En af mine kunder, en hinduistisk inder, bringer det åndelige og det videnskabelige på banen. Og han rammer religionsdebatten mere end han aner her i det lille eventyrlands hovedstad

 

En lytten til folkeånden lige nu.

Opmærksomheden mod nyhedsudsendelser på alle kanaler.

En hurtig surfen på Internettet.

Et kig ind hos vennerne på Facebook.

Det er en indlysende konsekvens af terror-handlingerne i den forløbne weekend og det fortsætter her i dagene efter. I aftes, onsdag, i en reportage fra den jødiske begravelse af Dan Uzan, den terror-dræbte vagtmand fra Synagogen i Krystalgade i København. Den jødiske kantors afskedssang ud gennem højtalerne til mange hundrede begravelsesgæster. Indenfor i kapellet med de nærmeste og med regeringens fremtrædende ministre i spidsen.

Denne video er en optagelse med Robert Oppenheimer, atombombens fader, der genfortæller det øjeblik, da han oplevede den første prøvesprængning af en atombombe i New Mexico – inden de faldt over Japan et par måneder senere. Han citerer det Bhagavad Gita – et af de helligsted, hinduistiske skrifter. En krigsherres samvittighedskvaler inden det store slag.Om at påtage sig rollen som verdens ødelægger Oppenheimer måtte ty til religiøs eftertænksomhed for at bære ødelæggelseskraften af sin egen viden. Mere om det senere.

 

Religionen og de religiøse baggrunde, bevæggrunde og handlinger er på dagsordenen som aldrig før. Og det er så ikke hos herværende taxamand man skal finde nogen kulturradikal begrædelse af den kendsgerning. Som luthersk, grundtvigsk kristen er jeg opdraget i den kultur. Med konsekvensen af at både den umådelige kærlighed og den ubærlige sorg hænger uløseligt sammen med den indre drøm om og tro på et større skaberværk. Større end bare en ”tilfældig” biologisk mekanisme.

Det er fuldstændigt langt ude. I mit univers er det en slags forenet gudsdyrkelse og bespottelse. Den gud har jeg ikke lyst til at hverve disciple for!

I mine unge dage ville jeg have læst teologi, mens jeg har altid haft det lidt svært med ”missionsbefalingen” – at vi skal gå ud og gøre alle verdens folkeslag til Jesus disciple. Jeg kan slet ikke ha’ de der billeder af muslimer, der pisker sig ved særlige højtideligheder, mens de råber gennem gaderne i Mellemøsten. Eller den fuldstændige, kristne parallel: Filippinske mænd, der om et par måneder lader sig levende korsfæste langfredag for at mærke frelserens smerte på egen krop.

Det er fuldstændigt langt ude. I mit univers er det en slags forenet gudsdyrkelse og bespottelse. Den gud har jeg ikke lyst til at hverve disciple for!

 

Men religionen er og bliver her. Og vi kan bare ikke krænge den af os.

Kineserne prøver at begrænse det. Men muslimerne gør oprør i deres folkerepublikanske provinser og de kristne strømmer ind i kirkerne for alle mulige trossamfund og sekter. I Maos egen folkekommunistiske republik.

Karl Marx kaldte religionen opium for Folket og hans disciple marginaliserede troen i de erklæret, ateistiske kommunistiske stater i Østeuropa. Men lige så snart kommunismen forduftede efter 70 års indoktrinering, vendte f.eks. den russiske kirke tilbage med en kraft, så den i dag står klar til at velsigne soldaterne, inden de drager ind i Ukraine for at slå deres tidligere broderfolk ihjel.

 

vi gemte det med ytringsfriheden til profeten Muhammed nogle år senere

Troen på det guddommelige  er derude i verden. Det ved vi jo…

”Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud”, som, socialisten Jesper Jensen skrev det – og folkesangeren Trille, sang det.

Og sangen blev for en tid forbudt i Danmarks Radio, selv om Røde Jesper havde så uendelig ret! For viu skal ikke komme her og bespotte Jesus.

