Et opråb til trafik-fascisterne

Dagens blogindlæg bringes også i avisen dk

 

Hvis nu den danske trafikkultur var en hund?

Så er jeg ikke i tvivl – det måtte blive en gravhund. Størrelsen er som en skødehunds – men temperamentet som en Rottweilers.

På den anden side: Jeg elsker hunde – og er faktisk vokset op med gravhunden Sofus, som jeg elskede over alt på jorden og flere ruhårede, der fulgte efter.

Men jeg må erkende, at jeg ikke har meget pænt at sige om den danske trafikkultur. Eller sagt lidt mere præcist: Jeg bryder mig generelt ikke om den danske folkesjæl, når den udfolder sig i trafikken.

Her er det ikke verdens lykkeligste folk men selvfedmen, der agerer.

Jeg havde ellers lovet mig selv, at Taxamanden ikke skulle tage dette emne op. Ikke fordi jeg er bange for returboldene – at nogle finder netop taxi-kulturen rædselsfuld. Tvært imod. – Kom bare an. Også taxafolket har brug for nole solide spark bagi. Nej det er klynkeriet i denne historie om taxifolket, der er sure på alle omgivelserne. Lønnen er noget lort. Vognmændene er nogle idioter. Og de andre trafikanter – komplet mfx½?!**.

Jeg gider ikke være en del af denne kliché af en hade-religion.Men så er der oplevelser i taxien, hvor jeg har svært ved at holde løftet om menneskelig overbærenhed.

Continue reading…

5 år i arbejdsløshedens lænker

 

Det regner over byen.

Først tog vi en juli, der var blandt de koldeste.

Så blev august en tidlig, ”Indian Summer”, der gav os subtropiske fornemmelser.

Og nu – ja, nu regner det igen, og der føjes en smule melankoli til overstadigheden.

Nu kender vi landet og vores kollektive humør igen. Det går godt – men lige om lidt, er det gode under pres.

Min kunde denne morgen har helt sluppet den fuldautomatiske melankoli. Han har boet nole år i udlandet, så vendte han tilbage til Danmark igen. Og lige nu er han først og fremmest optaget af de næste 14 dages ferie i Vietnam. Han er en fri mand, har bare sig selv at tage vare på, når arbejdsdagen er slut. – Og nu skal han bare ud og nyde livet. En moden herre, sidst i 50’erne – og så ligner han ikke en globetrotter. Ingen kakifarvede skjorter, ingen vandresko fra Spejdersport eller en rygsæk, der ser ud til at skulle gå af de hemmelige stier i de skove, hvor amerikanerne kastede deres Napalm eller Viet Cong-partisanerne levede i deres underjordiske gange. Overhovedet ikke, – han skal bare på ferie.

Mest af alt ligner han en almindelig dansk trivial-turist med nydelige gabardinebukser, en pæn skjorte åbnet i halsen og mokkasinagtige, bløde herresko.

Bløde hænder.

Blødt ansigt.

Han ligner protypen på forestillingen om en bankmand (Undskyld ”erhvervs-racismen”, men en fordom udspringer ofte af en eller anden iagttaget, gennemsnitlig virkelighed).

Continue reading…

Et gensyn med en stor fortid

 

En klumme fra Taxamanden i EB, EKSTRA.

 

Man må ikke græde.

Dér deler journalisten og taxamanden skæbne. Man må bestræbe sig på en slags afstand til kilden og kunden. Selvfølgelig er der uundgåelige overtrædelser – i hvert fald hvad angår journalister. Enkelte korrespondenter har haft rædselstårer i øjnene. Men stop nu! Det er et job.

Taxamanden møder også livets store frygt, sorg og angst. Autentiske historier i en perlerække af billeder fra de almindelige liv.

Men igen: Selvkontrol. Du er taxamand – ikke ven med dine kunder.

I dag kom jeg til eksamen ved skæbnens underlige tilskikkelse.

 

Continue reading…

Hjælp – min datter skal giftes

 

Det bliver en stor dag for den gamle taxamand i midten af august næste år.

Min store datter skal giftes.

