Jeg er kørt ind til siden for at sunde mig en smule. Af to væsentlige årsager:
For det første for at lufte ud. Selv efter flere minutters nedrullede vinduer i fri kørsel gennem byen stinker den grå Mercedes. Og det går bare ikke, når jeg kører for selskabet med det grønne logo. Vi kører traditionelt med nogle af de helt store erhvervskunder med markedssucces, masser af udtrykte, etiske værdier – og kræsne kunder fra udlandet.
Nej, det går bare ikke, at kabinen stinker som café Øresund i Nyhavn, dengang, der var liv og glade dage med ludere og sømænd der var gode for en røvfuld, bare man kom tilfældigt forbi.
Men jeg skal også sunde mig over kunden, der udover at være total-stiv i en syvdagesbrandert var et tænksomt, kærligt og intellektuelt, litterært velbevandret menneske.
Et menneske med flotte egenskaber.
Men også et individ dybt nede i det sorteste hul, du kan forestille dig..
Jeg ser vemodet i hans øjne, da han, ventende udenfor sin opgang i Københavns Nordvest kvarter, passerer forbi fordøren til sædet ved siden af taxamanden. Han går eget målbevidst – men også usikkert. Da jeg kun ved, at han skal på det nærliggende hospital – og ikke hvilken afdeling, kan jeg blot iagttage, at han der patient – ikke på hvilken afdeling. Han sætter sig ikke umiddelbart ind, men stikker først hovedet indenfor ved bagsædet og henvender sig til mig med et dannet sprog:
– Jeg vil bare vise hensyn til dog og sætte mig på bagsædet. Jeg har ikke været i bad i fire dage.
Allerede fra hans første ord og sætninger, breder der sig en veritabel stank af alkohol i kabinen.
Først nu sætter han sig forsigtigt og beder om at blive kørt til den psykiatriske skadestue. Det dæmrer for taxamanden. Kunden er midt i et sammenbrud- Og han kender vejen som var han en brevdue på vej tilbage til dueslaget fra endnu en ny destination i verden. Allerede fra hans første ord og sætninger, breder der sig en veritabel stank af alkohol i kabinen. Men fra samme mund flyder også en koncis beretning om en dannet mands forfald. Køreturen er kort, og det er som en kontrakt mellem os, at han skal forklare – ikke undskylde – hvorfor han belemrer mig med sin stinkende deroute. Helt uden forklaringer og undskyldninger. Blot en menneskelig beretning, en slags sygejournal og en kort forudsigelse af, at han nu har valgt skadestuen igen. Formentlig kortvarig indlægges, behandles for sine abstinenser, der allerede er på vej. Han ryster ubehjælpsomt på hænderne som led han af Parkinson. Hans tynde, pianist-agtige fingre på de slanke hænder er gule af tobak. De har været brugt til andet og mere væsentligt end at slå sig selv ihjel med indholdet i bundløse flasker og stimer af smøger.
Det sidste er hans første redningsplanke. Når vi skal stoppe ved en kiosk i nærheden, er det ikke, som jeg tror, for at kværne den sidste alkohol men for at købe et bundt af cigaretpakker:
– Jeg har jo været der mange gange før. De andre patienter er altid løbet tør, så nu er jeg klar til, at de kan bomme smøger af mig.
Han er akademisk uddannet i en kreativ branche og har faktisk arbejdet med de store i branchen, derude. Men nu er hans liv en blanding af alkohol, antidepressiver – og indimellem antabus og ingen alkohol. Men altid medicin til Meissener porcelæns-sjælen.
Turens korte varighed giver ikke mulighed for at komme med forklaringer på, hvorfor han er, hvor han er. Men han fortæller ærligt og smerteligt, at han er sig fuldt bevidst, at han ikke kan tåle alkohol. Det er en gift for ham. Alligevel er han inde i en cyklus, hvor han efter at være tørlagt et stykke tid, bilder sig selv ind, at han bare skal have en enkelt genstand. Bare en enkelt gang smagen og virkningen af de dråber, der gør ham både rolig og salig.
Men så begynder nedturen. – Hver gang. Og efter et stykke tid lander han forarmet og vingeskudt i sit dueslag – den psykiatriske skadestue.
Han er en dannet og kyndig mand. Han citerer min yndlingsdigter, den danske lyriker Søren Ulrik Thomsen. Og vi smiler civiliseret, da vi begynder at tale om en anden fantastisk, dansk digter, F. P Jac (Flemming Palle Jakobsen), Han erklærede i sine yngste dage, at han ville drikke sig ihjel inden han var fyldt 30. Han holdt dog 23 år mere, indtil alkoholen havde ædt ham op som 53-årig. Inden da producerede han blændende lyrik især i 70’erne og 80’erne. Og han erkendte hele vejen igennem, at alkoholen var en del af hans livsnødvendighed. Det blev redningsplanken, der slog ham ihjel.
