Taxamanden, hans døtre – påklædersken Mathilde til venstre og bruden Sofie til højre. Merceren, min arbejdsplads helt ude til siden – og så ikke mindst min gode kollega Claus, som med vanlig humor havde iklædt sig studenterhue og sønnens fodbold-medalje for at matche Taxamanden i kjole og vidt – og ja, ridderkors fra fortiden som embedsmand i Statsradiofonien.
Ordner hænger man på – nå ja, også på taxichauffører.
Men der gik nogle hårde dage forud…….
Jeg kan mærke den kolde sved, mens hun knapper den hvide skjorte stramt om min hals.
Jeg kigger på hende for at spore bare lidt af den nervøsitet, som jeg føler i disse dage. Men hun har så megen af den provokerende ro, som kvinder kan have i krisesituationer. Det svage køn – hvor latterligt –
Ikke mindst i underarten ” … fars pige … ”.
Vi bruger af etniske årsager af og til tyske ord, og lige nu er jeg mere Der Alte, end jeg længe har været. Det hvide hår, de lidt for tynde arme og de bare stænger, – de snehvide ben efter alt for mange timer i vogn 2282, mens resten af folket slikker solskin.
Den tikker utålmodigt derude, den sølvgrå Mercer med det grønne logo.
– Du er sgu flot, Vati, siger min hun, min smukke førstefødte, mens jeg fremstår nærmest en smule komisk.
Uden bukser, med bare ben og så kjole og hvidt fra bæltestedet og op. I baggrunden smiler moren, min ekskone, kostumieren. Hun har allerede kommenteret min livvidde denne prøvetime, så det kunne høres i hele nabolaget.
– Ja, det er pænt, siger hun opportunistisk, mens hun utvivlsomt tænker på, hvad hun i hede hule helvede egentlig forelskede sig i engang i yngre kridttid, inden min brystkasse begyndte rejsen mod fødderne!
Kjole og hvidt!
På søndag følger jeg datteren op ad kirkegulvet. Hun bliver den smukkeste, laksefarvede sommerfugl i hele kongeriget og prinsen har allerede parkereret den hvide hest foran hendes dør. I dagene op til kører taxi-kongen gennem den tunge sommervarme nat og forsøger at finde et par nye linjer til sit livs tale. Jeg kan simpelthen ikke sige det til nogen, for jeg er en gammel hærdet mand på 62, der har holdt taler til de største forsamlinger og trykket dronningen selv i hånden i min tidligere karriere i Statsradiofonien. Men jeg er nervøs og ret grådlabil
– Tag dig nu sammen, Gammelsmølf, som min provokerende kollega, Per, sagde. Han har en fortid som elitesoldat i ind- og udland.
Men den her morgen er jeg på vej ud af Lyngbyvejen. Og inden alt tøj-prøveriet fandt jeg et par ord, som skulle indlede farens tale til brudeparret. Jeg så for mig, hvordan dørene til kirken ville åbne, hørte orglet bruse, iagttog svigersønnen stråle som en anden profet foran alteret. Mærkede alle gæsterne vende sig mod far og datter i et kollektivt, uhørligt ” … Neeeiiiiiiiiiii … ”.
Så løb tårerne ned ad Taxamandens kinder kl. 03,25 på Motorvejen i slalom mellem sommerens permanente vejarbejder. I dette tunge torden-klima, hvor luftfugtigheden i forvejen ikke kunne nå meget højere. Og endnu inden jeg havde forfattet indledningen.
Det er patetisk og det er åbenbart uundgåeligt, selv om jeg hader denne karikatur af en far, der har svært ved at slippe sin datter. Det er for langt ude. Svigersønnen er god og klog og af bedste familie. Han vil forhåbentlig blive far til de smukkeste børn i riget – mine børnebørn.
Mange ægteskabelig taxi-episoder passerer revy i de her dage.
Den hulkende unge kvinde, der har forelsket sig ubehjælpeligt i sin chef og bare ville ønske hun kunne smadre hans ægteskab og vinden manden i sit liv uanset prisen. Eller den gamle kone fra forstaden, som jeg flere gange har kørt den korte tur til plejecenteret. Hun besøger sin demente mand. Hun er knuget af dårlig samvittighed over ikke at kunne passe ham de sidste år og jeg er hendes kombinerede privatchauffør og terapeut.
Og så er der moralens vogter, min tidligere kollega i DR, chefredaktøren i Pilestræde, der skriver opbyggelige klummer om livets nære forhold. Denne gang om skilsmisser og naturlove:
” … en skilsmisse er altid et jordskælv for et barn: At den eneste sikre platform i hele verden – mor og far – åbner jordens indre og rykker kontinentpladerne fra hinanden … ”
Du gode Gud, en mediefabrik af skyldfølelse, – og jeg tænker på både egne forbrydelser og det min elskede datter risikerer.
Men endnu engang. Mine kunder er min redning.
Hun sidder ud på eftermiddagen på bagsædet, – den lille, trinde, britiske forretningskvinde og fortæller om hendes nylige og befriende skilsmisse efter 32 år. Jeg fortæller om min datters kommende ægteskab og udsigterne i fremtidens parforhold. Alt det, der kan gå galt.
To råd fra den erfarne krigerinde på ægteskabsfronten:
– Love and forgiveness
Jeg hæver glasset
God dag, Danmark
– Kærlighed og tilgivelse!
PS: Mit indlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA, søndag den 7. august. Hvis du er tabloid-allergiker, skulle du trods alt vove at prøve avisens søndagsudgave, hvor magasinet bringer længere artikler om livet og den hårde virkelighed indenfor og udenfor kongeriget.
Så hjælp mig dog, min datter skal giftes….
