Og så er der det sociale regnskab. Her måler virksomheden sig på sin profil i forhold til ordentlige behandling af medarbejdere og mennesker i forhold til virksomheden

Moderne virksomheder har meget mere end blot ét regnskab.

Det klassiske med de sorte og røde tal er det mest kendte. Det er det med bundlinjen, overlevelsen, forretningssuccesen etc.

Så er der det grønne regnskab, som måler virksomhedens anstrengelse for at tage vare på egne og verdens ressourcer. At affaldet minimeres. At lyset bliver slukket. At produktionen hele tiden tilstræber at skære ned for energiforbruget.

 

Og så er der det sociale regnskab. Her måler virksomheden sig på sin profil i forhold til ordentlige behandling af medarbejdere og mennesker i forhold til virksomheden. Folk indefra og udefra – f.eks. underleverandører og deres anstændige behandling af deres ansatte.

Vi skal opføre os ordentligt og vi gør en synlig ære af at gøre det. I management-jargon taler man om virksomhedens CSR-profil. CSR står for Corporate Social Responsibility. Virksomhedens overordnede sociale ansvar…

 

Når nogen siger CSR, tænker man på arbejderens vilkår, muligheden for at ansætte mennesker i støtte-jobs. Men ansvarligheden kan også vise sig i den helt anden ende af pyramiden….

Continue reading…

 

 

 

Klumme i Ekstrabladet EKSTRA, søndag den 1. februar.

 

 

Da jeg mødte ham første gang, var han helt nede i sølet. Anden gang, kunne jeg næppe genkende ham og jeg fik historien om svigt og skuffelser – og druk til døden. Vi blev så meget venner som den naturlige afstand mellem taxamand og kunde tillader det. Der er blot 3 uger mellem de to møder og jeg kører stadig omkring med forundringen over det her underlige liv og de pludselige møder, det kan byde på.

 

Jeg lukker refleksmæssigt for næseborene, da jeg træder ind i han værelse i den beskyttede bolig.

Her lugter ikke decideret uhumsk, fordi manden er under daglig pasning. Men indelukket, sødt af sovende menneske, som alle os, der har prøvet at åbne et teenagerværelse, kender det. Rummet er helt dødt og uden dekoration af nogen art. En seng, uredt med en klam, grå dyne fra en nattesøvn, der har varet i dagevis. Over for et stort skrummel af et gammel gammelt billedrørs-fjernsyn. Et bord med et underligt instrument på det kombinerede natbord og spisebord.

Og så sidder han bare der på sengekanten og kigger på mig med tunge, bedende, rødrandede øjne og det uredt hår. En godt halvtredsårig mand i en udslidt og færdig krop, der kunne være fyldt det dobbelte.

 

Continue reading…

Hver onsdag blogger Taxamanden i Avisen.dk. Jeg tager som altid udgangspunkt i mine oplevelser og dialoger i vogn 2282 – den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Hvis du vil opleve en god nyhedsformidler , der arbejder med professionelle journalistiske kriterierpå nettet, kan du frit og gratislæse nyhedsavisen.dk på nettet. Tryk på avisens logo herover.

 

Dansk politik har en gravhunds psyke. Beskeden af størrelse – og alligevel evigt gøende og markerende som en slags kompensation for egen lidenhed.

Landet er jo lille, så vi lader udvikling være udvikling – og så sender vi af og til et forskerhold til provinsen for at se, om der kan gøres noget.

Arrogancen kan ikke mindst aflæses i vores regions-politik. Mens vore broderlande som Sverige og ikke mindst Norge fører en bevidst politik om at fordele service og statslige arbejdspladser over hele det store land, så er det tvingende nødvendigt i vores landsby-kongerige at gøre andet end at fastholde en sygelig centralisering af magten i hovedstaden København. Tager man vores geografiske udstrækning i betragtning er det mere tragisk end komisk. Trods en geografi og transporttid i betragtning er vi at sammenligne med en international storby med forstæder. Og hvis ikke vores amatørpolitikere havde leget med diesellokomotiver, mens verden omkring os gik elektrisk, kunne vi havde brugt milliarder af spildte kroner på at forberede og udvikle et hurtigtogsnet og måske nye tunnelforbindelser, så vores lidenhed blev transformeret til en storhed.

I Danmark vender man mulighederne om til en kollektiv slaphed: Landet er jo lille, så vi lader udvikling være udvikling – og så sender vi af og til et forskerhold til provinsen for at se, om der kan gøres noget.

Continue reading…

Taxamandens klumme i EB, EKSTRA lørdag den 24 januar 2015

 

 

Det var ikke den kønneste scene fra dansk hverdagsliv.

En rasende granitperker er i åbent udbrud. Et chaufførskænderi på åben gad.

Der skulle en meget gammel mand til at reducere mit blodtryk til almendansk normalniveau.