Opmærksomme følgere af min blog vil huske, at kæresten tog hende med storm på årets Roskildefestival. Op på en af hiphop-scenerne, hvor nogle venner optrådte. Ned på knæ.

– Jeg elsker dig!

– Vil du have mig?

Jeg hørte fra dem, da hun grådkvalt ringede til farmand for at fortælle, at deres store kærlighed bar blomst (Hun var så bevæget, at jeg en stund troede, at den ligefrem havde båret frugt!)

Min svigersøn er en lun og rar mand, der kørte sagen helt ud og ringede nogle timer før for at fortælle om begivenheden. Men taxamænd har travlt, og jeg var ikke til at nå. Humoren lever mellem rigtige mænd. Jeg ringede senere tilbage til ham for at sige, at den jeg var på, hvis han kunne præstere en medgift på mellem 15 og tyve kameler (Det var prisen, da en købmand i Istanbuls bazar med et smil ville have den unge, blonde kvinde med sig for en håndfuld år siden)

Aldrig i livet.

Min datter er ikke til salg. Men jeg nyder hendes kommende status som ”kone” – til tåregræsen

Continue reading…

Borgerlig som aldrig før

Mit blogindlæg bringes også i dag i en af Danmarks større nyhedssites – avisen.dk, hvor jeg blogger hver onsdag.

Vi tilhører åbenbart en kultur, hvor det er vigtigere at gøre op med fortiden end at være seriøst bekymret for fremtiden.

Det er Taxamandens privilegium og lod at lytte til den ufiltrerede folkestemning. Dels er jeg nærmest narkotisk mediebruger af radio og net – en åbenbar konsekvens af en arbejdsdag, som hele tiden penetreres af pauser. Dels er jeg hele tiden i dialog med kunderne om livet i dronningeriget og omegn – i de korte øjeblikke jeg danner fællesskab med et menneske, uden nødvendigvis nogensinde at møde det igen.

Diskussionen kommer i temaer og bølger – og fornyligt var det endnu en af bekymringerne, der tog over i nogle timer og dage. Endnu engang, burde jeg sige. For temaet kommer igen og igen: Opgøret med vores venstreorienterede fortid – 60’erne og 70’erne. Overskriften var, at aldrig har det været sværere at være venstreorienteret. Det ALDRIG skal nok ses i lyset af en relativt kort historie-opfattelse. Jeg tænker ikke mindst på de kommunister, der sad i tysk koncentrationslejr, efter at tjenstvillige, danske rigsdagsmedlemmer forbød DKP under den tyske besættelse.

Men de er næsten alle borte, og siden har den kolde krig optaget os mere end den varme

Continue reading…

Om dialekters erotiske værdi og almindelig høflighed

 

Taxamandens klumme fra Ekstrabladets magasin EKSTRA,  søndag den 22 marts

 

Jeg røg engang ud i en vovet diskussion om de diverse sprogs forskellige forførende værdi. Den var afstedkommet af Jamie Lee Curtis totale turn on på Kevin Klines rolle i komedien Fisken de kaldte Wanda. Med sit ”cirkus-italienske ”… la due cuble grande de la katedrale di Milano …  ” – kunne han få hende helt derhen, hvor hun glemte alt om hans manglende hjerne. Og indrømmet, jeg havde gerne lært mig Palermo-slang på en eftermiddag for blot at se skyggen af Jamie og hendes bygningsværker.

Italiensk ER et forførerisk sprog – men dialekter?

Ja, jeg tror vi tænder på sprog og sprogtoner. Ikke at noget er grimt eller ikke-grimt – men sprog-musikken er til forskellige stemninger. Jeg tænder f.eks. meget lidt på ekstremt københavnsk eller ekstremt sjællandsk. Og jeg synes heller ikke, at min egen bornholmske dialekt er særligt sexet. Den er mere hyggelig og bamseagtig – hos mænd. Og jeg får det nærmest bekræftet hver dag.

Continue reading…

Medicinen er den virkelige virkelighed

Også taximænd kan have brug for terapi.

Dygtigst bliver vi til SELV-terapi.

