Så er det tid til dagens Videohilsen op til påske. Taxamanden ligger stille i næste uge – skolernes påskeferie.
I denne Videohilsen kan du hører mere om min foredragsvirksomhed, som formidles gennem Athenas og NKmusic.
God påske og
GOD JAGT
”Forskellen mellem DEM og MIG er dybest set ikke så stor.”Det vigtigste er ikke HAM og HENDE. Det vigtigste er dig og mig.
– Det er den første og stærkeste erkendelse ved at være taxamand. Og her har jeg egentlig hverken lagt den kristne næstekærlighed eller almindelig humanisme op til stor debat. Det her er ikke noget højere, filosofisk princip, det er meget mere håndfast og konkret. Vi vil i bund og grund bare leve, elske – og i sidste ende se, at der er en mening med det hele. Det, der udligner forskellene mellem DEM og MIG er på samme måde ikke noget, jeg tilstræber. Og da slet ikke kunderne. Jeg har min arbejdsmæssige ensomhed som undskyldning og så lige den lille ”hemmelighed”, at Taxamanden jo har sin egen, lille historiebutik.
I begyndelsen gik jeg meget op i to hovedprincipper, som jeg regnede med ville være en i konflikt med hinanden. Jeg har brug for historier, og vil der nu i længden være nok af dem? Spørgsmålet er vel egentlig OK, for jeg fortæller flere gange ugentligt og har nu gjort det mere end halvandet år. Dertil kommer den ugentlige klumme til Ekstrabladet, der om godt en måneds tid har kørt hver eneste uge i et år. For slet ikke at tale om min bogudgivelse i december – JEG ER BARE TAXAMAND. Der skal nogle historier til for at holde butikken gående.
Produktiviteten er det ene hovedprincip, men jeg synes altså på ingen måde, at jeg er på vej til at lukke. Og sandheden er nok, at der stort set er historier fra den virkelige virkelighed hver dag og hele tiden.
Det andet hovedprincip vedrører fortroligheden. Det er også for mig selv en uudholdelig tanke at skulle gøres til subjekt i en fortælling fort andre menneske, – bare fordi man sætter sig ind i en hyrevogn med et behov for at blive transporteret hurtigst muligt fra A til B. Det kommer da ikke andre ved!
Men de to udfordringer, hele tiden nye historier og anonymiteten, har intet praktisk problem været i det daglige. For historierne flyder hele tiden – oftest uden at jeg igangsætte snakken. Oftere og oftere til trods for, at kunderne har en viden om taxamandens andet liv – historiefortællerens. Og anonymiteten? – Jamen jeg laver de ændringer og små ”eventyr-forandringer”, der gør det umuligt at genkende nogle hovedpersoner. Jeg udsætter historier, så det er lang tid siden snakken fandt sted. Jeg ændrer på steder og lande. I særlige tilfælde beder jeg om lov. Og i modsætning til den journalistiske kliché – at afsløre offeret eller gerningsmanden – så der denne form for dokumentarisk virkelighedsnærhed ikke af særlig betydning i mit krønikeskriveri. Mine historier er i bund og grund almene. De er ikke en del af tidens bulimiske REALITY-dyrkelse.
Tvært imod kunne man næsten sige:
Det vigtigste er ikke HAM og HENDE.
Det vigtigste er dig og mig.
Hun er en gråspurv. En gråspurv på krykker.Et eller andet sted en stolthed over at bære det gamle menneskes krop med værdighed, det håber jeg virkeligt.
Farven i hendes ansigt og i hendes hår er – temmelig grå. Men hendes krop er nærmest en spurvs.
Jeg kommer til at tænke på Edith Piaf, der måske havde lignet kvinden her, hvis ellers hun var blevet meget ældre. Piaf havde netop kælenavnet – ”spurven”. Og den franske sangerindes metafor i fugleverdenen, hængte naturligvis sammen med kunstnerindens lille størrelse – og så hendes store, fantastiske stemme.
