Livet i min taxa er reelt en perlerække af tilfældige møder. Men nogle gange kan det ligne en iscenesættelse.

Jeg går ikke rundt og tror på, at der eksisterer en eller anden styrende kraft, som giver mig en oplevelse i dag, der er en kommentar til det, jeg oplevede i går. Sådan en slags dagliglivets ”mannakorn”.

Mannakorn? – Jeg må vist lige forklare.

Jeg er vokset op i en folkekirkelig familie af frisindet, grundtvigsk støbning. Det betød, at man gik i kirke – folkekirken om søndagen, – men også, at der blev danset og spillet Bridge til de store fester og naturligvis drukket øl og snaps til den gode frokost. Men hos de ”missionske” var der mere system i det med troen

 Det var hos en af de missionske, at jeg første gang så de der Mannakorn. Mannakorn var små papstykker i et glas – med bibelcitater. Man kunne en gang imellem snuppe sådan et åndeligt bolsje og sætte dagen i perspektiv. Et citat fra biblen, som kunne gøre dig klogere.

Dengang synes jeg, at det var lidt smart. Sådan lidt astrologisk, hvor der altid er et eller andet bibelcitat, der passer ind lige nu. Senere er min holdning blevet, at jeg ikke er til den slags ”mirakel-religiøsitet”, hvor Vorherre liiiiige sender dig en eftertanke, når du trænger til det.

 Og alligevel siger jeg:

Nogle gange er det som om de kunder jeg får har denne ”mannakorn-effekt”. De bliver en kommentar til noget aktuelt.

 

Helt vild denne morgen, tidligt, hvor weekenden og mit blogindlæg i avisen.dk og her i min egen blog – handler om æstetikken og etikken, når tv bliver lidt for klamt og befamlende. Når der skal rejses penge til at bekæmpe det, vi frygter mest.

 Han er helt klart cancerpatient, min kunde. Lige vel tynd og bøllehatten er trukket ned over den skaldede isse. Han tager ikke hatten af, men jeg kan se i hans tindinger, at det er væk – håret. Tilbage er bare den meget hvide hud. Jeg får endnu en slags samvittighedskval over min ”kvalme” af TV 2’s dækningen af kræften og indsamlingen som om det var en sportskamp. TV-dækningens hurra-billede af verden for at få klejner i kassen.

Det kan sgu da være lige meget!. Da han selv fortæller om den behandling, han har været igennem – herunder en knoglemarvstransplantation fra et nærtstående familiemedlem, føler jeg mig nødsaget til at fortælle, at jeg har kastet mig ud i indsamlingsdebatten.

Hans reaktion er lidt overraskende og fjerner mine kvaler – nærmest et uartikuleret ”Nåh!”. Han har ikke set udsendelserne. Og hans ser i det hele taget ikke meget TV i den her tid, hvor han reelt har stået på kanten til døden. Det er ikke så vigtigt lige nu – og vi lader indsamlingsshowet ligge.

Hvilken befrielse!

 

 

Kræften kom ud af den blå luft dette forår. En Leukæmi opdaget ved en tilfældighed. En af de farlige. Behandlingen sættes i gang nu og her, for ellers vil han dø lige om lidt.

Vi kigger på hinanden et sekund og smiler begge i en slags frygt. Vore livsbaner ligner hinandens. Vi er lige gamle. Vi Havde succes i arbejdslivet – og pludselig i en moden alder men inden pensionsalderen, tabte vi værdien på jobbet, da en ny ledelse vil noget nyt og se nogle nye ansigter.

Så begyndte vi på et helt andet arbejdsliv. Jeg kører taxi og skriver. Han begyndte at sælge sydpå. Egentligt ret fedt at opleve, at kunne vælge, hvad man skal beskæftige sig med – frem for at ens arbejde definerer, hvem man er.

Men så ramte kræften ham.

Jeg må indrømme, siger han, at jeg var som slået i gulvet, da jeg fik den uventede diagnose. Ups, nu skulle jeg måske dø lige om lidt. Jeg er jo mand og prøver at styre mig. Pludselig måtte jeg græde. Men så kom kampgejsten.

 Turen til Hospitalet flyver af sted, mens han fortæller om helt nye iagttagelser i livet. Noget, der helt sikkert vil ændre hans syn på mange dele af livet og de personer, han omgås.

 

” … Hej, det er mig. Vil du ikke nok komme og snakke … “

– Det har chokeret mig, at nogle mennesker slet ikke kan ”ha’” sygdom og dødsrisikoen, selv om det er mig, der er den ramte. Der er mennesker, som har været ret tæt på mig i livet, men som åbenbart kan bære, at jeg er syg. Jeg hører ikke noget fra dem. Måske er de helt ude af mit liv. Men jeg synes jo ikke, jeg skal ringe til dem og sige: ”Hej, det er mig. Vil du ikke nok komme og snakke med mig om min sygdom og angst, for jeg har det lidt svært lige nu”

Han griner lidt ironisk til hinanden, mens vi ryster på hovedet. En ret almindelig reaktion hos mænd, der faktisk føler sig mere ramt og svigtet, – mere end deres maskulinitet tillader dem at indrømme

 Vi taler også om ægtefællernes isolation.

– Det er mig, der får al opmærksomheden, for det er mig, der måske skal miste livet med kort varsel. Det er mig, det er synd for. Men min kone får i virkeligheden ikke det fokus, som HUN fortjener. Det er jo hende, der mister mig og ikke omvendt. Det er hende, der skal tage vare på vores unge, voksne datter. Det er hende, der skal finde ud at leve videre. Min datter er helt ung og skal ud at rejse. Hun har et helt liv foran sig og har egentlig taget det helt fornuftigt. – Men fruen er alene. Tilsammen er vi nok blevet bedre og bedre til at tale om os og hinanden. Lige nu har meget brug for hinanden. Mere end nogensinde, måske.

 

Det har regnet og er vådt derude. Dagen vågner og vi kører ind ved en af de indgange på hospitalet, hvor folk dagligt får dødsmærket – eller håbet.

 

– Held og lykke, siger jeg og kigger lidt dybere i hans øjne, end tilfældet er ved gennemsnittet af mine kunder.

 

Han er en af dem, som jeg ønsker at se igen en anden dag.

 

God morgen, Danmark

– især til de sårede