Hvis en af mine døtre flyttede til Jylland, ville der blive indkaldt til krisemødet i familiebestyrelsen.

Ikke noget entydigt krav om at blive her i byen – i riget – i midten. Her i familien har vi jo vores frie vilje. Og hjemmets alderspræsident – den store alfahan midt i et paradis af kvinder – er jo selv emigrant fra det stormfulde skær i Østersøen. Jeg ved jo, at der findes et liv nord, syd, øst og vest for Valby Bakke. Og det slog ikke bunden ud af mit liv, da sent i august 1973 sendte min skibsbriks og morfars skrivebord med coasteren m/s Mito – og selv blev fragtet af min far i den pang-blå VW Variant 1600, stationcar til Århus.

Hjem til Århus

Sådan føltes det.

Men der krøb en provinsiel familiefar ind i min globale sjæl, da jeg nåede bedsteforældrealderen. Og et eller andet sted passer det mig fremragende, at der højst er en halv snes kilometer mellem mig og ungerne. Og her måler jeg så efter den unge, nybagte parcelhusejer, der har lagt den mest radikale afstand til forældrene i en stærk selvstændiggørelsesproces med ejerbolig, Skoda, kæreste og barn.

Line er flyttet til Lyngby!

Continue reading…

Klumme i Ekstrabladet, EKSTRA lørdag den 20, december

 

Jeg er selv en underlig cocktail.

Fra ungdomskulturen de hårdtslående 70erne. Dengang alt for meget reformist, men i dag – tilsyneladende – alt, alt for rød. Jeg elsker drømmen om det store fællesskab, – men livet har lært mig, at de store forandringer ofte skabes af enkeltpersoner.

Som ham Yahya, den karismatiske dansk-palæstinenser jeg mødte i taxien sidste sensommer, før han havde slået Danmarksrekorden i lyrik-oplag. Endelig en af ”folkeslagenes egne” der turde sige fra over for den religiøse fascisme i form af vold og undertrykkelse. Og her i efteråret slog han så til igen mod det Danmark, som har forsøgt at hverve ham i fremmedangstens tjeneste. (Denne klumme er fra december 2014 – sidenhen har Yahya Hassan igen sagt fra overfor islamofobernes “adoption” af ham og hans oprør…. red)

 

I samme univers af kultursammenstød – men helt uden intellektuelle kammertoner – mødte jeg en power-kvinde forleden, en travl fredag.

Det startede med, at jeg var pinlig og forudindtaget, da jeg samlede hende op ved en af de store, internationale virksomheder.

– Where may I bring you, madam?

Jeg kan det der med at scanne mennesker, inden de sætter sig ind. Hun er mørk men med europide ansigtstræk og glat hår. En plus en er to – og damen må være inder, ansat i koncernen og lige nu på besøg i virksomhedens hjemland.

Helt forkert!

Continue reading…

Jeg tager ikke billeder af mine kunder. Der går grænsen. Og lige i denne situation, ville det alene være retfærdigt, hvis fotografen var god og loyal over for modellen, der var noget usædvanlig i landskabet. – For han var usædvanlig i alder og outfit. Jeg blev et øjeblik grebet af den frihedsfølelse, som har kostet mig meget på en skala fra ægtefællens irritation – til jobbet:

Den frakke kunne jeg eddermame også tænke mig at gå i. – Og jeg ved, at jeg alligevel ikke ville turde gøre det. Min kone ville som blideste reaktion – ufravigeligt nægte at gå med mig på gaden.

Mine tøser ville nok acceptere det – og så promenere med mig, som var jeg en dyb excentrisk onkel fra Amerika, der undtagelsesvist ikke går i dametøj. Og mødte vi nogen, vi kendte, ville mine fars-frihedskæmper-døtre henholde sig til, at deres ”Vati” såmænd blot var midt i et oprør mod samfundets rigide opfattelse af mennesker i 60-årsalderen.

Medlidenhed ville være stikordet.

  Continue reading…

– Det er en rigtig øv-dag i dag.

 

Her er en frue, der skal serviceres. Jeg mærker hendes aura i sekundet, inden hun sætter sig.

Det kan man ikke bare se på den gamle dame, når hun sætter sig ind i bilen. Det behøver man ikke være psykolog for at mærke. Det ligger i den kølige vinterluft. Hun mumler om et eller andet, der irriterer hende, inden hun sætter sig ind på bagsædet. Selv når hun venligt kigger chaufføren i øjnene, mens han holder døren for hende, stråler det også ud a hendes øjne: DET ER EN ØV-DAG!

