Håret er sat. Festkjolen sidder tæt. Og humøret – først og fremmest – det er tændt.
Hun skal til den årlige personalefest i kommunen. Borgmesteren holder tale, der skal spises og drikkes. – Og så skal der danses igennem til to cover-bands, der spiller musik fra 70’erne og 80´erne´. Der er var rift om billetterne – og der er udsolgt i aften.
Hun prajer mig klart og tydeligt foran lejligheden.
Jeg er jo bare TAXAMAND – lige dele banansælger og amatørpsykolog, så jeg ved sgu ikke, om jeg har ret. Men jeg bilder mig ind, at kvinder er bedre til at stoppe hyrevogne. Ikke bare blondinerne fredag nat, der charmer sig med vrikkende hofter i i det hvide lys fra Merceren. Det er usagligt – og jeg falder for det. Også sådan en sen eftermiddag, hvor damen er i feststemning og har armen ude øjenkontakt, inden vi egentlig kan se hinanden.
En mand, derimod, passer på værdigheden. Han er cool i egne øjne – og bliver af og til forbikørt. Så har jeg ham opgivende i bakspejlet og må bakke eller vende for at samle ham op.
Hun er en varm moden dame, sidst i 40erne, gætter jeg på. Og vi snakker om friheden til at danse igennem, når man er single og drengene er blevet voksne og kun den lille på 18 bor hjemme endnu. Han skal til LAN-party i weekenden. Det er noget mindre alkohol-ramt, end det moren skal danse sig igennem i nat. Han skal spille computerspil i to døgn og mæske sig i cola og fastfood.
Hun er gennemstolt af drengene, som hun har levet alene med i en del år efter skilsmissen.
Helt alene.
Og igen hører jeg historien, som jeg ellers troede ville forsvinde med illusionen om evighed i ægteskabet.
I de første år efter skilsmissen, var der almindelig kontakt mellem drengene og faren. Men det ebbede ud, og lige nu er der ingen forbindelser mellem far og sønner.
– Det var egentlig ikke sådan jeg ville det, men man må sige, at han har sluppet og ladet dem slippe. Det er et par gode knægte., Storebror bliver snart kandidat fra universitetet og har studenterarbejde i den branche, han ønsker sig ind i. Lillebroren bliver student næste sommer. Og vigtigst af alt: De to brødre elsker hinanden og holder sammen trods 6 års aldersforskel.
Hun oser af stolthed. Det er brændstof i hendes eget liv, at de er godt op vej. Og en frihedsfølelse, at hun trygt kan slippe dem.
Færdigt arbejde!
Vi hejser flaget over familieborgen og vi snakker om fremtidens drenge og mænd.
Jeg er fra en tid, hvor manden måtte forny sin rolle som mandfolk. 70’erne var for kvindernes et oprør mod en forældet rollefordeling mellem kønnede.
Mit eget første parforhold var et stærkt, 5-års kærlighed og hverdag med en kvinde, som er 19 år ældre end mig. Hun var ikke egentlig rødstrømpe, men hun havde alderen til det og gjorde selv oprør mod et urimeligt ægteskab. Jeg blev som 24-årig både ”bedstefar” og mand i huset til 4 piger, hvoraf de 2 var hjemmeboende.
Jeg blev elsket af et virkeligt kvindfolk med ”Q” – og jeg fik en turbo-uddannelse i både at være mand og partner.
Da jeg senere selv fik børn, blev det piger. Og min nuværende kone har en datter. Bare for at indrømme: Jeg har ingen empirisk erfaring med drengeopdragelse.
Måske er det derfor, jeg ikke altid forstår dele af den maskuline tidsånd . Jeg tænker bl.a. på dønningerne efter #metoo. Lige nu vrimler det med drenge-klynkerier på de sociale medier. En af aktørerne er journalisten og mediefænomenet René Fredensborg, der i en avisklumme sidste år proklamerede, at han havde valgt sin sidste kone i Asien ” … fordi danske kvinder er umulige at have med at gøre …”
“De tager børnene fra os, de skrappe kællinger”.
Fredensborg passer godt ind i tiden, hvor harmen over politisk korrekthed har gjort det acceptabelt at være almindeligt reaktionær. Forfængelig – og paradoksal er denne mandekamp. For det, der tidligere blev anset som kvindagtigt, er pludselig blevet den hårdt ramte mands format: Offerrollen. “Det er så svært at være mand.” “De tager børnene fra os, de skrappe kællinger”. “Jeg tør ikke flirte af angsten for at blive set som overgrebsmand”.
Det er synd for mig.
#Metoo har kastreret os.
– – –
Mens vi afregner foran festsalen, snakker vi om næste generation af mænd. Dem der kommer efter klynkerne og navlepillerne. Håber på, at de både evner at klatre på vægge og tage sig af deres unger. Både at kunne forføre og styre sig.
– Mon ikke siger hun, der har gjort sit bedste.
– – –
PS: Du må meget gerne dele mine historier fra dagligdage. TAXAMANDEN elsker trafik. 😊
SÅ TAG DIG DOG SAMMEN – MAND
Hun er bare så meget på!
