Det er en af de dage, hvor det er svært at bevare pessimismen.
Solen skinner, så man kan mærke et anstrøg af sommer. Jeg er tilbage efter 7 uger med det værkbrudne ben og al for megen tid til at tænke over tingene.
Og så er der lige opfordringen til en særlig leg mellem venner:
Hvad nu, hvis …. ?
Se fredagsvideoen fra Taxamanden:
Havde hun været en af mine egne tøser, havde jeg været pavestolt over hende. Mens alle andre sover pinse-branderten ud, står hun op med solen bag skyerne for at tage på arbejde. Hun er omkring 20 år og studerende, men under sig en taxi for at fo rvalte jobbet som mellemleder på en McDonald i forstaden. Den er tosset med busforbindelserne på en helligdag. Og så er der lige den sødmefyldte dialekt, som jeg nyder, mens vi kører gennem København så tidligt, at vi nærmest har byen for os selv.
Der er sådan en slags uartikuleret fællesskab mellem os ”udkantsperkere” på tværs af aldre og levevilkår. Vi slipper det aldrig og så kan det jo høres på vores sprog. Jeg er trænet i det som indfødt bornholmer, – og hun har på ingen måde sluppet den melodiske, lollandske dialekt selv om hun er en del af det moderne samfund.
Lige nu slider hun på det andet ”sabbatår” men den store drøm er at læse sociologi på universitet efter sommerferien.
Så her sidder vi så og småsynger på vore forskellige dialekter – og talen falder helt naturligt på en slags paradoksal, irritabel omsorgsfuldhed for det Udkantsdanmark, vi er rundet så meget af, at det kan høres.
– Jo, jeg er fra Nakskov, siger hun. Men jeg er ikke På Røven i Nakskov siger hun og griner irriteret af TV2 dokumentarserie om pjalteproletariatet i et af de områder i Danmark, der er ramt hårdest af fattigdommen.
Selvfølgelig giver det da tid til eftertanke, når den modne herre på 62 pludselig må sætte sig ubeskæftiget ned med kæmpeklodsen af en ”støvle” på højre fod.
En af knoglerne kunne ikke holde til kombinationen af tyngdekraft og manglen på overblik i en sen nattetime. Taxamanden snublede allerede i starten af en fredag aften – og så var det det løb kørt og vogn 2282 måtte klare sig med afløsere i dagtiden (Både bilen og vognmanden overlevede mit fravær, kunne jeg konstatere i går på den første dag efter mere end 6 ugers fravær).
Jo, man er bare en mikroskopisk brik i livsspillet, selv om jeg siden min fødsel – formentlig i en blanding af opdragelse og genetik – har været temmelig god til at markedsføre sin egen, særlige betydning.
Men friheden er god og lediggang ikke nødvendigvis roden til alt ondt, når man lige om lidt har været 40 år på arbejdsmarkedet. Og så har jeg ikke engang medtalt alle de slagtesvin, der er blevet muget ud under, de marker, der er blevet pløjet, harvet og de skide indkørsler på den fædrene går, der er blevet skuffet, revet og fejet for at det hele skulle tage sig ordentligt ud – mange år inden, der blev sat ”journalist”, DR og CHEF på visitkortet.
Jeg bliver mindet om det i forbindelse med hver højtid.
Parterapeuter har mange gange givet forklaringen, som man ikke behøver være psykolog for at forstå. Det handler ikke om sammenfaldet mellem jule-og påskestemning – og så ægteskabet som institution. Det er simpelthen det pludselige og voldsomme samvær i dagevis, der sætter parforholdet under pres.
Taxamanden oplever tosomheden og dens konfliktede konsekvenser så sikkert som rødkålen på julebordet eller æggene og de gule servietter til påske.
Parforholdet er i virkelighedens verden et filatelistisk projekt.
Altså ikke noget med – ”… vil du se min frimærkesamling, skat … ”. Den metafor for en gang god og improviseret sex forsvandt med e-mailen.
Nej, det er pillearbejdet, detaljerytteriet, jeg tænker på. Intet er for småt til et rivegilde mellem mand og kone: Selv den trivielle afgangsscene fra villaen, inden solen er stået op, kan være den rette ramme.
Vi danskere har nærmest et små-erotisk forhold til arbejde.
Hvis man betragter den politiske debat herhjemme, ser det helt anderledes ud. Der virker det, som om de folkevalgte har det modsatte forhold til folket: Hvis ikke man reducerer mulighederne for sociale ydelser, vil vi som nogle andre, dovne skiderikker lægge os til at sove for at lade maden dryppe automatisk ned i næbbet.
Men måske er dette selvudslettende syn på os selv netop et tegn arbejdsfetichismen. Det er frygten, der spiller med.
Der eksisterer intet anstændigt liv uden et job.
Der er troen, håbet og kærligheden. – Men størst af alt er ARBEJDET.
Det var en kunde, der plantede tanken hos mig for et par år siden. Han var ikke rød og samfundsomstyrtende. Som succesfuld, dansk erhvervsmand i ikke mindst USA – vel nærmest det modsatte. Talen var på, hvorfor rigdom er noget, man er stolt af derovre i Amerikas Forenede Stater, mens man går mere diskret til værks med det spundne guld her i kongeriget.
