– Er der noget, jeg kan hjælpe med, spørger damen, der er på vej ind i opgangen, hvor jeg står og venter

tålmodigt ved dørtelefonen.

Hun genkender min taxauniform og vil hjælpe mig indenfor i den gamle ejendom på Østerbro.

Så her skal taxamanden klare ærterne. Et af de to ugentlige indkøb

Jeg takker pænt nej, for jeg har prøvet ventetiden før på netop dette sted og hos denne kunde.Jeg nikker til den hjælpsomme nabo, der selv lukker sig ind. Min kunde er en ældre dame og hun er så gangbesværet, at det tager over et par minutter, før hun når hen til sin dørtelefon i lejligheden og kan lukke mig ind. Hun bor i stuen og er så dårligt gående at blot de få trin ned til yderdøren vil tage mange minutters anstrengelse og hjælp og koste hende megen fysisk smerte, blot for at komme ud på gaden. Så her skal taxamanden klare ærterne. Et af de to ugentlige indkøb – gætter jeg på. Måske tre.

Egoistisk set strutter jeg ikke af begejstring over en tur som denne. Der er nemlig så kort fra kunden til supermarkedet, at jeg kan se det, når jeg går ud på gaden. Jeg kører hurtigt derned – og den ældre kvinde har været grundig som altid. Og fruen – min kunde – kan arrangere det hurtigere, end jeg selv kunne gøre det. Hun har en aftale med supermarkedet, som selv samler varerne ind. Så snart jeg er inde ved servicedisken, er ekspeditricen klar med vare-posen. Jeg betaler via de medbragte penge og kan køre tilbage til kunden, som med normal førlighed kunne have foretaget dette indkøb på en sund spadseretur.

Taxamanden er af sine familie kendt for at være en rodehoved. Men HER kan jeg ikke andet end at have orden i varer, i bon på indkøb, i kvittering for kørsel+20 kroner i bærehjælp – og byttepenge, naturligvis. Hun kigger på mig med smerte i krop og i de lidt trætte øjne -. Mens jeg hurtigt gennemgår regnskab og returpenge. Hun smiler kærligt og giver mig en tier i drikkepenge. Et dejligt menneske er hun og har betalt vel 30 pct. Mere for varerne, fordi de skulle hendes i taxi. Hun er ikke på nettet. Hun har ingen app. – og hjemmehjælpen –hvis hun har den – rækker ikke til de daglige indkøb. Og så er der disse få minutter af tilværelsens trivialitet, som slet ikke er så trivielle for hende, der lever i udpræget ensomhed. En hyggelig dialog. Et øjekast. En tålmodighed. Et menneske, som hjælper, fordi han bliver betalt for det.

Kontakt.

Continue reading…

 

Der skal luftes ud i en taxi.

Det gælder også vogn 2282.

Ikke bare sådan helt konkret, at jeg ind imellem åbner alle fire døre og bagklap og hurtigt får udskiftet de måske 2 kubikmeter luft, som er den fysiske ilttilførsel til chaufføren og 1-4 passagerer. – Eller endnu bedre: At rulle alle fire vinduer i dørene ned, mens jeg kører og virkeligt få luft i håret, så det også kan fjerne lidt af den træthed, som kan kompensere taxamanden for de mange timer i kabinen. Nej, det handler også om den mentale, friske luft og pift fra en verden uden for kabinen. Det kørerende og servicerende erhverv kan ligesom alle andre erhvervs gå i selvsving. Man kan blive en af disse ”kloge-Åger”, der lytter til lidt radio og kunder og udvikler en helt uovertruffen klogskab, hvor man kan tage stilling til ALT i denne verden. Taxamanden kender selv-klogskabens svøbe og I – mine læsere – må af og til lide af det i og mellem linjerne. Jeg ved det jo godt – og har svært ved at indrømme det. Eller endnu værre: Man sidder og bliver sur og indebrændt. Den er gal med politikken i folketinget, der er for mange taxi-bevillinger i kommunerne, de rige kunder sviner med pengene, de fattige kører ikke taxi nok, de gamle er for nærige, de unge er for uforskammede. – Og vognmændene og kollegerne fra de andre selskaber? De rene kynikere og banditter.

