Den gamle kvinde og den krukkede kunstner

 

 

Jeg kører taxi med rigtig mange kvinder i den modne – den ældre del af senioralderen.

De er kendetegnede ved to generelle karakteristika: For det første er de væsentligt raskere fysisk og mentalt end mændene på samme alder. For det andet – som en konsekvens af, at jeg tører taxa med udgangspunkt i de københavnske forstadskommuner: De har i høj grad været tjenende ånder for først og fremmest deres mænd.

De har fyldt meget i deres hjem – bungalowen med børn, selskaber etc. Og mindre på det lønarbejdende arbejdsmarked. En kliché? Det kan man jo godt svare ja til. Men i virkeligheden er der tale om en kultur, som fyldte meget i deres ungdom og som nu er på vej ud!

Nogle gange føler jeg, at jeg er ved at sige farvel til den kvinderolle, som min genrations kvinder profilerede sig på, netop IKKE at komme til at ligne.

Men Eva er en undtagelse.

Hun er godt nok en kvinde et eller andet sted i slut-80’erne. Men hun valgte hele dette far-og-mor-og-børn-koncept fra. Nogle har givetvis bedømt hende som lidt af en original. Men hun er først og fremmest en godt begavet kvinde, som helt sikkert ikke ville b bures inde i parcelhuset eller patricier-villaen, selv om den tilværelse nærmest var et selvopfyldende profeti, da hun var ung – på den egn – i den klasse. Hun er fysisk veltrimmet, som hun springer ind og sætter sig på forsædet.

Continue reading…

En gang sælger – altid sælger

 

Klumme i Ekstrabladet, EKSTRA d. 25. oktober 2014.10.14

 

Jeg tror på, at det er genetisk bestemt. Ligesom at kunne synge. Eller dyrke redskabsgymnastik.

At være en dygtig sælger.

Jeg mener det helt ind i hjertet, for jeg beundrer i den grad mennesker, som har specielle, ofte nedarvede egenskaber. Jeg ville så gerne kunne synge som min søster eller mine døtre. Og jeg øver mig tit i taxaen – sidst til nogle fede radioudsendelser med Leonhard Cohen. Men jeg HAR bare ikke den bas, der kan få kvinders inderlår til at vibrere. Jeg er ked af det, men jeg evner det ikke.

Eller ”spring over hest” eller ”bensving” – jeg så det på tv, da det var moderne i 60’erne. Men det er håbløst. Jeg har bare ikke den krop.

Eller den gode sælger. Ham, Volvo-forhandleren, der besøgte min far ad flere gange og bragte poser med slik til ungerne af med den nyeste model. Og det virkede sgu, selv om min far var en strid modpart.

Da jeg selv skulle sælge min konsulent-indsats for et par år siden, gik det helt i sort. Enten snakkede jeg folk helt ud af købetrangen – eller også fik jeg givet alle rådene for tidligt og gratis

Min kunde i den smarte Tuborg-område i Hellerup er trukket lidt ud af en tidslomme. Lidt for gammel til at være en erhvervsmand i fuld flor. Lidt for flot boende til at det kan være tilfældigt. Lidt for butterfly-agtig til at være en del af nutidens business-look.

Continue reading…

Taxamandens nytårshilsen: Til de jeg elsker og til idioterne

Jeg kører taxi nytårsnat.

Så jeg er ikke den, der kan hæve champagneglasset efter nytår og sige tak, sådan som dagen i dag er egnet til det.

Når mine unger dingler ind over nytårsbordet for et kys og håber de rammer, den de elsker. Når min dejlige kone hygger sig med to af vore meget gode venner- i Buddinge. Når I mine kære bloglæsere og virtuelle venner i Facebook og andre steder på nettet laller, eftertænker – måske fælder en tåre derude i den virkelige virkelighed, der byder på meget andet end champagnebobler …

… Så kører taxamand 023492 gæster af alle klasser, køn og aldersgrupper ud og hjem i den sølvgrå taxi med det grønne logo. Det er natmanden Morten, der ta’r sig kærligt af vogn 2282. Selv ”låner” jeg en anden for en sjælden gang at køre nat.

