Fra Ekstrabladets tillæg EKSTRA den 16 august 2014

 

Han ligner en rigtig søfarer. Sådan en, der gør det selv, både på båden og i livet og helt uden dødsangst tager selv den ondeste brodsø i Biscayen. Dialekten er er godt nok en anden. Men det ligner, at jeg har samlet en nordjysk Kløvedal op blot en enkelt bajer fra det hellerupske ambassadekvarter.

Og den er sådan set godt nok. Han er fri, mørkebrun – og en af søens folk.

Min kunde er taget hele vejen fra Jylland for at bruge en dag i hovedstaden på at få visum til et asiatisk land, der bygger skibe – og borerigge. Men nogle gange går det hele bare lidt for let og det tog mindre end en time at få papirerne i orden. Så han tog som sagt en kold på Sct. Peder og aner ikke, at han har placeret sig på en af bydelens kendte steder. Nu skal han bare til lufthavnen, hjem til dobbelt-A”. Og så afsted til Asien for at tjekke en nybygget borerig, inden den sejles om på den anden side af jordkloden og skal gøre en indsats i Nordsøen.

En slags spildtid i overvurderede København.

Det’ da lig’meget!

Nogle platforme sejler selv. Langsomt over det Indiske Ocean med måske bare 6-9 knob (10-15 kilometer i timen!). 

Han er sømand. Han er fra Nordjylland – og han er vant til at taget udfordringerne meeeeeget roligt. Det er hans natur. Men det er i den grad også hans arbejde. Han er elektriker og tager sig af arbejdsledelse og kvalitetskontrol ved bygningen af olieplatforme. Nu rejser han ud på den anden side og skal tjekke en af disse monstrummer til milliarder.

– De gør det meget billigere, end de kunne bygges heroppe. Men de har bare ikke de samme krav til sikkerhed og ikke de samme traditioner for at følge reglerne. Så undertiden støder vi på sjusk, så du tror, det er ”løwn”. Jeg har set sammenføjninger i nybygninger uden samlemuffer. Men bare sådan lavet med sort tape ligesom hjemme i køkkenet.

Reparationerne fortsætter ofte på transporten fra Asien til arbejdsstedet. Nogle platforme sejler selv. Langsomt over det Indiske Ocean med måske bare 6-9 knob (10-15 kilometer i timen!). Platformen snegler sig afsted syd om Afrika og nordpå, nordpå, nordpå. Sådan en slags offshore Tai Chi. En langsom, kinesisk gymnastik på oceanet. – Men inden i mastodont-sneglen et mylder – hundredevis af folk, som arbejder på færdiggørelse, så den nye rig kan leve op til de internationale regler.

 

 

Men min nordjyske kunde i fortællehjørnet er ramt af en helt anden brodsø, der ikke helt var ventet af den frie ungkarl, sidst i 30’erne.

Kærligheden.

Han har forelsket sig i en intelligent, veluddannet, ung, smuk – enlig mor fra et hærget land i Østeuropa. Hun har opholdstilladelse i Danmark, bor her med sin lille søn. Veluddannet, ja, men med et arbejde noget under kompetence og i en evig kamp for at holde fast. Hun slås og han har selv verden som arbejdsplads og forstår og beundrer hendes kamp.

Verdensmanden bliver mere stilfærdig og nordjysk, for nu handler det om at sætte frihed og følelser på spil. Han har hidtil solgt sin arbejdskraft til rigtig gode penge og kunnet stille sig til rådighed med timers varsel. Til gengæld har han levet livet derude i pauserne mellem ledninger og borerigge. Tjent masser af penge. Og brugt dem og slået nogle huller i jorden derude, der får Nordsøen til at ligne en andedam.

Nu mærker han pludselig en samvittighedskval ved at skulle tage af sted. For han er vild med hende og nu Måske hus og have. Hvis altså verdensfareren tør?

– Hun har den lille søn. Han er sådan set ret sød – men også sindssygt forkælet og slet ikke opdraget, som jeg ville. Og hvad nu, hvis der kommer flere til – og det skal der jo, for fanden? Jo jeg elsker hende sgu… En eller anden dag ville det jo komme.

Der bliver pludselig helt stille i taxaen, som der må blive det, når nordjyder tager hul på de helt store følelser. Puha. Det kræver mere mandsmod end på olierigge i stormvejr.

Taxamanden er en skide koblerske eller hvad sådan en hedder af hankøn. Jeg må have set for meget DR1 og TV2 om lørdagen, for jeg elsker, når de får hinanden i slutningen. De sidste kilometer af turen fortæller jeg om mine egne erfaringer med pludselig kærlighed og tilgiftede børn. Man kan lære at elske dem.

 

Han er stået ud af taxaen for at finde sedlerne i de stramme jeans. Han kigger på mig.

 

– Spring ud, sømand! – tænker jeg.

 

Eller fik jeg virkelig sagt det højt?

 

God dag, Danmark!

– lev livet farligt – og elsk!