. Altså et venskab, som kvinder ofte synes er overfladisk. For der kunne gå år mellem vore samtaler. Og vi kastede os ikke om halsen på hinanden for at søge trøst, når livet smertede. Det hørte til i andre dele af vore sfærer. Jeg hørte altid om hans livsforandringer ad andre veje. Ups! Nu forlod han et godt job på TV Syd for at drive sit eget produktionsselskab. Ups, nu blev han skilt. Ups – nu var han pludselig borte. Han døde for et par år siden af kræft og ville ikke se mig under det ret hurtige forløb.- Det var ikke livets smerte, der bandt os sammen. Hans datters indgriben sikrede mig, at jeg kom med til begravelsen.

Overfladisk eller ej, -. Jeg tror vi holdt virkeligt meget af hinanden trods vores forskellighed. Jeg var den halvrøde journalistpraktikant på Sjællands Tidendes lokalredaktion i Hørve ved den udtørrede Lammefjord i Odsherred. Han var Venstremand af den slags, hvor friheden og frisindet stod i højsædet. Da jeg var ved at få røvfuld af en gulerodsbonde fra fjorden, fordi jeg havde skrevet om de gode indtægter ved stalddørssalget (sorte penge) forsvarede han min ytringsfrihed. Da han blev indkaldt til session, fik han en anden god ven, en læge til at skrive følgende: ”Poul Jørgen Ladefoged har rygproblemer, som giver tandpineagtige smerter udi venstre balle …”.

Continue reading…

 

 

Grundlæggende er jeg en mand af mange principper.

Til gengæld er jeg overvejende dårlig til at overholde dem

Men altså – fanen holdes højt.

Da jeg i sin tid forlod min arbejdsplads og min chefrolle i DR, besluttede jeg mig f.eks. for IKKE at blive en del af ”det grå gulds” martyrium: Den der paradoksale uretfærdighed, at når man har samlet årtiers færdigheder i sit fag, mister man samtidigt værdien på arbejdsmarkedet. Forfængelighed – ja, det tror jeg, for jeg gider ikke ligne dagens billigste supermarkeds-køb i nakkekoteletter: Godt tilbud? – Ja, det tror pokker, når kødet er ved at overskride sidste salgsdato.

Den der tragedie må ældresagen tage sig af!

Men så er det, at virkeligheden rammer vogn 2282 en tidlig mandag morgen.

En nydelig ældre herre ….

Continue reading…

 

 

Kære Pia Kjærsgård

Du kender bedre end de fleste de store udsving i en politiker og et partis status i befolkningen. Og forskellen på at være populær i den politiske og mediemæssige offentlighed – og så derude hos vælgerne.

 Ved DF’s fødsel var du og dit parti totalt stue-urene og end ikke en politisk dialog værd. Men da vælgerne lod jer vokse og vokse og I kom til at spille en rolle i regeringsdannelserne, måtte journalisterne efterhånden forstå, at I ikke var til at komme udenom. Ikke blot et kortvarigt fænomen. Og siden er der skrevet uendeligt mange artikler om dig, om DF – og det folkelige oprør mod globalisering og indvandring. Undertiden har ændringen i holdning formet sig som var det en bodsgang. Kommentatorer og redaktører har nærmest pisket sig selv, fordi de ”så den komme” – ikke forstod folkets vilje.

 Ikke blot har du kunnet krone dit arbejde med rigets højeste, politiske post som folketingets formand. Store dele af både befolkningen men også en større del af det journalistiske establishment er på din side nu, Pia.

Continue reading…

 

 

Det sker, at mine arbejdsdage i vogn 2282 udvikler sig til noget, der ligner forud tilrettelagte temadage.

I går stod den på det udødelige emne parforhold og ægteskab.

Jeg fik en nærværende samtale på en lang taxitur. Kunden havde lyst til at tale og fortælle, og for en gangs skyld kunne jeg indtage den mere passive rolle. Kendere af Taxamandens natur vil vide, at det ikke lige er mion stærkeste kompetence.

Hun er en enlig kvinde midt i halvtredserne. For et par år siden fik hun helbredsmæssigt nogle voldsomme ”nogle på goddagen”. Hun havde et tårnhøjt blodtryk, hendes kolesteroltal var højt som et hotel i Dubai – en blødning i øjet viste sig at være en blodprop længere inde bag ved. Og så vejede hun alt, alt for meget og fik konstateret Diabetes II.

– Jeg havde jo ikke passet på mig selv og lider jo nok af lægeskræk, der gør, at jeg holder mig væk fra lægerne til allersidste øjeblik.

Continue reading…

Vi driver en slags deleøkonomi – min tilbagevendende kunde og jeg.