Og det er helt frivilligt – jeg burde jo sidde sammen med frue og venner. Men jeg har en særlig pagt med denne nytårsnatte-tjans, som jeg nu kører på 3. år. Måske lyder det af ”…for meget..” – men det betyder faktisk noget for mig. Og for mig bliver natten både sjov, når bilen er fuld af fulde. Og det er den mestendels. Men også de stunder tidligt på aften og i morgen tidligt, når der bliver lidt kortere mellem snapsene.

Taxamanden har meget at sige tak for i året der gik. Og det er så grunden til, at jeg taget forskud på mine skriverier, der begynder igen først i januar.

Continue reading…

Decembers sidste løgnehistorie: Mødet med den nøgne Thulesen Dahl

I dampbadet er alle lige – og anonyme

Kristian Thulesen Dahl ser også smuk ud, når han er ganske nøgen. Det står taxamanden inde for.

Det vil jeg vende tilbage til.

På min svigermors badeværelse, hænger der et ganske særligt billede. Det er taget i ”gamle dage” – givetvis i 1920’erne eller senere.Det forestiller en række kvinder, – nøgne og fotograferede bagfra. Fire kvinder i al deres frodige forskellighed. Muskuløse, kortbenede, langbenede, hjerteformede, runde, større og mindre. Både et frisindet og et dydigt billede. Det viser nøgenhed, javel – men vel nærmest så upornografisk, som et nøgenbillede kan være.

Jeg er vild med det billede. Den ene årsag er – indrømmet – meget ligetil. Jeg er vild med kvindekønnet og intet er i mit univers smukkere end kvindekroppen i al dens forskellighed. Den har optaget mig mere end et halvt århundrede, Særligt, da de første dun viste sig på min overlæbe og andre mere private steder. Den anden årsag til min fascination af svigermors billede er det nærvær og den frimodighed, som nøgenheden skaber – også helt uden erotiske undertoner. Finnerne ved det og har indgået masser af store politiske og kommercielle aftale i en sauna med en varme som fra helvede – måske efterfulgt af det kolde gys.

Jeg trænger til at få forkølelsen ud af kroppen. Sidder og kæmper med den både lægende og uudholdelige varme i dampbadet i den indre by – ikke så langt fra byens landspolitiske centrum. Den ensomme taxamand i damp og en vederkvægende ro midt i julens tumult. Jeg er helt alene. Og så er det  en af de dage, hvor jeg har fået en sang på hjernen. Jeg skrev sange i mine unge dage og nu har jeg i mine lange pauser, mens jeg venter på kunderne fået den dille at ville oversætte nogle franske sange. Fordi det sprog er så smukt, jeg taler det en smule – og er lidt nørdet, vild med at oversætte sange, som er så enkle og flotte, at det nærmest burde være forbudt. Helt alene og synger lidt:

 “Sur le pont de Nantes un bal y est donné….”

Continue reading…

Løgnehistorien: Mødet med Henrik Dahl og det smertelige raseri (2)

 

Resumé:

Taxamanden har måttet erkende, at han må gøre noget ved sit indre raseri. Han har aldrig fået sluppet vreden efter sin arbejds- og karrieremæssige fortid som leder og chef i DR. Og inden da alle traumerne som en af de unge, vrede unge mænd fra 70’ernes ungdomskultur. Men nu skal der gøres hovedrengøring i harmens skatkammer og i en kærlighedsfyldt terapi-seance møder han en kollega fra fortiden, som er om end ENDNU vredere. Det kommende folketingsmedlem for Liberal Alliance, sociologen, samfundsdebattøren og forfatteren Henrik Dahl. Han er bare rasende, men er helt klart sendt afsted med en ”sidemand” eller spindoktor, der skal sikre Dahls opblødning inden opløbet i valgkampen.

 

Lige nu har terapeuten sendt dem ud på en flyvetur. Alle terapeutens klienter står i rundkreds, hånd i hånd. Døren til flyet er åbnet. Himlen er åben for dem.

Har vi fået vores faldskærm på?

 Jeg står i flyets døråbning lige bag sociologen med de lange krøller. Ved siden af står terapeuten og bag os de øvrige deltagerne på det kærlighedsfyldte terapiforløb. Henrik Dahl stikker hovedet ud, så hans flotte hår hvirvler om endnu mere.

– Jeg skal fanneme ikke nyde noget, det her er jo fuldstændigt sindssygt råber han i støjen fra humlen.

