Klumme til EB, EKSTRA den 11. oktober 2014

Det var fredag morgen.

En af de morgener, hvor alle advarselslamper tænder hos taxamanden. Men også et tegn på, at der kan være penge i lortet.

Den første i måneden – og lønningsdag. Første studie-måned, hvor man for alvor har lært byen at kende – og så er der SU. ”Lille fredag” – natten mellem torsdag og fredag, hvor værtshuskapitalen gør hvad de kan for at udvide weekenden.

Det er en hård overgang fra taxamandens tandbørstning her kl. 02.00 og så virkelighedens totalbranderter derude i natten om en times tid.Men denne morgen skulle give mig et helt andet perspektiv og en gang for alle stoppe taxamandens selvmedlidenhed. Det er slut med klynkeriet fra fører 023492 i vogn 2282. Helt slut.For jeg har set forskellen på Københavns natteliv og de sidste timer i Sodoma eller Gomorra. Jeg har oplevet det sande helvede på rute 94N

Continue reading…

Selvfølgelig kan jeg ikke bare være cool, når jeg er ude at køre med de kendte.

Jeg øver mig på at være totalt professionel.

Sådan var det ikke med popstjernen denne formiddag på vej mod midtbyen. Hun var i en anden verden med en lille bog i hånden og de sædvanlige propper i ørerne med den hvide ledning ned til hendes iPhone i de stramme bukser.

Meget strammebukser.

Hendes hår var sat tilfældigt men klædeligt op. Hun gav mig adressen, inden jeg åbnede døren og hun fløj ind på basædet uden at hun ænsede taxamanden og blot fuldautomatisk hvislede destinationen. Hun nikkede takten til musikken, som jeg anede dunkende i baggrunden. Jeg hørte den samtidigt med at duften fra hendes parfume ramte mig. Det var god og duftede af både pige og kvinde.

Så kørte vi, mens jeg øvede mig på at holde kæft.

Jeg kunne ikke lade være at sende hende korte blikke i bakspejlet. Det er indlysende, at hun var smuk og indimellem brummede hun et eller andet og så skrev hun noget ned i den lille bog. Reciterede samtidigt. Korrigerede uden at jeg forstod nogen som helst.

Continue reading…

I december kan du ikke stole – ikke helt stole på taxamanden. For det er taxamandens hjul

Inde i taxien er det helt tydeligt, at de var i to hvidt forskellige sindsstemninger.

Den lille runde er glad med et smil om munden.

Den lange, højhårede er rasende.

De første minutter sidder de og kigger ud af hvert sit sidevindue på bagsædet uden at sige et ord. Taxamanden kan med hurtige kig i bakspejlet forvisse sig om, at der her er tale om to kendte politikere – men som sagt i vidt forskellige humør. De udvikler sig nærmest endnu mere ud af hver sin retning som turen skrider frem. Den runde smilede, så det kan iagttages – selv fra siden. Den højhårede sidder i højere grad på nåle og kigger skiftevis ud af sideruden og ind i siden på sin glade medpassage. Og irritationen stiger. Nu begynder han også at blive irriteret over, at han ikke kan få en reaktion fra partikollegaen og det store forbillede. De har dog fulgtes af i mange år. De har dog støttet hinanden, når verden er svær. Og de har dog samme vulkanagtige temperament med hvad deraf følger af ballade. De har oven i købet samme uddannelse. Jurister fra Københavns Universitet i 90’erne med 5 års mellemrum. Den lille og rundhovedede 5 år før – svarende til deres aldersforskel. Og bortset fra nogle ubetydelige småjobs – den ene konsulent i eget rådgivningsfirma og den anden som projektleder i et kommunikationsfirma i bare et år – er de nærmest fødte politikere. Og derfor er det også ret naturligt, at de begge havde brugt 9 år efter studentereksamen til at blive kandidater.

Deres politiske karriere er vigtigere end deres erhvervsliv.

Continue reading…

Næsten 180 fortællinger er det blevet til på min blog.