Så vi gemte det med ytringsfriheden til profeten Muhamed nogle år senere

 

Jeg taler med to kunder, da vi er på vej fra en stor IT-virksomhed til lufthavnen. De er indere, søde og høflige, og inviterer mig på besøg, hvis min vej en dag skulle gå forbi New Dehli. De er – som sædvanligt for deres kultur -, så kærlige og venlige og informerede om vestlig og dansk kultur, at det godt nok ville være groft, hvis jeg pludselig med dansk selvoptagethed i den ene hånd og vores nærmest halvreligiøse opfattelse af ytringsfriheden i den anden, – sådan lige satte deres ”overtro” – hinduismen – på plads. En religion, der faktisk rummer en terrorbevægelse trods budskabet om kærlighed.

Har man hørt det før?

Men det er så ikke i dag, ”de fremmede” skal udsættes for ytringsfrihedstesten, som er så moderne herhjemme lige nu.

…en bevægelse, der iklæder sig danskheden som et messehagel.

Der er en glæde og beskyttelsestrang over for den danske kultur og vores kristendom, der burde fylde kirkerne til bristepunktet hver søndag kl. 10. Men så mange ser jeg nu heller ikke, når jeg selv kommer der. Jeg har f.eks. delt sogn med Pia Kjærsgård i 4-5 år – men mødte hende aldrig i kirken, selv om jeg selv kom der mere end hver anden søndag. – Ja, sorry, jeg er sarkastisk lige nu, men jeg synes jeg kan tilladelse mig at gøre det overfor en politisk bevægelse, der iklæder sig danskheden som et messehagel.

 

Så jeg vælger altså at se mine hinduistiske, indiske passager som kunder og gæster, da de fortæller om deres respekt for ikke mindst videnskabsmanden Niels Bohr. Det er ikke nu jeg afprøver ytringsfriheden med en solid diskussion om deres latterlige tanker om reinkarnation.

Om de selv er atomforskere:

 

– No, no sir, we haven’t got that big heads, siger han og peger på den sagtmodige kollega ved sin side.

 

De smiler begge. Og så fortæller han lidt om sin hinduistiske religion, der betyudser så meget for ham, mærker man. Han forklarer, at det IKKE er paradoksalt for ham bade at være naturvidenskabelig akademiker og troende, praktiserende hindu. Det er to verdener men med en fælles overbygning af filosofisk kundskab, nysgerrighed og forundring over livet. Når det er umådeligt smukt og kærlighedsfuldt – og når det er sort og destruktivt.

Så er det han fortæller mig om det citat af Robert Oppenheim, som jeg senere må hjem og google – og finde på Youtube. Og finder videoen, som det gengives her i bloggen. Den ypperste indsigts videnskabsmand. Og gudfaderen til verdens grusomste ødelæggelsesvåben. Godt hjulpet på vej af vores egen Niels Bohr. Begge brugte de resten af deres liv på at bekæmpe krigsbrugen af det våben, de selv havde skabt.

Oppenheimer var særligt interesseret i hinduismens skrifter.

 

Min indiske kunde taler med stor kærlighed til sin religion.

Jeg ved den praktiseres på en skala fra sirlig pleje af de hellige køer til voldelige angreb på – muslimer. Og så er vi tilbage ved religionernes paradoks.

 

Jeg sender ham – min høflige, nye indiske ven – en tanke, da jeg flere gange gennemser klippet med Oppenheimer.

Er det tårer i videnskabsmandens øjne?

Er det en knusende samvittighedskval?

 

Oppenheimer tyer i beskrivelsen af selve ødelæggelsesøjeblikket – testsprængningen i New Mexicos ørken – til en 3000-årig gammel, hinduistisk skrift

Fra Bhagavad Gita– lige her et vers med krigsherrens samvittighedskval inden grusomhederne begynder.

 

”Nu er jeg blevet døden – alle verdeners ødelægger”

 

God Morgen, Danmark.

– når frygten har lagt sig!