– Du er fri Henrik. Fri for fortidens åg af skuffelser og socialisme, messer terapeuten. Slut med fællesskabets kvalmende regler. Velkommen til det åndelige og politiske singleliv, hvor ingen ramme strammer unødvendigt. Flyv nu Henrik, flyv!

Og så klasker hun ham hårdt på ryggen og faldskærmen, så han falder ud af flyet i et skrig, der fortoner sig i det tomme rum under maskinen.

– Så er det din tur, Taxamand, siger hun.

Continue reading…

Løgnehistorien: Mødet med Henrik Dahl og det smertelige raseri (1)

 

Sociologen, politikeren – den vrede Henrik Dahl

Nu skal sandheden på bordet.

Jeg er gået i terapi.

Jeg må gøre op med mit tiltagende brokkeri over alt på denne jord. Jeg har simpelthen et mål med at elske min omverden en smule mere i det nye år. Det er MIT nytårsforsæt

Det startede i 70’erne, i gymnasietiden med begrebet kritisk sans. Da jeg læste nogle år i Århus, udviklede det sig til en sand livsstil, for der var så forbandet meget at være utilfreds med. Amerikanernes beskidte krige, den borgerlige presse, så var der de der skide arabere og deres mere og mere dyre olie – for slet ikke at tale de afskaffede dyrtidsportioner, indkomstpolitikken og det almindelige klasseforræderi.

 

Jeg trængte til en hovedrengøring i mit indre lagerrum af skuffelse og harme. Men det skulle blive et terapiforløb og ikke mindst mødet med et endnu større brokkehoved, der ændrede min kritik-mani og i virkeligheden tændte et livsglæde-blus af – ja, vel nærmest almindelig næstekærlighed. Jeg fandt ud af, at det var andre, der havde det meget, MEGET sværere end jeg.

Continue reading…

Et arbejdsliv som en ægteskabsknuser

 

Fra taxamandens klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA lørdag den 18. oktober.

 

Det startede med en smart bemærkning.

Så blev det et faktisk realitet, fordi livet skænkede mig døtre.

Nu er jeg taxamand og blevet 100 pct. Overbevist. Jeg skrev om det i klummen her for godt en måned siden, men jeg MÅ tage sagen op igen efter et par stærke oplevelser

Jeg er feminist!

Et par barske – og en højtflyvende historie, der er tilegnet den moderne kvindekamp.

Den barske udspillede sig her i den mørke tid, hvor morgenerne i virkeligheden er nætter. Jeg ankom til en større virksomhed, hvor der blev arbejdet over. Jeg skulle køre en kunde en lang tur ud på Sjælland. Smilede af profitten, men blev skuffet, da hun havde taget den første taxa og ladet kollegaen vente på min ankomst. Og der var goder grunde til det. Det var nemlig blevet en lang dag. Klokken var ca. fire om morgenen og hun skulle hurtigt hjem til boligen med de to mindre børn en halv time fra arbejdspladsen. Manden derhjemme var kort og godt skide sur. Nu gad han godt nok ikke længere være ”stand by” for Gud ved hvilken gang. Om et par timerskulle hun op, fodre ungerne af og følge dem i skole klokken 9. Så kunne hun tage en lille time på sofaen – for så at møde ved 11-tiden inde i København igen.

Det er den slags arbejde, der kan kaldes en ”ægteskabsknuser” og man begynder at forstå, at det er svært at finde proportionerne mellem arbejds- og privatliv.

Continue reading…

Løgnehistorien: Er julemanden socialdemokrat?

 

Bjarne Corydon. Glad for børn og elsker lige nu at dele gaver ud. Er det ham, der er julemanden?

Der var en umiskendelig duft af kanel.

Og en smule af nelliker.

Og vin – varm vin, da jeg trådte ind fra trappeskakten, over den galvaniserede rist – ind i vinstuens opstemte miljø af forretningsfolk, provinsboer på jagt efter hovedstadens besungne julestemning, buttede, ældre bedstemødre med stakke af gaver i poserne under bordet, et par libertinere med røde øjne og drømme om digtsamlinger, der aldrig blev udgivet – og så allerbagerst en stor julemand med malede, røde kinder – men uden det store hvide skæg, der var flået af og lå på bordet foran ham. Da jeg kom tættere på kunne jeg se, at nylon-skægget havde givet ham varmeknopper ned af halsen og helt ned på brysten, hvor han havde knappet op for at få luft. Han sukkede dybt, lagde hovedet tilbage og nærmest slugte en hel julebryg i en slurk.