Og hvis jeg tæller de første historier med, som alene blev fortalt på Facebook fra oktober 2013, sniger det sig op på mere end 200 små essays, aktuelle og tidstypiske billeder fra livets gang i dronningeriget. Dertil kommer så 32 klummer i Ekstrabladets lørdagstillæg, EKSTRA. Også de klummer udspringer af taxamandens oplevelser i den virkelige virkelighed – set gennem forruden på en den sølvgrå Mercer med det grønne logo.

Selvfølgelig er historierne bearbejdet. Små hjørner af virkeligheden set gennem mit temperament. Det er indlysende, at de er farvet de store briller jeg bærer, det er indlysende. Nogle gange har jeg flyttet på køn, tid, geografi og iscenesættelse for at komme helt udenom gætterier på, hvor det var, hvem det var – kan vi nu gætte det? For sandheden skal frem, men genkendelsen er uden interesse. Derfor er alle hovedpersonerne i det store og hele uden navn og billeder. Jeg vil dels ikke trækkes ind i den klassiske dokumentarisme og alle dens krav om eksakthed, der kan måles og vejes. Jeg vil måles på mine fortællingers genkendelighed og mulige betydning i den almindelige danskers liv – ikke på potentialet for at forandre det. Jeg er først og sidst betragteren og deltageren i det almindelige liv. Og for det andet skal enhver, der stiger ind i en taxi være 100 pct. Sikker på anonymitet. Og det er da heller ingen hemmelighed, at jeg har hørt ting og sager i kabinen på vogn 1-2282, som ALDRIG vil komme ud til offentlighedens lys, for det her er mit arbejde og JEG ER BARE TAXAMAND, som netop titlen på min nye bog fra forlaget Bogkompagniet. En firehjulet storyteller, som betragter verden, som den passerer forruden på min Mercedes 200E SW, årgang 2014 – Faceliftet.

Overvejende i sandhedens tjeneste.

Continue reading…

Klumme til EB, EKSTRA den 4. oktober 2014

Det er ørerne, der er min båndoptager.

Men det er øjnene, der er min mikrofon. Mine mikrofoner. For her i vogn 2282 sender vi i stereo. Jeg kører på sanserne. Nogle gange handler det om at glæde sig en lille smule, fordi både chauffør og kunde har lyst til at hygge lidt. Nogle gange mærker man allerede tidligt, at det nok er en holde-kæft tur. Og så indgår vi en usagt aftale det grundlæggende underlige i at sidde så tæt på hinanden som til som bordherre/-dame til et middagsselskab. Uden at sige et kuk.

Mikrofonerne er tændt allerede ved signalet på min skærm, når vi taler om forudbestillinger. Alle detaljerne kan fortælle en lille historie – eller i hvert fald være en forudsætning for mødet om lidt. Navnet, alderen (de færreste med navnet Knud Nielsen er teenagere), nationalitet, bydel – og så selvfølgelig destinationen.

Denne sene formiddag går turen til en af de psykiatriske afdelinger uden for det centrale København. Jeg har været der en del gange.

Continue reading…

Der er en forbandet bagside ved at være og tænke som journalist.

Nej, der er snarere risici i alle erhverv. Ikke blot alt det der med arbejdsskader i de mere fysiske erhverv – håndværksfagene, primært. Også faren for nogle stilmæssige eller kulturelle ensretninger og klichéer.

Det kam være psykologen, der snart ser alle dårlige symptomer som fortrængninger. Eller pædagogen, som oplever enhver dårligdom, som et udtryk for sociale belastninger. Der KAN jo også bare være tale om at være en smule genert – eller måske er lille Peter bare en møgunge for tiden?

Og i journalistikken. Jamen, vi er jo kongedygtige til at skabe stereotyper (ensartede mennesker og historier). Her må være basis for en grundig forskning. For kigger man tilbage i den branche, kan man se, hvorledes disse klichéer i den grad er en del af den tidsalder, hvori de skabes. Heltene og de dumme svin bytter roller fra tid til anden.

Jeg var i sin tid i midten af 70’erne i praktik på en venstre-avis (alt andet end venstreorienteret men i mange små detaljer orienteret mod partiet. Jeg var f.eks. som elev udskrevet til et par gange at være sekretær for den lokale vælgerforening, da den arbejdede på et nyt partiprogram. Min redaktør – jo, han var selv venstremand men fra den tid, hvor det betød udogmatisk og frihedselskende – var en gudbenådet, liberal provokatør. Han kunne næsten ikke vente til dagens efter partimødet med at fortælle den lokale partiformand i det nordvestsjællandske, om de var klar over, at det gode sekretærarbejde var gjort af en erklæret SF’er.

