Jeg står op om morgenen

og går hen på mit job

og jeg laver noget

og jeg får min løn

men det jeg laver

er mere værd

end det jeg får

Hvordan sku’ nogen

mennesker ellers

blive rige

uden at lave noget

 

Sangen Om Merværdi af Jesper Jensen med musik af Benny Holst.

 

Jeg kunne bare ikke lade være her , dagen før den 1. maj – på arbejdernes internationale kampdag, som vi sagde i 70’errne. Nogle var dog lidt mindre militante og sagde FESTdag. Der er selvfølgelig stor indholdsmæssig forskel på en kamp og en fest. Og denne forskel har måske en særlig betydning i et land og en kultur, hvor vi har gjort det til et speciale at omsætte uretfærdighed og revolutionære stemninger til relativ fredelig larm på gaden og i vores parlament.

Den måde at tackle interessekonflikterne på passer nu meget godt til en halvrød liberalist som Taxamanden.

Jeg kunne ikke lade være.

Også fordi det danske, politiske univers er så uendeligt lidt oprørsk og kreativt her i 10’erne målt i forhold til mit og ungdommens for fyrre år siden. ”Det skal de gamle mænd sige”. Man kan næsten høre den kommenterende hovedrysten – og jeg er ret græsk-katolsk, for jeg ved, at sandheden både kan være triviel – og sand. Og så har jeg jo den fordel, a jeg har levet aktivt i begge tider. Eller jeg kan bare åbne ørerne og øjnene og lytte til og se på den praktiserede politiske debat.

 

 

Mæthedsfornemmelsen. Selvtilfredsheden. Arrogancen. Historieløsheden

Selvfølgelig måtte der ske noget i verden, da de kommunistiske despotier brød sammen i Østeuropa i 1989. De regimer, der havde degenereret sig fra frisættelse af de ubemidlede klasser til samfund, der var endnu værre for mennesker end den udbytning og undertrykkelse, de selv var et oprør imod. I første omgang en brusende frihedsfølelse, der var naturlig og vidunderlig – også for os uden for murerne. Selv havde jeg familie i DDR, som jeg besøgte nogle gange på Familienbesuch. Det var i sig selv en ret effektiv måde, hvorpå jeg undgik at blive kommunist som en del unge i min venskabskreds. Men da feststemningen havde lagt sig og muren var forsvundet som souvenirs i småstykker til de tilrejsende revolutions-turister, fik kommunismens sammenbrud også en stor betydning for den overlevende kapitalisme. Det der sker med en kultur, når modstanderen og sammenligningsgrundlaget forsvinder.

Mæthedsfornemmelsen. Selvtilfredsheden. Arrogancen. Historieløsheden.

Slapheden. Den uendelige kedsomhed.

Både på det private plan og på det politiske plan – i hvert fald inden for vores eget land og vore nærmeste kulturer, bevægede vi os ind i årtier med nærmest kvælende konsensus. Mange af os unge fra 60’erne og 70’erne var jo i høj grad rundet af de oprør vi gjorde. For mit eget vedkommende kunne det jo ikke gå ubemærket hen at vokse op i et konservativt hjem, hvor min var var officer i hæren, mens mine skolelærere skrev under på amerikanernes terrorbombninger af Hanoi i Nordvietnam. Selvfølgelig gav det ballade og megen trykken i maven. Men det skabte også muligheden for at vælge og vælge fra, som jeg ikke selv har kunnet give mine egne børn, fordi jeg som andre har beredt dem vejen, så meget jeg orkede og erstattet det klassiske HOLD KÆFT mede dialog og snak. Det var i pagt med min tid og det har givetvis bragt mig tættere på mine egne børn, end jeg selv oplevede det i min barndom og ungdom. Men det har også kostet noget i deres frisættelse, tror jeg. Og ser jeg, når jeg kigger rundt på min egen generation og den yngel, vi har sat i verden.

Jeg plejer at bruge et sammenlignende billede fra en hel anden tid. Legenden pm stridsmændene, kejseren der kørte rundt i arenaen i Rom for et par tusinde år siden. Han havde efter sigende en slave, som stod ved siden af og hviskede: Husk, du er kun et menneske!