– Arh sagde han og bøvsede en smule, da jeg netop gik forbi ham, mens jeg anede en mindre, velklædt mand over for ham. Han kiggede ned i bordet for ligesom at skjule sig. Det var nu ikke nødvendigt, for han lignede alle de andre, små mænd i velsiddende jakkesæt i mørkeblåt, hvid skjorte – og kun et ret rødt slips stødte lidt fra billedet. Så han var nok ikke en mand fra den store bank eller det verdensberømte rederi lige i nærheden.

Jeg synes jeg genkendte et udtryk i julemandens blik, som ramte midt, lige da jeg gik forbi. Men væskemanglen fik han til nærmest skiløjet at kigge på flasken, mens han kiggede på den og drømte om det dulmende indhold, der nærmest som en selvfølgelighed måtte får ham til at kræve en til.

Efter sådan en dag. Julemanden er eddermame tørstig!

Continue reading…

Løgnehistorien: Jeg fandt Mads HOLGER (del 2)

Tidligere miljøminister – tidligere kulturminister – tidligere udenrigsminister. Per Stig Møller. Mads Holger store læremester og konservative ikon

I gårsdagens løgnehistorie fra TAXAMANDENS HJUL, møder jeg de konservatives nye politiske stjerne, radioværten og konceptmageren Mads Holger. Egentlig hed han Madsen, men lige som sit store politiske idol, tidligere kulturminister, miljøminister og udenrigsminister Per Stig Møller, er han blevet kendt på bare to fornavne. Mads Holger og Per Stig.
 Mads Holger er en meget speciel mand. Selviscenesættende – men også forsigtig med at lukke omgivelserne ind i hans sfære. I den offentlige optræden fortæller han i realiteten ikke noget om sin almindelige opvækst på Nørrebro. Om den var ulykkeligt. Om den havde sødme.
Den var der bare
Han er en smuk mand, har det helt klart godt med sit forfængelige ydre. Og så taler han dette besynderlige sprog, som både er en skriftsprog for embedsmænd og lærde – og så hans eget talesprog iklædt nærmest et aristokratiske selvværd. Man ved det ikke – m en man fornemmer det.
Også nu, hvor han har fået øjenkontakt med mig, taxamanden, og er klar til en direkte med også lidt distræt dialog. Han er høflig med sin De-frase. Han er retlignet og total ikke-involveret i taxamandens liv og levned, taxamanden,
Han har vigtigere ting at tage sig til

 

– Tillader de, at jeg tager et mobilt rendezvous med min mentor og mit politisk-litterære forbillede, – hr. chauffør, sagde han, mens han allerede havde åbnet sin tablet til en videokonference.

Continue reading…

Løgnehistorien: Jeg fandt Mads HOLGER (del 1)

 

Her kan du læse første del af et usædvanligt politisk møde.

Løgnehistorie eller ej – betyder intet. Ligheden er ikke tilstræbt – den er uundgåelig

 

 

Mads Holger – den unge konservative med det underlige sprog

– Kunne De være så nådig at transportere min ringhed til den dannede disputs fornemste arena?

Jeg kiggede på manden via bakspejlet, mens der endnu var lys i kabinen denne vintereftermiddag i december, hvor alt havde været sort hele dagen. Vejret, indtjeningen – og nu også sproget fra en af dagens sidste kunder. Denne gang foran det gigantiske mediehus, hvor kunden angiveligt havde været gæst

– Den fik jeg ikke lige fat på? – sagde min mund, mens min usagte kommentar var noget i retning af: “… Det var sgu da en utroligt opstyltet skiderik …”

 

Han svarede på rent sort:

– Türkçe biliyor musun?

 

Endelig kiggede han op på mig i spejlet. Indtil da havde han siddet med sin klassiske, flotte, nærmest latinske profil og stirret tomt ud af sideruden. Som en digter midt i sin allerdybeste inspiration – eller måske bare en desperation over tidens elendighed. Og al erfaring sagde ham, at når man taler til en taxichauffør – og manden ikke forstår dig – så må chaufføren være tyrker

Continue reading…