De er mørke, hendes øjne, klare blanke og ser ikke ud til at fejle noget, selv om jeg rent faktisk henter hende ved øjenlægen. Men hun tøver en utålmodigt et sekund foran døren til kabinen – sikkert for lige at vende sig til det mørkere rum i kabinen, inden hun fokuserer og kan sætte sig ind

Men inden da, er hun en af disse ældre speed-kvinder, som overhovedet ikke lever op til forestillingen gamle gigtramte koner. Jeg er ikke engang nået over til døren ind til konsultationen, før den smækker op. Hun aner sikkert den grå Mercer og dens gråhårede taxamand. I hvert fald har hun -hørt lyden fra motoren som stopper og en dør, der åbner og smækkes i. Hun ER en speedkvinde, en lille, køn og feminin tasmanisk djævel, som nærmest fræse hen til taxien. Det går stærkt. Jeg når lige at vende om på hælen og åbne døren til bagsædet. Der er ingen sammenhæng med køreordrens formelle ord: ”… kunden skal følges fra klinikken …”.

Her er godt nok ingen gammel dame, der skal følges. Her er en frue, der skal serviceres. Jeg mærker hendes aura i sekundet, inden hun sætter sig.

Continue reading…

Der er biler i flere klasser.

Blandt taxichauffører kunne der meget vel udbryde en mindre borgerkrig om det bedste bilmærke. Og selv om, der sikkert kunne skaffes flertal for MERCEDES, så ville der straks udvikle sig en revolte, når man begyndte at tale mærker. Nogle ville synes, at verden ikke har været sig selv, siden taxibranchen stod af 320’eren. Den sekscylindrede Guds gave til alle mænd og kvinder, der kører i bil som deres erhverv.

– Pis, ville andre sige: Skoda’en eller VW Passaten er langt billigere og mindst lige så anvendelige. Og pludselig sniger de sig nørder ind med Audi ’er eller sågar BMW ‘er.

Om lidt kan det måske være ligegyldigt ministrene og deres djøf’ere (Det burde vel retteligen være vendt om i virkelighedens verden – regnedrengene kommer naturligvis først!) – har afskaffet frikørselsordningen. Så nu kan de to-års-brugte biler ikke længere sælges uden afgift – men skal beskattes som var de købt uden for landets grænser. Så nu bliver de taxi-brugte biler for dyre til at kunne sælges – og så skal de til gengæld køres helt ud.

Så politikerner har med stor dygtighed sørget for, at vi enten skal køre rundt i discount-biler, som kan købes billige fra nye. Eller lige så sandsynligt: Dyrere indkøbte biler skal køres – HELT UD. Måske 500.000 km eller 700.000 kilometer, før den så kan sælgers til lavpris ude i Europa, hvor stjernen er attraktiv uanset bilens stand.

Continue reading…

Taxamandens klumme fra EKSTRA, EB’s magasin den 13. december 2014

 

Det er en tabersag at gå imod udviklingen, sagde den unge, kvindelige politiker.

Og så skiftede hun parti.

Vupti – og så blev socialisten liberal.

Og sådan kan ex-socialisten, Ida Auken, ikke bare skifte til de liberale radikale, mens hun endnu er valgt ind for de røde. Hun kan også øjeblikkeligt markedsføre sig på at flyde med udviklingen og hilse de organiserede pirattaxier velkommen til landet:

 

”… Personligt synes jeg det er en stor dag, når Uber kommer til Danmark …”, skrev hun fra morgenstunden i sit tweet. Hun lænede sig selvfølgelig op ad visionen om det grønne paradis, hvor vi afskaffer taxierne til fordel for det store kollektiv, hvor vi åbner bildørene for ukendte mennesker.

 

Problemet er bare, at dette glansbillede ikke har noget med det virkelige Uber at gøre. Som globalt selskab meget tættere på Goldmann Sachs end på hyrevognsbranchen. Det handler reelt om pirat-taxivirksomhed, hvor især unge Brian og Ahmed cruiser rundt i storbyen om natten for at tjene en slat på at ”køre taxi” uden at have en uddannelse til det, uden skat, moms forsikringer – og alt det, der gør arbejdslivet besværligt. Men det’ da lig’ meget, mand. Før var de nogle banditter. Nu redder de verden fra global opvarmning. Transformationen fra ulv til lam er lige så nem som at skifte parti.

Continue reading…

 

 

På søndag den første marts er jeg gæst i Radio 24syv’s morgenprogram HØJLUNDS HELTE. Den faste vært er journalisten Gertrud Højlund, der er rundet af både den grundtvigske fortællekultur og af den jyske “muld” (Hendes far var teologen, højskolemanden og tv2-pioneren, Niels Højlund)

Hun sender programmer søndag morgen mellem syv og 10 om og med mennesker, der går andre veje end de helt sædvanlige. Jeg er med i programmet for anden gang som en slags gæstevært, – og det er jeg stolt af, for faktisk er Gertrud en af mine radio-helte. Hun er mild uden at være slap – og har bid uden at være giftig. Og så er hun noget, der desværre er lidt for sjældent i dagens journalistik. Hun er en begavet generalist, der mestrer at være en intelligent interviewer i mange stofområder.