Men ro på! Den slags branche-betonhoveder, har jeg såmænd mødt i mange andre brancher – blandt læger, journalister, skolelærere, kemiingeniører og alkoholikere på overførselsindkomst!

Det er derfor, det både er rart og nødvendigt at blande blod – bar’ engang imellem!

Continue reading…

Klumme til EB, EKSTRA lørdag den 20 september.

 

Det regner let denne morgen kl. 4 på Østerbro i København.

En melankolsk støvregn, hvor radioen burde spille blues.

En af de morgener, hvor jeg bare savner en smøg – en synd jeg ikke har begået i halvandet år. Det er nærmest småperverst, at trangen kan få mig til at savne en ægte natteravn – en af dem, der oser af tobaksrøg fra et af de små værtshuse

Hun lugter overhovedet ikke af tobak, da jeg åbner døren for hende og sørger for, at hendes lette, tomatfarvede sommerkjole ikke kommer i klemme. Hun smiler forsigtigt til mig. Det vemodigt smil – ligesom støvregnen. Og lugter slet ikke – hun dufter af Nacisco Rodriguez parfume.

Jeg er sikker, for hun dufter som min kone og jeg smiler indvendigt i en stille fryd

Min kunde er en smuk, voksen kvinde af asiatisk afstamning.

Continue reading…

 

Jeg mærker det særligt i disse dage.

Jeg er et meget forkælet menneske.

Og nu skal du ikke høre sangen fra de varme lande om den dejlige kvinde, min kone, og mine tre voksne døtre, der klarer sig godt og mit barnebarn osv. osv. Signalementet af mit liv i privatsfæren er faktisk rigtigt, det må jeg erkende.

Men det er ikke det, jeg tænker på lige nu.

Det handler om taxamanden og mit arbejdsunivers – herunder den fortællende og skrivende taxamand, som har fået så megen hype i de sidste dage. Og omtale. Jeg har skrevet og fået udgivet en bog, som handler om Danmark og verden lige nu – set gennem forruden på min taxi-Mercer, vogn 1-2282. Om symbiosen mellem personen og journalisten Jesper Grunwald og taxichauffør 023492. Jeg skiftede fra en tilværelse med løn og status i den ”lidt højere middelstand” – og kører nu som 100 pct. Provisionslønnet, ufaglært lønarbejdet.

Men…..

Det foregår godt nok i et lidt mere beundringens lys, end tilfældet er for de fleste af mine kolleger.

I forbindelse med bogudgivelsen – og i i løbet af de sidste par år, er jeg blevet omtalt i en række af de landsdækkende aviser, fået hele og halve sider i lokalaviser og diverse magasiner, blevet portrætteret i bedste sendetid på TV2, været gæst i Aftenshowet, blevet fast ugentlig kommentator i Ekstrabladets magasin om lørdagen, EKSTRA – og mest af alt: Jeg følges af mere end 3.000 mennesker på facebook og læses flere dage om ugen af op mod 1000 – helt op til 1200 mennesker. Og hver dag – og nogle af jer er nærmest faste ”på pletten” – får jeg medlevende og intelligente kommentarer til min blog.

Jeg har selv gjort en stor del af arbejdet og jeg giver så meget af mig selv, som jeg tør og kvalmegrænsen tillader. Så jeg har altså ingen selvudslettende fornemmelser. Men det ændrer ikke ved min status:

Jeg er røv-forkælet!

Continue reading…

Det startede med surhed.

En morgensur taxamand, lydende navnet Jesper G.

Jeg har tidligere hold moraliserende taler over temaet ”hvad en ægte taxichauffør er forpligtet til..” Herunder reglen om storsmilende at være lige så glad for den korte tur som den lange. Eller i hvert fald være god til at lade som om. Ellers er der bare basis for klage til centralen osv osv.

