Den frygtelige flytning til provinsen

Illustrationen er lånt fra DR Nyheder

 

Dette indlæg bringes også i avisen.dk – en af Danmarks større nyhedssites.

 

 

Danmark er på en gang meget lille og meget stor. Det er der masser af eksempler på. Når det handler om flygtningestrømmen ind i landet, er vi alt, alt for små til at tage trykket trods vores nærmest urimelige rigdom målt på en verdens-skala. Men når det handler om at deltage i de krige, der er med til at skabe grundlaget for flugt, er vi store nok til at deltage side om side med de største.

Også i en meget fredeligere problematik i de forløbne uger oplever man dette paradoksale forhold mellem dværg og kæmpe. Vi er simpelthen for små til at have en reel strategi for decentralisering af den statslige sektor. Men når regeringen så beslutter at sætte magt bag den decentrale hensigt, svarer store dele af oppositionen og ikke mindst fagforeningerne som om landet havde amerikanske afstande. Det beskrives som en komplet urationel straffeaktion at udflytte styrelser og dele af ministerier – bare til Næstved. Og flytningen af fem medarbejdere I Rådet for social udsatte til Bornholm får sarkasme og sorg frem i debatten.

Selv var jeg først rystet, da jeg hørte radiodækningen af skæbnen for Statens Værksteder for Kunst. Lederen var på med gravrøst. Men han lovede efter en minimal kunstpause at han flytter med.

Først da – 3-4 minutter inde i indslaget – hørte jeg, hvor mange folk der vare tale om: 8 kompetente ansatte! Og hvorhen gik så denne straffeaktion, tænkte jeg, og måtte udelade klippeøen i Østersøen, der jo havde fået sin luns. De otte mand tvangsflyttes til – Helsingør! Og kommer til at dele skæbne med de titusindvis, der dagligt må bevæge sig den anden vej – fra Sjælland ind til København.

Continue reading…

Taxamandens pris

 

 

Det startede med en skrivekløe.

Og gad vide, hvornår det stopper?

Det var mig en eftertankens og arbejdsglædens dag, da jeg torsdag i sidste uge modtog sprogprisen 2015. – Eller rettere en af de fem priser – en særpris.

Satiremagasinet ROKOKOPOSTEN modtog prisen for bedste tekst i sociale medier.

Den bedste hjemmesidetekst gik til folketingets og undervisningsministeriets projekt skolevalg.dk (De unge og folketingsvalget).

I kategorien bedste brev eller e-mail, gik prisen til Dong Energi for deres orientering til kunderne om prisændringer.

Og så to særpriser. En til reklamebureauet Mensch for vigtigheden af vigtige og nødvendige annoncer.

Og så – der gik et gys gennem granitperkeren, der blot troede, at han kandiderede som en outsider i konkurrencen …  Taxamaden fik en særpris overakt af jurymedlem, kommunikationsdirektør Søren P. Espersen, hvor begrundelsen bl.a. henviste til min evne til at arbejde i flere genrer – og deres særlige sprog: ”Modigt, autentisk og sprogligt spillevende”.

  Continue reading…

Job – og endelig lys forude

 

Fra hospitalet og på denne tid af dagen – det plejer at være kræftpatienter!

Og det viser sig endnu engang, at taxamanden, barfods-sociologen har ret.

Hun er en kort, tæt kvinde. Hun er kvik i bevægelserne trods de ekstra pund på sidebenene. Slagfærdig. ”Halløj chauffør”, endnu inden jeg selv når at åbne munden. Hun er en arbejderkvinde fra en tid, hvor den status både blev båret med stolthed og en anelse selvudslettelse: Jeg er som jeg er – men ikke noget særligt.

Det er i stunder som denne, at jeg kysser min skæbne på munden. Jeg skal ikke gennem det overflødige journalist-ritual, inden vi går til stålet. Vi skal fra Herlev til Tåstrup og i de 20 minutter det tager, kan vi lige så godt får det bedste ud af det.