Da jeg sætter min kunde af ved skadestuen, har jeg en indre uartikuleret ærgrelse over, ikke at skulle møde ham igen. Jeg siger pøj-pøj og ønsker ham uden ord den kærlighed eller anden erstatning for giften, der kunne holde ham i live. Og inden han forlader taxaen fortæller jeg om det interview, jeg havde med F. P. Jac på ”90’eren” – en berømt ølbar på Frederiksberg i København – for mere en 30 år siden. Aftenens tema var ”beruselse”. Og jeg spurgte lyrikeren, hvorfor beruselsen var så vigtig for ham. Han kiggede på mig med sit arrede ansigt, formet omkringmed den enorme, røde næse – . Han svarede efter en lang tænkepause:
Stinkende og vingeskudt
Jeg er kørt ind til siden for at sunde mig en smule. Af to væsentlige årsager:
For det første for at lufte ud. Selv efter flere minutters nedrullede vinduer i fri kørsel gennem byen stinker den grå Mercedes. Og det går bare ikke, når jeg kører for selskabet med det grønne logo. Vi kører traditionelt med nogle af de helt store erhvervskunder med markedssucces, masser af udtrykte, etiske værdier – og kræsne kunder fra udlandet.
Nej, det går bare ikke, at kabinen stinker som café Øresund i Nyhavn, dengang, der var liv og glade dage med ludere og sømænd der var gode for en røvfuld, bare man kom tilfældigt forbi.
Men jeg skal også sunde mig over kunden, der udover at være total-stiv i en syvdagesbrandert var et tænksomt, kærligt og intellektuelt, litterært velbevandret menneske.
Et menneske med flotte egenskaber.
Men også et individ dybt nede i det sorteste hul, du kan forestille dig..
Jeg ser vemodet i hans øjne, da han, ventende udenfor sin opgang i Københavns Nordvest kvarter, passerer forbi fordøren til sædet ved siden af taxamanden. Han går eget målbevidst – men også usikkert. Da jeg kun ved, at han skal på det nærliggende hospital – og ikke hvilken afdeling, kan jeg blot iagttage, at han der patient – ikke på hvilken afdeling. Han sætter sig ikke umiddelbart ind, men stikker først hovedet indenfor ved bagsædet og henvender sig til mig med et dannet sprog:
– Jeg vil bare vise hensyn til dog og sætte mig på bagsædet. Jeg har ikke været i bad i fire dage.
Det sidste er hans første redningsplanke. Når vi skal stoppe ved en kiosk i nærheden, er det ikke, som jeg tror, for at kværne den sidste alkohol men for at købe et bundt af cigaretpakker:
– Jeg har jo været der mange gange før. De andre patienter er altid løbet tør, så nu er jeg klar til, at de kan bomme smøger af mig.
Han er akademisk uddannet i en kreativ branche og har faktisk arbejdet med de store i branchen, derude. Men nu er hans liv en blanding af alkohol, antidepressiver – og indimellem antabus og ingen alkohol. Men altid medicin til Meissener porcelæns-sjælen.
Turens korte varighed giver ikke mulighed for at komme med forklaringer på, hvorfor han er, hvor han er. Men han fortæller ærligt og smerteligt, at han er sig fuldt bevidst, at han ikke kan tåle alkohol. Det er en gift for ham. Alligevel er han inde i en cyklus, hvor han efter at være tørlagt et stykke tid, bilder sig selv ind, at han bare skal have en enkelt genstand. Bare en enkelt gang smagen og virkningen af de dråber, der gør ham både rolig og salig.
Men så begynder nedturen. – Hver gang. Og efter et stykke tid lander han forarmet og vingeskudt i sit dueslag – den psykiatriske skadestue.
Han er en dannet og kyndig mand. Han citerer min yndlingsdigter, den danske lyriker Søren Ulrik Thomsen. Og vi smiler civiliseret, da vi begynder at tale om en anden fantastisk, dansk digter, F. P Jac (Flemming Palle Jakobsen), Han erklærede i sine yngste dage, at han ville drikke sig ihjel inden han var fyldt 30. Han holdt dog 23 år mere, indtil alkoholen havde ædt ham op som 53-årig. Inden da producerede han blændende lyrik især i 70’erne og 80’erne. Og han erkendte hele vejen igennem, at alkoholen var en del af hans livsnødvendighed. Det blev redningsplanken, der slog ham ihjel.
Da jeg sætter min kunde af ved skadestuen, har jeg en indre uartikuleret ærgrelse over, ikke at skulle møde ham igen. Jeg siger pøj-pøj og ønsker ham uden ord den kærlighed eller anden erstatning for giften, der kunne holde ham i live. Og inden han forlader taxaen fortæller jeg om det interview, jeg havde med F. P. Jac på ”90’eren” – en berømt ølbar på Frederiksberg i København – for mere en 30 år siden. Aftenens tema var ”beruselse”. Og jeg spurgte lyrikeren, hvorfor beruselsen var så vigtig for ham. Han kiggede på mig med sit arrede ansigt, formet omkringmed den enorme, røde næse – . Han svarede efter en lang tænkepause:
– Der er vid* på hele lortet…….
(* vid: forstand, klogskab…)
God morgen Danmark –
Nøgternt eller beruset.
Taxamand
Next ArticleHolger ta'r springet