Min kunde her har måske ikke nogen særlig sangstemme. Det melder historien ikke noget om, selv om hendes stemme er klar og kraftigere end kroppen. Hun er klar og tydelig og 100 pct. intakt i hjernen trods den fremskredne alder. Hun er faktisk lige fyldt 95, får hun hurtigt fortalt, – sådan som mange af mine ældre, kvindelige kunder har det for vane at gøre det. Jeg tror, det har grundlæggende to gode forklaringer på den åbenmundethed. Et eller andet sted en stolthed over at bære det gamle menneskes krop med værdighed, det håber jeg virkeligt. Og så det alderbetingede vemod, som jeg allerede føler som 60-årig:
”Hold da op, det er fantastiske det her liv, men det har faktisk en ende, som er langt tættere på, end det jeg allerede har levet…”
Jo ældre jeg bliver, jo mere respekt får jeg for menneskets evne til at bære alderen – især den høje alder. At leve med paradokset mellem privilegiet at være her endnu – og samtidigt at måtte erkende visheden om en afslutning..
Morten er min partner i forholdet til vogn 2282.
Han kunne på papiret være min søn – men sådan i tonen er vi kammerater. Legekammerater.
Gå i byen kammerater.
Men det er noget underligt noget med os i taxibranchen, os der er dag- og natmænd på den samme vogn. Vi bliver jo aldrig rigtige gå-i-byen-venner, for der er altid en af os, der skal på arbejde om lidt. Vi kender hinanden rigtigt godt, men vi har aldrig siddet med hinanden og et par pilsnere på et værtshus. Det må vente til den gamle går på pension.
Men vi trives som i et rigtigt parforhold, hvor det dybest set er sjovest, når man er forskellige. Han er et ordensmenneske. Jeg er et rodehoved. Han ligger politisk til højre for midten. Jeg ligger mest til venstre. Han har været ledende salgsmand i en hardcore kommerciel branche, hvor der hele tiden skulle gøres bundlinje op. Jeg har arbejdet i public service med snak, snaksnak – politik, politik, politik. Jeg har kone, tre voksne børn og et barnebarn. Han er ungkarl.
Men udover alle de der forskelligheder tror jeg godt jeg kan sige, at vi godt ka’ li’ hinanden og vore halvægteskabelige drillerier i de tiltuskede minutter vi har sammen ved overlevering af bilen.
Men ikke lige den her morgen for nogle uger siden. En af de morgener med sne og slud. – Jeg kunne have korsfæstet ham, hvis jeg ellers havde haft et par bjælker, en forhammer og nogle 10 tommer søm inden for rækkevidde.
Klumme i Ektrabladet, EKSTRA lørdag den 27. december 2014
(En diligence fuld af kærlighed, – det var den sølvgrå Mercers’s vigtigste rolle i 2014)
Det er vores helt almindelige liv, du kan læse om i og mellem linjerne i beretningerne fra dagliglivet, set gennem forruden på vogn 2282. I min sølvfarvede Mercer med det grønne logo er tilværelsen ikke en iscenesat virkelighed. Jeg har aldrig selv kunnet vælge, om det er tragedien, som jeg og læserne skal møde. Jeg ved bare, at den er der af og til. Den Altfortærende ensomhed og smerten over ham eller hende, der ikke er der mere. Et liv der er helt ude af egenkontrol. Men også helt omvendt: fortrøstningsfuldheden, hvor der er et spinkelt lys derude i tunnelen, selv om nætterne lige nu godt nok er betydeligt længere end timerne med lys.
Deniz Gül fortæller om hans og Asbjørn Kelstrups seneste filmprojekt – afgangsprojektet, som de nu er ved at rejse penge til.
I denne uges Videohilsen fra taxamanden, kan du se en trailer, som er klippet af taxamandens første filmrolle.
En ikke talende taxamand – så det er ren fiktion. Men som fortalt før. To unge elever fra Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, Deniz Gül og Asbjørn Kelstrup, optog en film i vogn 2282 – en større opgave på deres højskoleophold. Jeg kan vise traileren – selve filmen skal deltage i konkurrence, så den er klausuleret.
Deniz og Asbjørn er allerede i gang med deres afgangsprojekt. den forbindelse søger de støttebidrag i en såkaldt crowd-Funding på nette. Du kan ved at give 10 dollars få lov til at se hele taxa-filen, der er optaget on location i den københavnske nat.
https://www.indiegogo.com/projects/broken-eggs-short-film#home
GOD JAGT
Først røg konen.
Så røg barnebarnet.
Og nu er influenzaen kommet til taxamanden himself. Jeg putter mig under dynen, lader selvmedlidenheden tage en smule over – og håber at være klar på alle fire hjul midt på ugen.
Til alle I raske taxafolk derude, der er med til at holde Danmark kørende:
GOD JAGT!!!!
Til alle andre:
Go’ nat!