Inden vi når Herlev Hovedgade er udgangspunktet slået fast: Hun er midt i en strålebehandling for brystkræft, mens det ser ud til at gå godt og faktisk er hun et ret lykkeligt menneske.

Continue reading…

Men størst af alt er den blinde kærlighed

 

 

Jeg kunne lave en hel blog, der bare fortalte kærlighedshistorier.

De er der overalt og hele tiden.

Trods beruselsen og når  jeg skræller liderligheden af:

Det unge par en morgen på vej hjem fra byen. Nogle gange så dumt, at jeg har lyst til at vende mig om mod den initiativtagende kunde og sige direkte: Tag dig dog sammen, Karl Smart! Hos mig kan du købe et kursus i intelligent forførelse. Andre gange så vidunderligt romantisk, at jeg helst ville spørge, om jeg dog ikke kunne blive inviteret med til brylluppet.

En ny scene:

Kærligheden i det tragiske tab. Den gamle kvinde, der sidder lige ved siden af mig og med ærligt fugtige øjne fortæller, at han stadig er den ubetinget store kærlighed i hendes liv. At hun hver aften lige inden hun falder i søvn kan høre hans karakteristiske trin op ad trappen. – Og så kommer virkeligheden som et iskoldt vindpust gennem den intime skriftestol, kabinen i vogn 2282: Hun mistede ham for mere end 15 år siden.

Og den funktionelle kærlighed – ægteskabet med nogle år på bagen. Jo, jo, jo jeg elsker hende – men hold kæft, hvor er hun dog irriterende.

Jeg holder uden for millionærvillaen. Kufferter og golftasker er pakket. Hun sidder og småtripper, mens han forsøger at ordne det sidste, inden turen går til lufthavnen.

 

– Har du husket at låse yderdøren?

– Ja for fanden, du har jo lige set, at jeg har gjort det?

– Har du?

Han kapitulerer. ”Sender øjne” til Taxamanden, der ikke har voldsom interesse i at deltage i ægteskabets små kampe – ud over de nødvendige på absolut hjemmebane. – Og så går han, kunden, tydeligt irriteret tilbage til hoveddøren og rusker i den, så fruen på bagsædet ikke kan undgå at se, at han er sur.

Han kommer tilbage, sætter sig demonstrativt – ved siden af chaufføren – med et opgivende suk. Og jeg tænker bare på, hvordan vi nu kommer tilbage de næste 40 minutter i myldretidstrafikken til en nogenlunde feriestemning.

Ro på!

Continue reading…

Er der nog’n, der har set Henrik Dahl?

 

Taxamandens blog i avisen.dk – en af Danmarks større nyhedssites:

 

Der er spin på spin fra min side.

 

Meget inspireret af den højre- og borgerlige fløj, der på en gang bidrager særligt til både komedierne og tragedierne i dansk politik. Til det sidste – nu retirerede forsvarsminister Carl Holst, som måtte strække våben endnu inden han havde fået udleveret kugler og krudt. Som jeg skrev for nyligt: Et kongeeksempel på den allermest tragiske udgave af de særlige rådgiveres og spinkulturens fallit. Tænk at knytte sig så tæt til en af disse folkestyrets kvaksalvere, at man ikke alene får så dårlige råd, at man vil indgå i den samtidshistorien som en total taber. Og at katastrofen i den politiske karriere knytter sig direkte til den særlige rådgiver som person.

 

Det er livredderen selv, der forårsagede druknedøden!

Og så til komedien:

Samme dag søsættes et nyt dansk parti – med arbejdstitlen ”Vi konservative”. Nu er det ikke nok med rød og blå stue – nu skal der konstrueres en ægte sort byggelegeplads.