Dels fordi vores økonomi ikke tillader de store armbevægelser. Og dels fordi vi i realiteten er ”lonely cowboys” – altså ud over kunderne, der naturligt nok er på afstand af vore private udfordringer, mest har os selv at tale med.

I går mærkede jeg et næsten fysisk behov for at holde ind til siden, slukke motoren på den sølvfarvede , sætte mig i en eller anden mercerficeret lotusstilling med underarmene ud til siden, hænderne og opadvendt, som var fingrene klar til at knipse.

 

– hrrrmmmmmmmmm  hrmmmmmmmm hrmmmmmmmmm.

 

Jeg prøver med et mantra – selv og jeg aldrig har prøvet med et mantra, sådan et rigtigt transcendentalt mantra. Men det virker ikke. Det lyder mere som en motor, der ikke vil starte. Og det er en rigtig, rigtig grim lyd for en taxamand.

Det tætteste jeg kan komme på at beskrive den virkelige terapi-nødvendighed, er når en politiker udtaler sig om emner i virkeligheden, hvorom han eller hun absolut ingen reel viden har. Det handler ikke om at løse et problem. Nærmest det modsatte: At gøre det større for at øge sin egen nytteværdi.

Lad nu ligge, hvilken folkevalgt, der IGEN fik mine flydende affaldsstoffer til at nærme sig grænsen for fordampning. Jeg har kun en virkningsfuld medicin: At give mig hen til den virkelige virkelighed. Til Morten, f.eks., som er min natmand. Ham der tjener flere penge til vognmanden end undertegnede ringhed. Ham der er en ung mand og stemmer på en anden blok end jeg men stadig er min gode kollega og gemytlige diskussionspartner. Ham jeg ikke har set hele sommeren, fordi vi holder ferie asynkront.

Joe, ham har jeg virkeligt savnet

Continue reading…

Elsket af fremmede og hadet af os selv

 

Onsdagens blogindlæg er som altid også at læse i Avisen.dk – en af Danmarks store nyhedssites.

 

Han er en af dem, der holder hjulene i gang herhjemme.

Højtuddannet akademiker med en kandidat- og en ph.d.-grad i Økonomi. Han har kæmpet sig hele vejen op og sidder nu med opgaven at gennemføre såkaldte ”lean-processer” (undgå spild!) i en af Danmarks største, globale virksomheder. Det meste arbejde foregår uden for landets grænser, og lige nu er han på vej til et af firmaets hovedkontorer i USA. Det handler om at skære økonomien til og rationalisere processer, så denne danske kronjuvel af en virksomhed kan tjene penge på den internationale kapitalismes vilkår.

Han er sidst i 30’erne og har masser af overskud. Jeg tripper med de stive ben her kl. ”røv” om morgenen, ogan vinker til mig for at signalere, at jeg kan starte taxameteret. Det er gode tegn.

Han er international og skal givetvis ”udenom” betyder ad motorvejen, den lange tur og mere end 20 pct. af dagsomsætningen er hjemme. Så krammer han konen farvel, jeg tager kufferten, holder døren med et go’morn’ hr.

Det er det mindste jeg kan gøre for denne forretningslivets elite-idrætsmand.

Continue reading…

Ingen trøst at finde

Ferien er slut og taxamandens arbejdsliv er tilbage.

Skæbnen skænker mig overraskelser, begivenheder, dagligdagshistorier i sorg og fryd. Nogle gange sådan en lykkefølelse, at jeg kan blive i tvivl om, om jeg fortjener den. Andre gange en menneskelig sorg, som jeg måske nok kan genfortælle med et spinkelt håb om at andre kan lære noget eller genkende sig selv i – men som jeg slet, slet ikke har mentale muskler eller kompetence til at fjerne eller dulme. Altså bort set fra, at den talelystne, – snakkehovedet, (Det er en medfødt lidelse) kan åbne hjørner af virkeligheden, som høflighed og blufærdighed ellers ikke lukker inde.

Det sidste er Taxamandens alibi og eksistensberettigelse. Også når slagskyggen fra livet er mest sort.

Continue reading…