Det bliver en stor dag for den gamle taxamand i midten af august næste år.

Min store datter skal giftes.

Opmærksomme følgere af min blog vil huske, at kæresten tog hende med storm på årets Roskildefestival. Op på en af hiphop-scenerne, hvor nogle venner optrådte. Ned på knæ.

– Jeg elsker dig!

– Vil du have mig?

Jeg hørte fra dem, da hun grådkvalt ringede til farmand for at fortælle, at deres store kærlighed bar blomst (Hun var så bevæget, at jeg en stund troede, at den ligefrem havde båret frugt!)

Min svigersøn er en lun og rar mand, der kørte sagen helt ud og ringede nogle timer før for at fortælle om begivenheden. Men taxamænd har travlt, og jeg var ikke til at nå. Humoren lever mellem rigtige mænd. Jeg ringede senere tilbage til ham for at sige, at den jeg var på, hvis han kunne præstere en medgift på mellem 15 og tyve kameler (Det var prisen, da en købmand i Istanbuls bazar med et smil ville have den unge, blonde kvinde med sig for en håndfuld år siden)

Aldrig i livet.

Min datter er ikke til salg. Men jeg nyder hendes kommende status som ”kone” – til tåregræsen

Vi befinder os i en tid af vintage – de gamle vinkler har deres charme.

Min store datter lever naturligvis allerede sammen med den udkårne. Hun afslutter sin uddannelse ved årsskiftet – og et eller andet sted er dette ægteskab jo ikke af afgørende betydning. Det passer den grundtvigske, folkekirkelige far godt, at det skal foregå i folkekirken, men reelt er valget naturligvis deres eget og ægteskabet mere af emotionel og symbolsk betydning.

 

For hendes familie er i pagt med tidsånden.

Hendes mor er skilt to gange.

Hendes kommende mands forældre er skilte.

Hendes far er skilt.

Min kone er skilt, hendes mor er skilt, min svigerfar er skilt, min søster er skilt, min svoger er skilt.

– og så er det jo heller ikke værre, sagde min bonusdatter, da HENDES mormor var oprigtigt ked af tidens trend til – bare at fade ud af ægteskabet og forsvinde. Min bonusdatter har levet med det moderne samfunds brudte samlivsformer, siden hun var spæd.

Det største problem er måske i virkeligheden, at vi opretholder ægteskabet som normen, når nu normerne ER brudt

Selv har jeg det sådan, at jeg da er fascineret af min far og mor, der lige om lidt har været gift i 62 år. Men derudover mener jeg, at skilsmisser er en helt naturlig del af det moderne menneskers frie valg og frisættelse. Det største problem er måske i virkeligheden, at vi opretholder ægteskabet som normen, når nu normerne ER brudt. ¨

Mere end halvdelen af alle ægteskaber opløses.

 

Men der gnaver alligevel en lille orm i maven: Er de sikre? – Holder det nu. Hvor hårdt vil det skære i deres liv, hvis de følger tendensen. – Ikke bare med at fastholde det romantiske bryllup men også – som flertallet – at gå fra hinanden, når lykken er forduftet.

 

Min kunde denne morgen har det på samme måde.

Det må være konflikterne og smerten fra dengang, der var større, end vi bilder os ind i dag

Vi snakker børn. Hun har tre teenagerbørn og jeg kan jo ikke dy mig for den stolte historie om min store datter, der skal følges op ad midtergangen af ”den gamle” i en af Københavns små og meget smukke kirker. Hun forstår mig til fulde. Både i romantikken og i den gnavende orm.

Hun er selv fraskilt! – Og det er en del år siden – og så er det vel heller ikke værre?

Der var den igen!

 

– Det må være konflikterne og smerten fra dengang, der var større, end vi bilder os ind i dag.

 

Hun kigger alvorligt på mig via bakspejlet. Og det bliver mere alvorligt, end vi egentligt havde tænkt det:

 

– Jeg blev skilt, fordi jeg selv ville. Det var mig, der gik, jeg er gift igen og i den sammenhæng er skilsmissen, som den skulle være. Men jeg har aldrig kunnet frigøre mig helt for den smerte, og det permanente besvær, som jeg har pådraget mine børn. Selv om skilsmissen var frivillig og uundgåelig er den stadig et smertepunkt – en slags dårlig samvittighed, uanset handlingens helt åbenbare fornuft.

 

Vi – kunden og jeg – taler om, at vi muligvis er den sidste generation, hvor det med skilsmisser tages mere alvorligt op. For på et tidspunkt må flertallets handlinger vel udgøre normen, så vi kan slippe den der illusion om, at ægteskabet er livslangt.

 

” …Når man er barn af en skilsmisse, kommer man aldrig helt til at tro på den evige kærlighed. Sådan er det bare  … “

Ormen må den kommende svigerfar leve med. Paradokset mellem løftet om evigt sammenhold og realiteternes verden. Også samvittighedskvalerne over, at man ikke selv kunne leve op til det, man ønsker for sine børn: At det skal holde – ægteskabet.

Det sidste – det med samvittigheden – stak min snart kirkekviede datter en smertens finger ind i, da vi talte om kærlighed, troskab og smerte, da hun var en næsten voksen teenager:

 

– Du kan snakke op og ned ad stolper om, at skilsmisser så ”heller ikke er værre”. Men den sidder der som en erfaring. Ægteskabet er en uvirkelig drøm- Når man er barn af en skilsmisse, kommer man aldrig helt til at tro på den evige kærlighed. Sådan er det bare. Den HAR i plantet i os.

 

Jeg trøster mig ved, at hun i dag stråler af kærlighed – og skal giftes.

 

Og så læner jeg mig op ad præsten, der viede mig og min nuværende kone. Udover at være præst er Martin også kirkehistoriker, prof. emeritus og en ven gennem mange år. Udover at kende sin Gud og historien i den jordiske verden, er han – fraskilt og gift igen!

Jeg kunne jo ikke gå uden om det der spørgsmål om, hvordan man liiiige kan love evig troskab – for anden gang, når det nu gik galt den første.

Hans sagde:

 

– Skilsmisser er fulde af fortrydelser og løftebrud. Sådan er det. Men det allervigtigste er, at du mener dit ja helt ind i marv og ben, når du står deroppe ved alteret. Derefter følger virkeligheden.

 

God morgen, Danmark

– i og uden for hymens lænker