Continue reading…

Respekten for de lærde

 

Der er almindelig enighed om, at vi skal have respekt for ”håndens arbejde” – den klassiske arbejder. Der er selvfølgeligmasser af hykleri i den forbindelse.  Især i den gode borgerlighed er der på den ene side vigtigt, at vi ikke alle skal være gymnasiaster, – mens de selvsamme mennesker tager det som en selvfølge, at netop deres unger skal sendes ind på nogle af de private skoler, der tager den sidste kamp for at gøre børnene ”gymnasie-egnede”. Deres sociale status er skabt til at uddanne unge med en ”længere videregående uddannelse”.

Men altså – den gode hårdtarbejdende håndværker, har vi alle brug for.

Og så er det måske at vi noget uretfærdigt knytter den særligt hårde arbejdsindsats til det manuelle, – mens det akademiske nærmest er et privilegium. Den fordom holder jo ikke. Heller ikke den!

Continue reading…

Min søn og min gud er døde

Fra min klumme i Ekstrabladets MAGASIN – på søndage

 

Billedet lånt fra bloggen “Lejligheden til Venstre”

Jeg er sådan lidt halvslap her sidst på formiddagen i det indre København. Taxamanden er på vej ind i vagtens sidste timer, mens politikerne og embedsmændene vimser omkring folketinget på min venstre side og finansfolkene på en anden. Mens jeg holder for rødt, vinker en gråhåret dame til mig. Jeg ruller vinduet ned.

 

– Må jeg køre med dig, siger hun med let bedende øjne midt i et kanos af biler og mennesker. Hun har opgivet at bruge tog og busser som hun plejer. Og hun har sine gode grunde.

 

– Tag bare plads frue, siger jeg og har ikke mulighed for at hjælpe hende, som almindlig høflighed og firmaets standarder ellers foreskriver det. Jeg holder med Mercerens forende halvt inde i et kryds.

 

Jeg mærker et iskoldt pust, da hun sætter sig. Det er det tidlige forårs falske forhåbninger om varme trods solstrålerne. Men det er også den historie, som trænger sig på hos hende.

Hun afbryder mig.

 

– Du må undskylde mig taxamand, men jeg har ikke andre at fortælle det til lige nu. Jeg har…

 

Hun tier for at samle sig, mens gråden sidder som prop i hendes hals. Nu kan jeg mærke, at jeg må vågne af slapheden og at den her samtale vil være renset for selvfølgeligheder. Der er en stilhed i kabinen, som kun hun kan fjerne.

 

– Jeg har mistet min søn. Han døde i går. Åh, gud nej, det var i forgårs. Jeg kan ikke skelne dagene, for jeg har ikke sovet i mange, mange timer. Han blev kun 47 og han havde fire mindreårige børn.

Continue reading…

Spin, journalister og ludere

Taxamandens klumme bringes i dag´ogtså i avisen.dk, som er en af Danmarks større nyhedssites

 

Der er forhold her i livet, som Taxamanden undrer sig mere og mere over.

En af dem er kundernes næsegruse – fascination af journalister og journalisternes verden. Jeg bruger med vilje ikke ordet beundring. For både i selskabslivet og i taxien gælder samme regel. Først den åbenlyse nej-hvor-det-altså-være spændende – og så kommer nedturen. Omtalen af journalistik-faget bliver altid fulgt af et eller andet rædselseksempel. Eller allerværst (og jeg kender det både fra min taxiliv og fra områder, hvor jeg har en særlig, faglig viden…) – grimme eksempler på grundlæggende uvidenhed.