Min kunde mener, at i stedet for at have rigdommen som mål herhjemme, – så er det ARBEJDET, der har den store prestige herhjemme. Har du det, er du godt på vej. – Har du ikke arbejde, er det katastrofalt i sig selv.
Så er du INTET.
Dagens blogindlæg er tidligere bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA.
Der er småkaos i den indre by i København fredag eftermiddag.
Et studie i utålmodighed. Folk skal bare ud og hjem – op jeg er kaldt til en adresse, hvor parkeringsforholdene allerede giver allergiske udslet, så snart gade og nummer bipper frem på dataskærmen. Der er udsigt til sure medtrafikanter.
Der er kontakt og som et lykketræf står kunden allerede klar på det eneste gadehjørne, hvor hurtig pålæsning kan ske uden decideret borgerkrig. Bare ind til siden, automatgearet i ”P”, trykke på knappen til bagklappen, der åbner sig, så snart hjulene står stille. Ud af vognen. Kunden er stærk og fokuseret og vi løfter en stor trækasse med låg ind i bagagerummet, mens kunden – i et flyvende kast -lader en solid rygsæk følge efter.
Hvad skal vi sige – 20, højst 30 sekunder fra parkering til, læsning – og hjulene på Merceren ruller igen
– Lufthavnen!
Alle er glade. Maskulin selvfedme. Altså lige bort set fra, at min kunde så absolut er en kvinde.
Her er denne uges Videohilsen.
Hav en god weekend og Påskeferie til dem, der er så heldige.
GOD JAGT!
Dagens blogindlæg bringes også i avisen.dk, en af landets større nyhedssites
Der er noget galt i den beskrivelse og jeg er givetvis selv skyld i det: At vi har delt os i noget, der nærmest ligner to folk. Der er dem, der elsker Danmark og danske værdier så meget og artikuleret, at det er med at give kvælningsfornemmelser. Og så er der alle os kritiske anti-nationalister, der i nogles øjne ser ud som om vi er ved at melde og ud af det nationale fællesskab.
Der er alle dem, der tænker på sig selv – og så er der dem, der tænker på andre
Så enkel er verden jo ikke.
Jeg blev mindet om det i sidste uge – og min kone vil vende det hvide ud af øjnene, hvis hun læser det her. Hun mener grundlæggende, at Facebook er for selvudleverende og selvoptaget. Og så er den stakkels kvinde gift med en journalistisk narcissist, der kan få en historie ud af selv sin egen influenza.
Mit eneste saglige forsvar er, at jeg blot ville fortælle mine læsere og 3.500 følgere på mine sociale sider, at jeg ikke var skrivende de næste par dage – men sengeliggende.
Hun synes, at jeg er en af disse småklynkende mænd, der kan gøre selv den mindste virus til en nærdødsoplevelse. Jeg mener bare jeg gav fornuftig brugerinformation til mine læsere.
Konsekvensen af mit lille opslag var overvældende for selv en selvfed granitperker.
Dagens blogindlæg har været bragt som klumme Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA.
I mørket er alle taximænd éns.
Tror du!
Men vi er mere forskellige end du aner, og vi har forskellige tilladelser til de forskellige opgaver. Der skulle gå mere end 15 år mellem mine clearinger. Dengang var det en udnævnelse til programchef og chefredaktør i DR. Sikkerhedsclearet som en del af hierarkiet, der skal sikre samfundsinformationen, hvis fjenden en dag går i land.
Mindst lige så vigtigt ved min indgang til taxifaget: En ren straffeattest for i det hele taget at komme i gang. Derefter en ”børneattest” for at sikre, at jeg kan køre med de yngste medborgere uden nogen form for pædofil bagrund.
Men der også særlig status i den bløde ende af skalaen. Jeg har f.eks. en ”VIP-status” i mit selskab som udtryk for, at jeg opretholder god opførsel: Service, ikke-rygning, renlighed etc. Og så har jeg givet grønt lys for at køre med dyr.
Dagens blogindlæg bringes også i Avisen.dk – en af landets større nyhedssites
– ” … Efter en samler kommer en spreder …”, sagde kunden i vogn 2282 og grinede i det skæg, han ikke har.
På den længere tur talte vi om den nye miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der i den grad satte fut i fejemøget mindre end et døgn efter sin tiltrædelse.
Miljøordføreren fra de radikale, tidligere SF-minister på feltet – og ikke mindst medlem af den berømte Auken-klan i dansk , Ida Auken, modtog Esben Lunde med en ganske gængs bemærkning om , at ” … Det virker, som om vi har fået en minister, der er omend muligt mere ligeglad med miljøet, og det ærgrer mig selvføligelig …”. Bemærkningen fald, da den nytiltrådte Lunde Larsen slog fast, at der ikke ville komme nogen tillægsaftale til den nye landbrugslovgivning, -der tillader større udledning af kvælstof via gødskningen. Det undrer nu ikke Taxamanden og mange andre. Tillægsaftalen havde slet ikke til hensigt at beskytte miljøet. Den skulle blødgøre de konservative for at beskytte den tidligere minister Kjer Hansen. Og den taktik røg som bekendt ud med gylle-vandet, da Kjer måtte gå.