Et klip fra avisen.dk den 12 marts 2015
Denne uges Videohilsen kan naturligvis ikke holde sig fra det gode vejr – den luneste vinter i mands minde. Selv om vi blot er inde i midten af februar, har vi haft forårsvejr og lune temperaturer hele denne uge.
Og solskin fra en næsten skyfri himmel.
Og så lidt om taxamandens eget univers. Jeg er blevet bedt om at være profileret blogger på avisen dk. Det er en netavis, som ejes af A-pressen og et kommercielt mediehus – Freeway aps. Jeg fortsætter selvfølgelig med min egen blog og med mine klummer i Ekstrabladet.
Hør om taxamandens forskellige “medieformater” i denne uges Videohilsen.
GOD JAGT
Det er nogle gange de mest slidte klicheer, man skal passe allermest på.
Det tænkte jeg på, da jeg satte den unge kvinde og den gamle mormor af ved skadestuen. Dagens smukkeste taxitur Den jeg vil fortælle dig om senere.
Min unge onkel ogt sprogopdrager Ebbe (til højre) i 1971. Med storebroderen Morten til venstre. På skuldrene mine også dengang uimodståelige kusiner Tanja (tv) og Nanna. Di er i dag et par smækre kvinder midt i 40’erne – og selv forældre til voksne børn.
Klichéernes konsekvens. Det slappe sprogs skjulte løgne lærte jeg faktisk af mine sproglærere på mit journaliststudiet i Århus i slutningen af 70’erne. Den ene af dem var min kødelige onkel Ebbe, som i dag har trukket sig tilbage til huset ved Brabrand sø.Det var i mange henseender en rigtig god indgang til studielivet, at have onkel Ebbe i sit liv. Han er er en af to efternølere i en søskendeflok på fem, hvor min far er den ældste. Så der var både noget ganske fornuftigt i at have et familiemedlem, der bar den autoritære titel – ONKEL, når han så samtidigt var min ven. For han var tættere på min generation end på storebroderens – min fars. Han kunne på en gang være kontrollanten og partneren.
Han var nyskilt, små-venstreorienteret og havde fuld kendskab til de akademiske cirkler i Jyllands hovedstad. Man kunne også sige det i datidens sprog: Han var en fed onkel at have. Altså fed på den fede måde. En intellektuel charmør, der aldrig blev en del af datidens småsure, marxistiske partisanbevægelse.
Onkel Ebbe, som i dag er rundet de 70 – er magister i dansk – vist nok med en konferens om ”modalverber”. Det var et totalt usexet emne i slut-60’erne og de tidlige 70’ere, hvor de mest profilerede afhandlinger indeholdt ordet arbejderklasse. Det kunne jeg bruge, hvis han blev for højrøvet ved de byture, hvor onklen og nevøen var to drenge på rov. Var det ikke nok, hjalp det at påpege, at den smarte fyr med smilehullerne og det krøllede hår var min ONKEL. Og endelig havde jeg det sidste beskidte trick, hvis alt andet glippede. Jeg kunne fortælle de henførte unge, kulturradikale skønheder, at den her mand ved min side faktisk havde en fortid som premierløjtnant i hæren med ret til at bære sabel. Det gav så IKKE hverken ”street cred.” eller adgang hurtige sexaftaler på Jazzhus Tagskægget eller cafe Æsken i det indre Århus i 70’erne.
Så holdt onkel Ebbe kæft!
Jeg lovede mig selv, at det ville aldrig, ALDRIG ske!
Det der med, at jeg ville sidde der i lænestolen, klør mig lidt i det grå skæg, smile lidt vemodigt for mig selv – og så begynde at tale om, at det hele sgu var lidt lettere i gamle dage.
Det er en af de fede sider ved at have arbejdet og levet på radiokanalen P3 i DR-kulturen. Her er det i sagens natur ikke smart at være retrospektiv. Det er vel nærmest begyndelsen til enden, når man begynder at tale mildt om fortiden – og det har jeg altid haft det godt med. Dels er kanalen et frirum i en meget tilbageskuende, selvoptaget institution (selv en lille fyringsrunde kan i selvforståelsen fremstå som et knusende slag mod dansk kultur). Og dels er der noget grundlægge vitalt i at tage hul på fremtiden i forventning om, at den vil være bedre end både fortiden og den grå nutid.
Men alligevel kommer den snigende ind på den gamle mand, denne mimrende kiggen bagud på en tid, der i erindringens lys ikke bare er fortid – men en bedre tid.