I den sidste tid har f.eks. ordet ”personlig assistent” svirret i luften i al balladen om forsvarsminister Carl Holst. Det er helt tydeligt, at det begreb ikke kendes af mange journalister. Ikke de mange, der har set hans daværende personlige assistent (PA) og nuværende spindoktor Christian Ingemann Nielsen – som netop en særligt rådgiver/spindoktor, da Holst var regionsformand. Og det må man ikke – have spindoktorer i det regionale system. Jeg har ingen særlig drift i retning af at forsvare Holst og hans parodi af en spindoktor. Peger bare på, at en PA normalt i erhvervslivet er en højrehånd i en travl hverdag – og at der kan være tale om alle hånde opgaver. Jeg har faktisk i min cheftid haft en PA og sidder nu med koldsved og tænker på, at hun vist nok enkelte gange har hjulpet med bordbestilling til en aftale med konen og måske ligefrem bestilt blomster, hvis jeg var optaget andetsteds. Det var dog det grummeste. Skal seere og lyttere betale for programchef Grunwalds ægteskabs-pleje?

Fy for satan, siger jeg bare.-

Continue reading…

Verdens mest uforskammede folk

Dagens indlæg bringes også som blogindlæg i avisen.dk

 

Vi blev berømte som verdens lykkeligste folk.

I den seneste tid har jeg tænkt på, om vi også er et af de mest uforskammede?

Det var en kunde, født i USA, som gav mig eftertanken. Og så de sidste ugers Facebook-debat i slipvinden af flygtningekrisen. Min amerikanske kunde, som har arbejdet i nogle år for en stor, international, dansk virksomhed, er høflig her på den tidlige tur mod lufthavnen.

– Jeg ved godt, det er svært at tale høflighed og debatkultur på tværs af kulturer. Som amerikaner er det svært at belære jer danskere om, hvordan I skal opføre jer. Ouverturen til den amerikanske valgkamp taler allerede sit eget sprog. Og i journalistikken og i underholdningsindustrien derovre går vi til stålet.

– Nej det er som iagttager af Danmark og danskerne, at jeg ser helt nye sider af jeres land. siger min kunde. Jeg taler ikke godt dansk, men jeg er jo med på de sociale medier – ikke mindst på Facebook. Og her er der godt nok lang afstand mellem harmonien i jeres land – og så tonen i debatten. Der er som om jeres frygt og vrede er meget større, end man oplever ved bare at bo her. Jeg kan jo ikke lade være med at synes, at det her land er noget at det tryggeste, sikreste og mest solidariske, jeg har mødt. I diskuterer selvfølgelig politik som i den øvrige dele af verden. Sjovt nok uden de helt store forskelle, når det kommer til de indre linjer. Socialisterne er er totalt demokratiske og kun meget få ønsker, at staten skal eje virksomheder. Liberalisterne – end ikke de helt nye – ønsker ikke reelt at afmontere det trygge velfærdssamfund. De konservative er langt fra skattenægtere. Og selv jeres nationalister er socialdemokrater i socialpolitikken. I udenrigspolitikken herunder flygtningepolitikken er der selvfølgelig forskelle – men jo ikke de samme som i Ungarn, i England eller Frankrig. Så jeg tænker på – eller jeg spørger: Hvorfor al den vrede i ordene, når der ikke er de største forskelle i indholdet?

Jeg kan ikke svare kunden. Og jeg ved heller ikke, om jeg er helt enig i det med de manglende forskelle. Men det er sådan, han ser det.

Continue reading…

Ro på – han er bare sorthåret!

 

Jeg hader at skulle indrømme det!

Men jeg må indrømme, at tidens hyper-fokusering på ”de fremmede”, ”andre kulturer” og alt det, som er er forskelligt fra det vante, påvirker mig.

Jeg har for længst taget stilling i mit liv – verden er global. Og hvis vi ikke accepterer det og tager imod  det, ja, så er vi i længden med til at designe vore eget endeligt. Så forsøger vi at holde fast i den statiske tryghed. – Og har det netop ikke kostet kulturer deres endelige fald, når befolkninger med vold og magt ville fastholde dem selv og deres selvbilleder?

Og så er det, jeg må indrømme, at jeg af og til kan mærke denne canceragtige fremmedangst, som jeg ikke er født eller opdraget med. Nærmest det modsatte.

Continue reading…