Der er almindelig enighed om, at vi skal have respekt for ”håndens arbejde” – den klassiske arbejder. Der er selvfølgeligmasser af hykleri i den forbindelse.  Især i den gode borgerlighed er der på den ene side vigtigt, at vi ikke alle skal være gymnasiaster, – mens de selvsamme mennesker tager det som en selvfølge, at netop deres unger skal sendes ind på nogle af de private skoler, der tager den sidste kamp for at gøre børnene ”gymnasie-egnede”. Deres sociale status er skabt til at uddanne unge med en ”længere videregående uddannelse”.

Men altså – den gode hårdtarbejdende håndværker, har vi alle brug for.

Og så er det måske at vi noget uretfærdigt knytter den særligt hårde arbejdsindsats til det manuelle, – mens det akademiske nærmest er et privilegium. Den fordom holder jo ikke. Heller ikke den!

I fredags oplevede jeg for første gang i mit liv i forsvaret af en doktorafhandling. Min gode veninde Garbi Schmidt forsvarede sin disputats om ”Nørrebros Indvandringshistorie 1885-2010. Hun er 46,  har tidligere skrevet en ph.d.-afhandling om muslimske immigranter. – Og er professor i kultur- og sprogmødestudier på RUC. (De, der følger min blog vil kende hende som kvinden, der stod åbent frem og fortalte om kampen mod en kræftsygdom – men det er en anden historie…).

Garbi er lærerdatter fra Dianalund i Vestsjælland, og jo mere, jeg har lært hende at kende, ser jeg et arbejdsliv med en kæde af jernhård studie- og arbejdsindsats hele vejen igennem. I Danmark. I USA. I Sverige.  Jeg gik ind til de fire timers disputats-forsvar med generalistens lidt slaskede forhold til det ukendte, akademiske land. Årh ja, afhandlingen er jo antaget! Det her er vel nærmest en ceremoniel kåring blandt venner.

Det her er ikke for slapsvanse, tænkte jeg, da disputatsen havde gennemgået ”Fransk vask og strygning”, blev riset men først og fremmest rost – og endeligt godkendt

Og ja, stemningen var høflig – fordi også det akademiske håndværk har sin kultur og sine regner. – Men forsvaret var også en timelang ”afhøring” om præcision og vurdering af den akademiske dybde i et 5-årigt forskningsprojekt. En værdi- og kvalitetsmæssig afprøvning med to internationale – i dette tilfælde svenske professorer i spidsen, kapaciteter på flere af de arbejdsfelter, som Garbi Schmidt arbejder med i sin afhandling.

 

– Det her er ikke for slapsvanse, tænkte jeg, da disputatsen havde gennemgået ”Fransk vask og strygning”, blev riset men først og fremmest rost – og endeligt godkendt.

 

Respekt for den kvinde og et arbejdsliv, hvor det er svært at skelne mellem person og en stræbsom karriere. (Og så må Garbi Schmidt i sit privatliv – ved siden af at være hårdtarbejdende –  leve med ubehageligheder og bl.a. hemmeligt telefonnummer, fordi hun har været udsat for trusler på grund af sit humanistiske syn på indvandring.)

 

Ligesom jeg fascineredes af min kunde i går.

 

En lille, lidt svagt gående og -hørende kvinde oppe i firserne med hvidt hår, og en hjerne lige så krystalklar som hendes øjne. Jeg lagde mærke til hendes smukke, jyske dialekt, der både bar præg af barndommen i Thy og hendes videre opvækst i det østjyske tæt på Århus. Taxituren gik hjem fra et rutinetjek i ørecenteret, og jeg kan bevidne, at mikro-apparatet virkede bag ørerne. På min opfordring fortalte hun om opvæksten i et meget fattigt lærerhjem. Præget af to kendsgerninger: En MEGET stor søskendeflok og nogle børn, som viste sig at være mere end almindeligt godt begavede.

 

-Er du nu sikker på, du vil høre den historie, spurgte hun mig med den gamle kones blandede sindsstemning af vemod og stolthed.

Med den indledning var svaret et højt og tydeligt JA.

– Jeg er jo født i en tid uden prævention og der kom hele tiden nye børn til – i hvert fald et barn hvert andet år. Vi endte med at blive 9 søskende. Som sagt var min far lærer til en lille løn, og min mor måtte passe husholdning og børn. Da de første børn var ved at vokse til, kunne mine forældre godt se, at vores tilværelse i Thy ikke gav mulighed for at sende os børn på skoler langt hjemmefra. Så min far valgte at blive lærer på en landsbyskole tæt på Århus. Så kunne vi børn både bo hjemme og gå på skoler og universitet i Århus i takt med, at vi voksede op. Selv læste jeg til læge på det dengang retnye universitet i Århus. Jeg måtte afslutte uddannelsen som narkoselæge i København.

 

Alle ni børn – drenge og piger – fik en god uddannelse. De otte af børnene en akademisk – eller anden højere uddannelse.

 

Den gamle dame holder en pause og selv om stoltheden er uomtvisteligt, lyder den først og fremmest – beskeden.

 

– Ved du hvad? –  Tre af mine søskender endte som professorer indenfor teknik, veterinærområdet og humaniora.

 

“…Livet er først og fremmest hårdt arbejde – og ikke nogen fornøjelse eller leg …”

– Jeg bad min far skrive i min poesibog som barn. Så indskrev han et digt, som jeg ikke husker helt i dag. Mindes bare, at han understregede nogle linjer med sin pen. Indholdet var enkelt: Livet er først og fremmest hårdt arbejde – og ikke nogen fornøjelse eller leg. Altså sådan noget ville man ikke skrive til sine børn i dag. Han var husets alvorlige herre – og min mor var den elskede. Hun passede børn og gjorde rent og bagte. Hun havde altid et stykke kage i kælderen, hvis vi trængte til noget lækkert og sødt.

 

Og her binder den gamle kone sløjfen til min egen oplevelse af doktor-forsvaret:

 

– De gamle nåede at opleve tre af deres børn som professorer. De sled i det som vanvittige for os, men havde dårligt tid til at holde øje med, hvad vore uddannelser og jobs gik ud på. Jeg husker engang, da vi fulgte forsvaret af en af mine brødres doktorafhandling. Vi var på vej hjem. Vores gamle far bad os stoppe op og der blev helt stille – indtil han pludselig spurgte.

 

– Sig mig, gik det her egentligt godt det her, eller klarede han det dårligt?

 

God morgen, Danmark.

– Jeg sku’ hilse at sige, at det gik godt. Rigtig godt!