Gulerodsavleren blev nærmest hvid i hovedet. Men det måtte han jo finde sig i, når han nu udnyttede muligheden for sat bruge den lokale journalistelev som skriverkarl.

Continue reading…

Den Europæiske Filmhøjskole

Så gik taxamanden til filmen.

Nu er det jo ingen hemmelighed, at jeg har generne med mig et stykke ad vejen. Jeg kommer fra en familie, der sådan rent generelt kan det der med det teatralske. Og mere specifikt, skal det da også afsløres nu, at jeg gennem min ungdom og barndom ikke var helt uvant med de skrå brædder.

Måske er der folk derovre på klippeøen, der mindes mine præstationer i Svaneke Aktørerne. Eller måske er det gået i glemmebogen, at det hele startede med rollen som retssamfundets ydmyge tjener i ”Den store gevinst” i Ibsker forsamlingshus. Jeg husker selv tydeligt det malede overskæg og den ægte sognefogedkasket, som rent faktisk havde tilhørt min kødelige oldefar fra Ravnebjerg – den lille landsby udenfor Odense. Ham der engang havde været i livgarden med kong Christian den 10.

Eller senere – da hårene på overlæber var blevet mere ægte: En smuk del af koret af bønderkarle i ”En Søndag på Amager”.

”… Vi går her og synger i må-åneskin – i må-åneskin…”- Jeg kan en bid af sangteksterne endnu …”

For slet ikke at tale om teatertruppens helt store forestilling dengang i sen-60’erne: Den navnkundige ”Frøken Nitouche”, hvor jeg gav den som den unge dragon-officer, Gustave (Nej, ikke det den danske udgave af navnet – men den franske og udtalt ”Sjystave”. Ved den lejlighed kunne jeg skrive mig ind i gæstebogen på Rønne Teater – Danmarks ældste teaterbygning, med de manende ord over scenen:

”Lær visdom af livets optrin”.

Så nu stod der to Grunwald ‘er i gæstebogen

Continue reading…

Jeg er en temmelig begejstret far til tre tøser, der nu er voksne kvinder. Jeg kan lige så godt indrømme, at hvis den gode Gud gav mig mulighed for at gøre projektet om – så var den endt med piger igen. (Det her er ikke vendt mod mit barnebarn Ludvig, der blot er snart 5 år. Han er nemlig grundlæggende enig med mig: Der er ikke meget her i verden, der er så rart som at være i selskab med kvinder. Han mæsker sig i et sandt harem af farmor, mormor og fastre og er allerede total-spoleret med kvindelig omsorg.

Jeg har projiceret denne min nærmest indbyggede feminisme op på mit arbejde, så jeg glædes særligt over mine kvindelige kunder.

De er – med enkelte undtagelser, – nogle få tilfælde af overklasse-finkeri – en slags modgift eller serum mod maskulinitet, når den er allermest primitiv.

Sidste weekend væltede et hold gymnasieelever ind i bilen på Nørreport en torsdag nat/fredag morgen – den såkaldte ”lille fredag”. Og ja, det er rigtigt. Der er unge mennesker, som fuld forældremæssig forståelse (med tryk på FULD) – tager den helt store druktur denne nat, hvor værtshusene målretter sig mod de særligt unge og drinksene er særligt billige i den indre by. 5 shots for en hundrede-las.

Continue reading…

Klumme i EB, EKSTRA 27. sept. 2014

Jeg tænker på, om vi er ved at gå til i kollektiv klogskab.

Der sidder en eller anden Gud deroppe, der en gang for meget har hørt mundheldet om, at man kan være så klog, at man kunne undvære hovedet. Og så slår han til og siger, – OK, hvis de vil ha’ det på den måde!

Og med et fingerknips var der kun de kloge tilbage.

Ville vi være døde eller levende?

Det er en dag i taxaen i klogskabens svøbe. Afgrunden mellem den formelle, politiske virkelighed – og så menneskene, som jeg møder dem i kød og blod.

Continue reading…