Så da jeg forleden havde ventet to en halv time på første tur fra distrikt 622, Klampenborg (Jeg var fremme kl. 3,20 – og fik første tur kl. 10. minutter i seks, så smilede jeg sarkastisk som en flækket træsko, da jeg så at turen gik fra en luksushytte på den anden side af strandvejen til Klampenborg Station. Afstanden kunne nærmest måles i en håndfuld alen. Efter en solid ventetid – den sidste time som nummer et i køen – vandt taxamanden lige en tur til 56 kroner – og rykkede forfra i køen som en klar nummer fire.

God morgen, så begynder vi forfra!

Jeg smilede påtaget som var mundvigene var ved at mødes i nakken. – Men inderst inde havde jeg lyst til at flække et par af Dyrehavens træstammer med de bare næver.

Under alle omstændigheder besluttede jeg at vise stil ved ikke at omtale denne episode på min blog, da det det jo er uprofessionelt og alle ved, at kunden bestemmer turens længde.

Det løfte har holdt – et par dage

 

– Hrmfffff, som Anders And plejer at sige.

Continue reading…

 

 

Gårsdagen blev den helt store omtale-dag for taxamanden.

Diverse samtaler med Mettelise, som styrer markedsføringen af min bog. En lige-på-dame, der får mig til at fremstå som et rodehoved – uhyggeligt tæt på sandheden.

Et grundigt og velforberedt interview med Tore Leifer og Karen Secher fra P1 i deres nye programflade P1 Eftermiddag. Det er en fornøjelse, at være en del af den form for omtale. Og jeg ville være en krukke, hvis ikke jeg var glad for al den omtale helt op til jeg-bukker-og-skraber-grænsen. Journalisten og bogskriveren lever jo af, at nogle vil læse og omtale. Og omtale er opmærksomhed og omtale for andre, der måske ikke kender taxamanden.dk – så kunne salget måske gå endnu. Jeg kunne måske tjene nogle af de penge, som kunne kompensere og lønne arbejdet med at lave bogen.

At blive ”kendt” er jo blevet en af de mere slidte, hædrende omtaler, der ikke længere skinner som guld i lyset. Men ”smør på bordet” er lige noget for taxamænd og skriverkarle.

Og så tænker jeg på ”Konen med æggene” – eventyret af H.C. Andersen, som på en eller anden måde er helt uden for Janteloven, selv om moralen er den samme: ”Sving dig nu ikke for højt op, for i sidste ende går det galt. Du sælger nogle æg, du køber nogle flere høns, så får du flere æg osv osv – og en dag er du sultan i eget palads. Indtil –PLASK! ”

De smadrer, inden drømmen er realiseret.

Du taber det hele på jorden – eller på gulvet – og så er drømmen bristet.

Continue reading…

Jeg er far til tre døtre, så jeg er selvskreven feminist.

Og jeg kan lide, når den føres ud i livet. Som da den ældste avancerede i lyntempo i sit studenterjob i new media – mest for mænd. Eller den yngste i en periode ville være politikvinde. Eller den mellemste resolut bad om at blive sat af fra en taxa, da en eller anden religions-forvirret chauffør begyndte at tale om, at danske kvinder selv var ude om at de blev voldtaget. De er udfordrende klædt.

Skønt at få gjort op med forældede kulturforestillinger, hvad enten de er importeret eller skabt i egen have.

Hun er meget ung kvinde min næste kunde, som jeg samler op ved et af hovedstadens højtprofilerede, akademiske arbejdspladser – et advokatfirma.Det kunne være en af fredagens institutionsafhentninger. Men jeg ser, at hun har en kuffert med – og for mig synes hun for ung til at have børn. Isæt i dette erhvervssegment, hvor fødselsraten holdes ”naturligt” nede af lange uddannelser og et helt overmåde tidsforbrug på arbejde.

Jeg hjælper hende som det foreskrives i vortes VIP-krav. Ud af bilen for at tage sig af det praktiske.

Og SÅDAN – ind at sidde på pladsen med udsigten til en smilende og smuk kunde på bagsædet. Og før jeg nu bliver grinet ud. Kan man både være galant og feminist? – jeg har kun et svar: Det går meget godt, og det lønner sig!

Continue reading…