Det er noget besynderligt noget med kabinen i min sølvgrå Mercer med det grønne logo.
På den ene side, er den hjemsted for det mest kortvarige og et meget intimt møde mellem mennesker. Her tænker jeg ikke nødvendigvis på erotiske undertoner. Det sidste KAN finde sted mellem to mennesker, to kunder, som lige har mødt hinanden og måske er ved at skabe en forelskelse, der kan vare resten af deres liv. Det KAN selvfølgelig også, som jeg har beskrevet det flere gange, være en kortvarig, elegant flirt mellem kunde og taxichauffør (Kender diverse vandrehistorier, der givetvis er mere saftige i fantasien end i realiteten – og fred med det. Vore indre eventyr kan ofte være langt mere fantastiske end virkelighedens verden.)
På den anden side – trods flygtigheden og kortvarigheden – kan taxi-kabinen være et spejl på folkestemningen lige nu. Og den stemning kan på trods af menneskets tryghedsskabte medløberi være meget mere frisindet i taxien end folkestemningen i medierne.
I de sidste dage har det flere gange banket på taxamandens bildør, at jeg har en fortid i DR. Det kan lyde lidt absurd at den ridderkors-dekorerede, ex-programchef i DR’s radio for alvor skal stå til regnskab for statsradiofonien meritter ÅR EFTER, han trådte tilbage. Men, om man og nu kan li’ det eller ej, er jeg mere kendt i mit nuværende service job end det tidligere – godt hjulpet på vej af løbende dækning i diverse medier.
– Sig mig, du lyder da bornholmsk, er det ikke dig, der kalder dig granitperkeren?.
Så griner vi.
– Guuud, er du taxamanden, jeg læser nogle gange dine historier højt for min datter.
– Er det ikke dig, der engang har været chef i DR?. Så blev du måske fyret ligesom Niels Lindvig på Orientering. Jeg fatter simpelthen ikke, hvad de har gang i.