Jeg fik fornøjelsen af at køre en tur med hende i går: (Beklager en synkroniseringsfejl i optagelsen) – men her fortæller hun lidt om dagens gæster:

 

 

 

Dern professor i kirkehistorie, som Gertrud omtaler er professor emeritus, Martin Schwartz Lausten, som faktisk er en af Europas førende forskere i Luther og reformationen – altså trosgrundlaget for den danske folkekirke. I en tid, hvor Islam – også af forståelige grunde -må lægge ryk til megen angst og vrede, glæder jeg mig til at høre Martin Lausten fortælle om Luthers forhold til jødedommen, der ifølge Laustens egen kirkehistorie startede med tolerance og endte med noget, der nærmest ville kalde antisemitisme i dag.

 

Jeg skal rykke nogle timer ind i radio-mediet, som engang var mit fulde arbejdsliv.

Til alle taxi-kollegerne derude har jeg min sædvanlige hilsen:

 

GOD JAGT

 

Jeg ved, jeg er god til at snakke.

Nej, når sandheden skal frem: Jeg er berygtet.

De, der kender mig lidt tættere på, vil være i en stemning af overbærende smil og rysten på hovedet, når de læser lige netop disse linjer.

 

– snakker? – Ja, det kan man vist roligt sige.

 

De, der ikke kan holde snakkeriet ud vil læse hurtigt videre og springe fra meget hurtigt, hvis ikke jeg snart har andet at fortælle end irriterende selv-omtale.

Roiligt nu, det sker lige om lidt!

Jeg nævner det bare, for at fortælle, at en af hemmelighederne bag taxamand.dk og mine skriverier er den måske stærkeste erkendelse efter mine mere end to et halvt år på hjul i vogn 2282 – den sølvfarvede Mercer med den grønne logo: Fortællelysten i folket er stor. Den nærmer sig niveauet for min legendariske nysgerrigherd og mit speed-snakkeri. Og jeg kunne ikke lade med at smile indeni, da Morten, min natmand, trak mig til side i de 5 minutter vi – de uregistrerede partnere i en endeløs jagt på en rimelig indkomst –, mens jeg udfylder papirer og lukker hele taximetersystemet ned – mens han starter forfra i SIN jagt på guld de næste 12 timer. Han havde lige noget at fortælle. Han havde mødt en mand, fået hans telefonnummer, for den kunde havde ”… fanneme en spændende historie at fortælle …”

Morten er også skåret ganske godt for tungebåndet. Men han ejer i modsætning til sin dag-partner – et mere normalt niveau af blufærdighed. Alligevel fortæller folket også spændende livshistorier til ham.

Continue reading…

Jeg har altid haft et helvedes rod i min egen klassebevidsthed.

På papiret tilhører jeg vidst borgerskabet. – Min far var primært selvstændigt erhvervsdrivende – som landmand. Men indtægtsforholdene kunne ikke sammenlignes med borgerskabets traditionelle bemidling. Min mor var funktionær – oven i købet i en ledende stilling. Hun var plejehjemsforstander for to plejehjem på min hjemegn. Men heller ikke her strømmede guldet ind. For udgangspunktet var en uddannelse som sygeplejerske og her har virkeligheden maget det således, at de der plejer os i vores livs yderzoner er blandt de dårligst lønnede.

 

Og så det konkret klassebevidste – følelsen  af, hvor på samfundsstigen man hører til ….?

Min kære mormor følte sig og stemte konservativt fra start til slut. På Bornholm, var det en slags aristokratisk udmelding, at stemme på Højre (Hun brugte det gamle navn på partiet, der formelt skiftede navn i 2015.) – For tilsyneladende bestod befolkningen på klippeøen næsten kun af venstrefolk og socialdemokrater. Resten var små, ubetydelige bølger i det politiske hav. Lige indtil efteråret 1973, hvor Bornholm gik forrest i den store konverteringsbølge til Fremskridtspartiet. Det var et slag til højre, der ville noget. – Men klassebevidstheden? Næh, det var ikke den højere landadel eller de grumme virksomhedsejere med høj hat og fråde om munden, der tog over. Det nye folketingsmedlem for skattenægterpartiet var papirhandleren fra Åkirkeby.

Ham havde ikke mange år hørt om før.

  Continue reading…