Ikke at det direkte har noget med mit taxijob at gøre. Ikke med det der nykapitalistiske Über-bedrag at skaffe. Der hvor overfladen ser ud som om man slå bildøren op for sin nabo, men i virkeligheden ved at skaffe milliarder til nogle amerikanske app-investorer.

Næh, vi deler rigtige menneskehistorier om vores liv, om vores arbejde, vore børn, vore rejser. Og om kærligheden

For findes der megen menneskelig storytelling uden at det på en eller anden måde handler om kærlighed?

Vi driver en slags deleøkonomi – min tilbagevendende kunde og jeg.

Ikke at det direkte har noget med mit taxijob at gøre. Ikke med det der ny-kapitalistiske Über-bedrag at skaffe. Der hvor overfladen ser ud som om man slå bildøren op for sin nabo, men i virkeligheden ved at skaffe milliarder til nogle amerikanske app-investorer.

Næh, vi deler rigtige menneske-historier om vores liv, om vores arbejde, vore børn, vore rejser. Og om kærligheden. For findes der megen menneskelig storytelling uden at det på en eller anden måde handler om kærlighed?

Continue reading…

 

OL-feberen er over os.

Eller er den?

I vogn 2282, hvor min arbejdsdag udspiller sig, ligger den mentale temperatur ikke mange streger over normalen, når vi snakker OL. Der bliver straks lidt varmere, når talen falder på indvandring, nationalisme, terrorfrygten det amerikanske præsidentvalg. – For slet ikke at tale om ballonerne og deres farve ved de politiske kræmmermarkeder rundt i landet.

Stemningen er nogenlunde som ved en middelstor fest, hvor den varme mad bliver båret ind én gang for meget. Det hør sig og bør sig. Men vi er allerede for mætte og trætte – og egentlig klare til at gå hjem, så snart vi rejser os og alt det sjove egentlig skulle begynde.

Bent Falbert svinger sig på Ekstrabladets bagside i søndags op til at bruge sit overlærer-spanskrør over de idioter, der ikke kender deres historie og fejbrugen af begrebet Olympiaden, der er perioden mellem legene. – Mens dagene med den ædle kappestrid, hedder De Olympiske Lege. Og så får alle gratisterne, -de udpegede honoratiores og tilrejsende politikerne en på goddag ‘en.

Der er gang i reprise-indignationen. Selv den gamle chefredaktør på EB har svært ved at hidse sig op, så det kan fylde en hel bagside.

Continue reading…

 

Det der med krigskunst og soldaterliv har aldrig rigtig fungeret for mig.

Men man kan ellers roligt sige, at jeg genetisk og historisk bærer rundt på alle forudsætninger.

Min oldefar var soldaterkammerat med Christian den 10. Min farfar var tysk soldat på Vestfronten under første verdenskrig.

Og min gamle far, der endte sin militære karriere som major og infanterist i hæren, har dybest set været soldat i hele sit liv, også i sin tid som bonde.

I sine helt unge år boede han i USA og var på nippet til at melde sig som frivillig i Korea-krigen. Og så må jeg ikke glemme, at han i 60’erne var FN-officer i Mellemøsten.

Det var under Vietnam-krigen, at vore militære ambitioner delte sig.

Continue reading…

Billedet:

Taxamanden, hans døtre – påklædersken Mathilde til venstre og bruden Sofie til højre. Merceren, min arbejdsplads helt ude til siden – og så ikke mindst min gode kollega Claus, som med vanlig humor havde iklædt sig studenterhue og sønnens fodbold-medalje for at matche Taxamanden i kjole og vidt – og ja, ridderkors fra fortiden som embedsmand i Statsradiofonien.

Ordner hænger man på – nå ja, også på taxichauffører.

Men der gik nogle hårde dage forud…….

 

 

Jeg kan mærke den kolde sved, mens hun knapper den hvide skjorte stramt om min hals.

Jeg kigger på hende for at spore bare lidt af den nervøsitet, som jeg føler i disse dage. Men hun har så megen af den provokerende ro, som kvinder kan have i krisesituationer. Det svage køn – hvor latterligt –

Ikke mindst i underarten ” … fars pige … ”.

Vi bruger af etniske årsager af og til tyske ord, og lige nu er jeg mere Der Alte, end jeg længe har været. Det hvide hår, de lidt for tynde arme og de bare stænger, – de snehvide ben efter alt for mange timer i vogn 2282, mens resten af folket slikker solskin.

Den tikker utålmodigt derude, den sølvgrå Mercer med det grønne logo.

– Du er sgu flot, Vati, siger min hun, min smukke førstefødte, mens jeg fremstår nærmest en smule komisk.

Continue reading…