Håret er sat. Festkjolen sidder tæt. Og humøret – først og fremmest – det er tændt.
Hun skal til den årlige personalefest i kommunen. Borgmesteren holder tale, der skal spises og drikkes. – Og så skal der danses igennem til to cover-bands, der spiller musik fra 70’erne og 80´erne´. Der er var rift om billetterne – og der er udsolgt i aften.
Hun prajer mig klart og tydeligt foran lejligheden.
Jeg er jo bare TAXAMAND – lige dele banansælger og amatørpsykolog, så jeg ved sgu ikke, om jeg har ret. Men jeg bilder mig ind, at kvinder er bedre til at stoppe hyrevogne. Ikke bare blondinerne fredag nat, der charmer sig med vrikkende hofter i i det hvide lys fra Merceren. Det er usagligt – og jeg falder for det. Også sådan en sen eftermiddag, hvor damen er i feststemning og har armen ude øjenkontakt, inden vi egentlig kan se hinanden.
En mand, derimod, passer på værdigheden. Han er cool i egne øjne – og bliver af og til forbikørt. Så har jeg ham opgivende i bakspejlet og må bakke eller vende for at samle ham op.
Hun er en varm moden dame, sidst i 40erne, gætter jeg på. Og vi snakker om friheden til at danse igennem, når man er single og drengene er blevet voksne og kun den lille på 18 bor hjemme endnu. Han skal til LAN-party i weekenden. Det er noget mindre alkohol-ramt, end det moren skal danse sig igennem i nat. Han skal spille computerspil i to døgn og mæske sig i cola og fastfood.
Hun er gennemstolt af drengene, som hun har levet alene med i en del år efter skilsmissen.
Helt alene.
Og igen hører jeg historien, som jeg ellers troede ville forsvinde med illusionen om evighed i ægteskabet.
I de første år efter skilsmissen, var der almindelig kontakt mellem drengene og faren. Men det ebbede ud, og lige nu er der ingen forbindelser mellem far og sønner.
– Det var egentlig ikke sådan jeg ville det, men man må sige, at han har sluppet og ladet dem slippe. Det er et par gode knægte., Storebror bliver snart kandidat fra universitetet og har studenterarbejde i den branche, han ønsker sig ind i. Lillebroren bliver student næste sommer. Og vigtigst af alt: De to brødre elsker hinanden og holder sammen trods 6 års aldersforskel.
Hun oser af stolthed. Det er brændstof i hendes eget liv, at de er godt op vej. Og en frihedsfølelse, at hun trygt kan slippe dem.
Færdigt arbejde!
Vi hejser flaget over familieborgen og vi snakker om fremtidens drenge og mænd.
Jeg er fra en tid, hvor manden måtte forny sin rolle som mandfolk. 70’erne var for kvindernes et oprør mod en forældet rollefordeling mellem kønnede.
Mit eget første parforhold var et stærkt, 5-års kærlighed og hverdag med en kvinde, som er 19 år ældre end mig. Hun var ikke egentlig rødstrømpe, men hun havde alderen til det og gjorde selv oprør mod et urimeligt ægteskab. Jeg blev som 24-årig både ”bedstefar” og mand i huset til 4 piger, hvoraf de 2 var hjemmeboende.
Jeg blev elsket af et virkeligt kvindfolk med ”Q” – og jeg fik en turbo-uddannelse i både at være mand og partner.
Da jeg senere selv fik børn, blev det piger. Og min nuværende kone har en datter. Bare for at indrømme: Jeg har ingen empirisk erfaring med drengeopdragelse.
Måske er det derfor, jeg ikke altid forstår dele af den maskuline tidsånd . Jeg tænker bl.a. på dønningerne efter #metoo. Lige nu vrimler det med drenge-klynkerier på de sociale medier. En af aktørerne er journalisten og mediefænomenet René Fredensborg, der i en avisklumme sidste år proklamerede, at han havde valgt sin sidste kone i Asien ” … fordi danske kvinder er umulige at have med at gøre …”
Fredensborg passer godt ind i tiden, hvor harmen over politisk korrekthed har gjort det acceptabelt at være almindeligt reaktionær. Forfængelig – og paradoksal er denne mandekamp. For det, der tidligere blev anset som kvindagtigt, er pludselig blevet den hårdt ramte mands format: Offerrollen. “Det er så svært at være mand.” “De tager børnene fra os, de skrappe kællinger”. “Jeg tør ikke flirte af angsten for at blive set som overgrebsmand”.Det er synd for mig.
#Metoo har kastreret os.
– – –
Mens vi afregner foran festsalen, snakker vi om næste generation af mænd. Dem der kommer efter klynkerne og navlepillerne. Håber på, at de både evner at klatre på vægge og tage sig af deres unger. Både at kunne forføre og styre sig.
– Mon ikke siger hun, der har gjort sit bedste.
– – –
PS: Du må meget gerne dele mine historier fra dagligdage. TAXAMANDEN elsker trafik. 😊
Taxamand
Next ArticleNEDSLIDT? - BID TÆNDERNE SAMMEN ...