Du er forgængelig.

Modbilledet er den unge på den imaginære stridsvogn med far og mor på begge sider: Husk, du er Guds gave til menneskeheden.

Du bliver forfængelig.

Den despotiske kommunisme har fundet sin uværdige afløser.

Min pointe er ikke at bebrejde vore børn deres forkælelse. For de er smukke og kloge og vidunderlige, som vi ser dem. De ER jo Guds gave i vores liv. Men der sker altså noget med mennesker, når man tager modstanden fra os.

Det er ikke sådan, at modstanden forsvinder. Mennesker finder blot andre kilder til kamp. På det globale plan lige nu ryster vi af gode grunde i bukser og kjoler over for den religiøse fascisme. Den despotiske kommunisme har fundet sin uværdige afløser.

I vores nære, politiske univers er det økonomien og den globale konkurrencesituation, der er den store drage i eventyret. I en sådan grad, at det bliver stadig mere subtilt at skelne en rød minister fra en blå. Der hele understøttes af, at tidens mest profilerede politikere i høj grad er professionelt uddannede, der har gjort politik til en erhvervskarriere. Og når de i løbet af karrieren træder ind i ministerier og departementer møder de minsandten studiekammeraterne fra universitetet.

 

De står op om morgenen,

De går hen på deres job…..

 

Og de helt unge politikerspirer kommer helt ud i parodien, og synes de er SÅÅÅÅÅ frække, når de slår en prut i silkeunderbukserne.

 

Som Konservativ Ungdom på Frederiksberg, der ifølge avisen.dk holder fest i en båd i den smukke, Frederiksberg Have. Deres parole er en modstand mod….

 

…dårligt klædte folkemasser og socialistiske hymner…

 

Det er trods alt blidere end deres forfædres uniformer og skråremme, da de i 30’erne gav den som kronragede Nazi-konservative i den stil, der var moderne dengang. Men hvad skal KU da også stille op med for at få opmærksomhed, når deres parti er ved at forsvinde ud i glemslen.

 

Nej jeg kunne ikke lade være med at citere fra Jesper Jensens sang om Merværdi.

 

For der gemmer sig jo noget af også nutidens politiske sandhed i den sang.

 

Midt i min verden – den bedste af alle verdener med verdens tredje-lykkeligste folk – møder Taxamanden dem også. De der hverken har noget job eller er noget værd

At der ude i det globale konkurrenceunivers findes mennesker, som får meget, meget mindre for det, de laver, end det, de er værd. Og der ER politikere, som dyrker den uretfærdighed med en sådan begejstring, at de nærmest er ved at sprække af begejstring over fattigdommens indbygge incitament til at tage sig sammen. Først støder man kuglerne i en statssubsidieret eliteidrætsverden til egen selvdyrkelse. – Og så støber man kuglerne til, at de fattige sgu må klare sig selv

Nu er det forkælelsen, der er hovedproblemet i samfundet.

 

Og herhjemme. Midt i min verden – den bedste af alle verdener med verdens tredje-lykkeligste folk – møder Taxamanden dem også. De der hverken har noget job eller er noget værd

 

De, der er totalnedslidte af at lave meget mere end de var værd.

De, der er ensomme.

De uplejede gamle med pis-pletter på bukserne.

De gamle kvinder uden tænder

Misbrugerne.

De angste.

Taberne.

De aggressivt fremmedfjendske.

De vrede.

 

Så uendeligt langt fra slipsefolket af begge køn på tinge og embedsmændene. Uden kontakt til de politikere, for hvem tillidsposten er blevet et karrierejob.

Og helt uden for synsvidde af de frivilligt komiske burgøjser-kopier, der sejler rundt i Frederiksberg Have, hæver deres champagneglas og fniser af de dårligt klædte proletarer.

 

Det sidste lyder som en slap parodi.

Hvor bliver jeg dog taknemmelig for min taxi og mine kunder i alle farver og indtægtsgrupper.

 

God morgen , Danmark

– God 1. maj – i morgen