 

Det startede som en tiltænkt høflighed og lidt kunde-pleje. Ni ud af ti gange er taxamandens fremkørsel til områdets fodterapeuter en service for ældre mennesker. Det handler meget ofte om ældre med gigt- og kredsløbsforstyrrelser – gode medborgere, som kæmper for at kunne gå nogenlunde og uden smerte. Så jeg kørte altså lidt uortodokst frem til klinikken på den stærkt befærdede vej. Det var tæt på en kryds. Der var nogle ubehagelige gule striber. Og så lykkedes det mig faktisk at overtræde endnu en paragraf i færdselsloven, da jeg kørte den sølvfarvede Mercer med det grønne logo solidt op på cykelstien. Så hvis kørekortet bliver taget fra mig efter denne artikel, ved I altså hvorfor.

 

Hjælpsomhed, måske, men først og fremmest en idiot i trafikken.

Det mente buschaufføren givetvis også, da han kørte op på siden af mig og stoppede, selv om han sagtens kunne komme forbi. Men udover, at han har gået på arbejdsmarkedsuddannelse ligesom jeg, har hans netværk også lært ham at hade taxichauffører. Han og bussen varetager kollektivet. Jeg og min branche er nogle individualistiske fjolser.

Vi kiggede på hinanden som to råbukke, der bare IKKE ville forlade det revir, vi lige havde tilkæmpet os. Og for at gøre fordommene og underholdningsværdien større, er jeg en bleghvid dansker, mens han er af afrikansk herkomst. Jeg bidrog klart til et ubehageligt, racistisk vrangbillede. Jeg skænkede det ikke en tanke, for jeg var bare retfærdigt sur. Han havde færdselsloven på sin side.

Continue reading…

Ja, det er faktisk et rimeligt fornuftigt og et ret eksistentielt spørgsmål: Kan Facebook-venner nu også kaldes rigtige venner?

Taxamanden er klar til at svare ja! Eller i hvert fald: Nogle af dem kan, selv om man ikke dyrker sit venskab med den samme fremmødende intensitet som ”det analoge venskab”. Det er klart. Jesper – personen og journalisten – er mere skeptisk. Selv om jeg ikke praktiserer ”venskaber med optagelsesprøver” (min kone vil nok påstå, at jeg er lidt for rundhåndet med etiketten ”venner”), så må jeg jo principielt mene, at der er noget grundlæggende overfladisk i Facebook-kulturen. At dette verdensomspændende netværk på ord og oplevelse så at sige har begået tyveri ved at nuppe ordet ”venner” fra den gamle kultur for at legitimere den nye.

Hvad fanden er det for en kultur, der slipper en tilfældig islam-hader ind i mit univers i endnu en af de fremmedfjendske, sarkastiske, indvandrerfjende debatter på Facebook – og stiller mig spørgsmålet: ”Ved du i det hele taget, hvad Islam er”. Og antyder noget konspiratorisk, sygdomsagtigt ved en af verdensreligionerne – som vi i øvrigt deler store dele af historien i det gamle testamente med?

Og så pling! I den helt anden ende af følelsesuniverset: – Med en livskærlighedens tryllestav, en aftale, møder jeg samme dag en af mine ”tilfældige” Facebook-venner. Og er det ikke allerede sådan, så kunne det netop blive begyndelsen til et stort venskab.

Continue reading…

Jeg blogger på avisen DK. Hver uge –  som hovedregel onsdag – deltager jeg i samfundsdebatten med udgangspunkt i de mennesker og brydninger jeg konfronteres med i min taxi. Tag et kig i avisen dk – en af Danmarks større nyhedssites produceret og redigeret efter journalistiske principper.

Avisen.dk er ejet af A-pressen A/S og Freeway aps

Mit ugentlige blog-indlæg bringes her på min egen blog onsdag.

 

 

Ro på!

Alle elsker DR.

I taxamandens eget, firehjulede menings-univers, giver det SÅ meget street- cred at flage med sit 35 årlige ægteskab med statsradiofonien, at jeg jævnligt siger VI, selv om jeg og DR gik fra hinanden for 5 år siden. Også internationalt. Jeg kørte med tre veloplagte, kvindelige englændere, der er faldet totalt for BORGEN. Og da jeg namedroppede og fortalte, at jeg af og til drikker øl med Søren Malling, redaktionschefen i serien, var jeg blot et hanefjed fra en date, hvis det var det, jeg ville.

Og danskerne på tværs af rødt og blåt vil ikke undvære DR’s indhold.

Da DR for et stykke tid siden nakkede DR’s stærkeste kender af Storbritannien og Sydamerika – Niels Lindvig fra Orientering på P1 – forstod de intensive brugere af den kanal ikke en pind af det hele. Jeg kørte med en London-bosat dansker – en finansmand – det gik i struben på mig med et utvetydigt: ”Hvad fanden foregår der lige her?”. Jeg fortalte noget om mange års ledelsesmæssig irritation over en meget selvbevidst og fribåren person, der ikke altid passede til ballerina-trinene i statsradiofonien.

Continue reading…