Billedet:
Taxamanden, hans døtre – påklædersken Mathilde til venstre og bruden Sofie til højre. Merceren, min arbejdsplads helt ude til siden – og så ikke mindst min gode kollega Claus, som med vanlig humor havde iklædt sig studenterhue og sønnens fodbold-medalje for at matche Taxamanden i kjole og vidt – og ja, ridderkors fra fortiden som embedsmand i Statsradiofonien.
Ordner hænger man på – nå ja, også på taxichauffører.
Men der gik nogle hårde dage forud…….
Jeg kan mærke den kolde sved, mens hun knapper den hvide skjorte stramt om min hals.
Jeg kigger på hende for at spore bare lidt af den nervøsitet, som jeg føler i disse dage. Men hun har så megen af den provokerende ro, som kvinder kan have i krisesituationer. Det svage køn – hvor latterligt –
Ikke mindst i underarten ” … fars pige … ”.
Vi bruger af etniske årsager af og til tyske ord, og lige nu er jeg mere Der Alte, end jeg længe har været. Det hvide hår, de lidt for tynde arme og de bare stænger, – de snehvide ben efter alt for mange timer i vogn 2282, mens resten af folket slikker solskin.
Den tikker utålmodigt derude, den sølvgrå Mercer med det grønne logo.
– Du er sgu flot, Vati, siger min hun, min smukke førstefødte, mens jeg fremstår nærmest en smule komisk.
Uden bukser, med bare ben og så kjole og hvidt fra bæltestedet og op. I baggrunden smiler moren, min ekskone, kostumieren. Hun har allerede kommenteret min livvidde denne prøvetime, så det kunne høres i hele nabolaget.
– Ja, det er pænt, siger hun opportunistisk, mens hun utvivlsomt tænker på, hvad hun i hede hule helvede egentlig forelskede sig i engang i yngre kridttid, inden min brystkasse begyndte rejsen mod fødderne!
Kjole og hvidt!
På søndag følger jeg datteren op ad kirkegulvet. Hun bliver den smukkeste, laksefarvede sommerfugl i hele kongeriget og prinsen har allerede parkereret den hvide hest foran hendes dør. I dagene op til kører taxi-kongen gennem den tunge sommervarme nat og forsøger at finde et par nye linjer til sit livs tale. Jeg kan simpelthen ikke sige det til nogen, for jeg er en gammel hærdet mand på 62, der har holdt taler til de største forsamlinger og trykket dronningen selv i hånden i min tidligere karriere i Statsradiofonien. Men jeg er nervøs og ret grådlabil
– Tag dig nu sammen, Gammelsmølf, som min provokerende kollega, Per, sagde. Han har en fortid som elitesoldat i ind- og udland.
Men den her morgen er jeg på vej ud af Lyngbyvejen. Og inden alt tøj-prøveriet fandt jeg et par ord, som skulle indlede farens tale til brudeparret. Jeg så for mig, hvordan dørene til kirken ville åbne, hørte orglet bruse, iagttog svigersønnen stråle som en anden profet foran alteret. Mærkede alle gæsterne vende sig mod far og datter i et kollektivt, uhørligt ” … Neeeiiiiiiiiiii … ”.
Så løb tårerne ned ad Taxamandens kinder kl. 03,25 på Motorvejen i slalom mellem sommerens permanente vejarbejder. I dette tunge torden-klima, hvor luftfugtigheden i forvejen ikke kunne nå meget højere. Og endnu inden jeg havde forfattet indledningen.
Det er patetisk og det er åbenbart uundgåeligt, selv om jeg hader denne karikatur af en far, der har svært ved at slippe sin datter. Det er for langt ude. Svigersønnen er god og klog og af bedste familie. Han vil forhåbentlig blive far til de smukkeste børn i riget – mine børnebørn.
Mange ægteskabelig taxi-episoder passerer revy i de her dage.
Den hulkende unge kvinde, der har forelsket sig ubehjælpeligt i sin chef og bare ville ønske hun kunne smadre hans ægteskab og vinden manden i sit liv uanset prisen. Eller den gamle kone fra forstaden, som jeg flere gange har kørt den korte tur til plejecenteret. Hun besøger sin demente mand. Hun er knuget af dårlig samvittighed over ikke at kunne passe ham de sidste år og jeg er hendes kombinerede privatchauffør og terapeut.
Og så er der moralens vogter, min tidligere kollega i DR, chefredaktøren i Pilestræde, der skriver opbyggelige klummer om livets nære forhold. Denne gang om skilsmisser og naturlove:
” … en skilsmisse er altid et jordskælv for et barn: At den eneste sikre platform i hele verden – mor og far – åbner jordens indre og rykker kontinentpladerne fra hinanden … ”
Du gode Gud, en mediefabrik af skyldfølelse, – og jeg tænker på både egne forbrydelser og det min elskede datter risikerer.
Men endnu engang. Mine kunder er min redning.
Hun sidder ud på eftermiddagen på bagsædet, – den lille, trinde, britiske forretningskvinde og fortæller om hendes nylige og befriende skilsmisse efter 32 år. Jeg fortæller om min datters kommende ægteskab og udsigterne i fremtidens parforhold. Alt det, der kan gå galt.
To råd fra den erfarne krigerinde på ægteskabsfronten:
– Love and forgiveness
Jeg hæver glasset
God dag, Danmark
– Kærlighed og tilgivelse!
PS: Mit indlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA, søndag den 7. august. Hvis du er tabloid-allergiker, skulle du trods alt vove at prøve avisens søndagsudgave, hvor magasinet bringer længere artikler om livet og den hårde virkelighed indenfor og udenfor kongeriget.
Taxamand
Next ArticleKrigersønnernes fredelige taxitur